H. C. Andersen: Biografi. Epoke - danske romaner før 1900

Dorothea Melchior
Dorothea Melchior bliver den sidste af H.C. Andersens moderlige veninder og beundrerinder. Hun er gift med forretnings- og rigsdagsmanden Moritz Melchior med hvem hun har otte børn. De bor i en stor lejlighed på Højbro Plads med sommerresidens på Rolighed, en pragtfuld villa med en paradisisk have, der skulle få stor betydning for HCA, da det bliver hans 'hjem' de sidste ti år af hans liv. Og her dør han.
Første gang, fru Melchior optræder i hans dagbog, er i 1862, idet hun sender ham en buket blomster. De mødtes hos vekselerer Martin Henriques og dennes hustru Therese i hjemmet i Tordenskjoldsgade, der var et samlingssted for danske og udenlandske sangere, musikere og komponister. Til disse musikalske soiréer bliver HCA sammen med August Bournonville faste gæster, og her møder han Melchiors. Selvom HCA nu er et nationalt klenodie og hyldes som det geni, han er, har han brug for hjerterum og åndelig opmærksomhed.
Han bliver inviteret til sammenkomster i det melchiorske hjem, og indtræder år senere i den højt kultiverede jødiske familie som dens kæreste husven. På Rolighed får han sine egne værelser med balkon til haven og med udsigt over Øresund. Her har han det godt. Børnene er glade for ham på grund af hans opfindsomme lege og spøgefulde omgangsform. På rejserne, der stadig er mange af, optræder Dorothea som en inspirerende korrespondancepartner. De skriver mange og lange breve. Og hjemkomsten er hele rejsens bouquet.
Når forholdet bliver så vigtigt for dem begge, skyldes det uden tvivl, at deres position i forhold til hinanden er defineret fra start. Han er verdensmanden, der har sendt sine eventyr jorden rundt, men også har brug for kvindelig omsorg. Hun er den myndige moder og hustru, der har overskud til at tjene den gudbenådede kunstner, medvirke til at gøre livet let og lykkeligt for ham. For hende er det meningen med at være rig - at kunne give.
Selv opholder Melchiors sig meget i udlandet, og selvfølgelig er det med behagelig stolthed, når konversationen er om Danmark og H.C. Andersen, som alle kender, at hun diskret kan tilføje - at han skam bor hjemme hos dem. Men fru Melchior skummer ikke blot fløden. Hun deltager desuden i den upraktiske digters praktiske liv og hjælper ham sammen med Henriette Collin med at blive installeret i sin nye lejlighed på Kongens Nytorv.
Verdensberømmelsen når nu også til Danmark. I 1870 udkommer "H.C. Andersens nye Eventyr og Historier. Med Illustrationer efter Originaltegninger af Lorenz Frølich. Første Bind". De to næste bind udkommer i 1871 og 1874. Den samlede trebindsudgave er en fortsættelse af tobindsudgaven fra 1862-1863 med illustrationer af Vilhelm Pedersen, der i mellemtiden er død. De fem bind tilsammen er den komplette udgave i HCAs egen tid.
I 1867 kulminerer æresbevisningerne. HCA bliver udnævnt til etatsråd. Og den 6. december ophøjet til æresboger i Odense, der illumineres med fakkeltog og med festmiddag på rådhuset med 240 indbudte. Så fik spåkonen alligevel ret, da hun kiggede i kaffegrumset dengang i 1819. Dagen derpå middage hos borgmester, biskop og domprovst. HCA er taknemlig og betaget af taler, musik og sange, men ligger underdrejet på grund af den evindelige tandpine, der ikke vil give ham fred. Han har nu fået kunstige tænder, der klemmer ham og ikke sidder særlig godt, så den snakkesalige bryder sig ikke om at åbne munden, da han så at sige er bange for at tabe den.

De sidste år
I sine sidste leveår træffer H.C. Andersen stadig nye mennesker. Således kommer han til middage på Carlsberg hos brygger J.C. Jacobsen. På Basnæs hos fru Scavenius møder han den unge Vilhelm Dinesen - Karen Blixens far. Hele tiden arbejder han. I 1868 udkommer "Et Besøg i Portugal 1866". På Holsteinborg, der er indlemmet i 'herregårdsrunden', begynder han på den lille roman "Lykke-Peer". På Verdensudstillingen i Paris har han også været for at skrive om den, og det bliver til den interessante "Dryaden", hvor han - notabene! - sammentænker poesi og tenik. Den bliver trykt i 6.000 eksemplarer - og er udsolgt i løbet af en måned.
Fra 1870 indtræder der et vendepunkt i helbredstilstanden. HCA skranter konstant. Men rejselysten fejler ikke noget, og han tager til Rivieraen, hvor han i Nice mødes med Edvard og Henriette Collins søn, Jonas. Ved hjemkomsten inviterer Melchiors ham til at bo på Højbro Plads i 6 uger, da de ved, at han har det svært med at være alene i lejligheden, som han ikke rigtigt bryder sig om. De tager initiativ til en ny flytning, nemlig til Tordenskjoldsgade 17.
Helbredet er elendigt. Hans hænder ryster. Han har gigt. Han får lammelser i benene og kan knap gå. Han mister sin sidste tand. Slimhoste om natten. Han føler sig på vej til galehuset. Alligevel forsømmer han hverken middage eller teaterbesøg. Men han kan ikke holde ud at være i lejligheden i Tordenskjoldsgade, hvor hans muse fuldstændig har svigtet ham. Resolut flytter han ind på Hotel d'Angleterre, hvor han får værelse 65. Straks har han det meget bedre. Føler sig forynget og kan arbejde igen. Henriques' portner henter hans ting i lejligheden.
Samme aften spiser han middag hos Melchiors og går i teatret om aftenen. På Basnæs er han i sit es med kroketspil i haven og oplæsninger om aftenen. Her begynder han på historien "Tante Tandpine", som han gør færdig på Rolighed, hvor der nu gøres store forberedelser til sølvbryllup den 6. juni. HCA deltager og tager om formiddagen fat på at binde 91 små buketter. Han skriver et digt, som Johanne Melchiors lille dreng skal recitere. Og i samarbejde med en svensk komponist digter han en kantate. Selv overrækker han sølvbrudeparret en afstøbning af den flotte buste, af H.V. Bissen har udført af ham. Der er fyrværkeri og dans i teltet.
Dermed er det slut. HCA bliver ikke rask igen. Resten af sommeren hænger han med hovedet, mat og doven. Han bliver irritabel og upasselig, hvorfor fru Melchior foreslår ham en rejse til Norge. Han rejser. Og besøger bl.a. Bjørnstjerne Bjørnson. Året efter tager han på en ny Europarejse, skønt han knap kan gå. Rejsefællen er den 27-årige William Bloch, en yngre bror til maleren Carl Bloch, der på dette tidspunkt maler et storartet portræt af HCA. Bloch beskriver rejsen i "Paa Rejse med H.C. Andersen". HCA nøjes med at underrette Dorothea Melchior om turen, hvoraf det fremgår, at Bloch går den rejserutinerede på nerverne.
Efter hjemkomsten bliver han voldsomt syg med diarré. Han er nu blevet installeret i Nyhavn 18, der med udsigt til de vuggende skibe giver ham en fornemmelse af frihed. Fru Melchior henter ham til Rolighed, hvor lægerne tilser ham: leverkræft. De sidste 10-15 år har HCA et temmelig højt alkoholforbrug. Midt i elendigheden kan han glæde sig over, at han bliver spillet på teatrene: På Casino "Grantræet" og "Meer end Perler og Guld", på Vesterbro Teater går "En Komedie i det Grønne", og på Det kgl. Teater opføres balletten "Eventyr i Billeder" iscenesat af Bournonville.
Nu går det hele af sig selv. Så kan man jo roligt sige farvel.

Døden
H.C. Andersen er ikke helt færdig endnu. Den gamle trækfugl skal lige ud at rejse. Vinterens lange indespærring har været forfærdelig. Rekonvalescensen trækker ud. I april står der en større skare af venner på perronen og tager afsked med HCA og hans rejsefælle, der denne gang er den unge forfatter Nicolai Bøgh.
Fra Vernex-Montreux skriver han til fru Melchior, at han har fundet et firkløver i hotellets have, og typisk fabulerer han straks filosofisk over det: "Jeg vil gjerne skrive paa det ene Blad: Sundhed, paa det andet: Venners Troskab, paa det tredje: en stor Lod i Lotteriet, og endeligt paa det fjerde: godt Humeur. Det Blad, som holder længst, veed jeg bliver Venners Troskab."
H.C. Andersen havde en forudanelse om slutningen. Med nød og næppe kommer han hjem. Dødssyg og uden evne til at beholde maden i sig. Han må bæres ud og ind i togene. I Nyhavn ansættes der en vågekone. Han får det lidt bedre og kan tage til Holsteinborg. Men med at skrive er det slut. Derfor bliver det til stor glæde, at hans forlægger C.A. Reitzel finder på at sende ham nogle udklip af portrætter og fotografier fra engelske hefter. Hermed får HCA idéen til at lave de kunstnerisk helt enestående collager på skærmbrætter, der visuelt vidner om hans skønhedssans og kompositionelle stringens.
Skærmbrætterne forærede HCA til familien Melchior. I dag kan de beskues i museet H.C. Andersens Hus. Længe havde et mindesmærke over HCA været på tale. I elvte time føres det ud i livet, efter at Melchiors har sat sig i spidsen for en landsdækkende indsamling - fra skolebørn til kongehuset. Flere billedhuggere bliver opfordret til at give et udkast. HCA synes bedst om Otto Evens og dårligst om August v. Saabyes, hvor den oplæsende digter er fuldstændig bedækket med kravlende børn. HCA nåede ikke at se den færdige statue, der først blev afsløret i 1880.
Den 2. april 1875 fejredes hans 70 års fødselsdag hos Melchiors på Højbro Plads. Dagen begynder i hans egne stuer i Nyhavn, hvor der efterhånden bliver fyldt op med blomster og gaver. Højdepunktet indtræffer, da kongens egen vogn kommer for at afhente ham til slottet, hvor han får overrakt Commandeur Korset af Dannebrog, første Grad. Og i Odense indsættes en mindeplade på hans barndomshjem. Bevæget kører HCA over til Melchiors, hvor menuen består af 13 retter og 9 slags vine, alt opkaldt efter eventyrene. En storslået fest. Og den sidste. HCA er så rundtosset af taknemlighed og Guds velsignelse, at han ikke kan sove, da det hele er slut.

H.C. Andersens gravsted på Assistens kirkegård i København. På gravstenen HCA's egen tekst: Den Sjæl Gud i sit Billede har skabt / er uforkrænkelig, kan ei gaae tabt / Vort Jordliv her er Evigheds Frø / Vort Legem døer, men Sjælen kan ei døe. © PHH foto 17. juli 2004.

De næste par måneder står det slemt til. Den tapre fru Melchior foranstalter, at lejligheden i Nyhavn bliver opsagt, og HCA hentes til Rolighed, hvor en tjener bliver ansat til at varetage den daglige pleje. Dagbogen dikterer han nu til Dorothea eller til en af døtrene. Han reviderer sit testamente. De sidste uger er han meget uklar, indtil han den 4. august slipper ånden - og er død.
Han ligger så fredsommeligt i sengen, viser en tegning. Gode mennesker har taget sig af ham til det sidste. Nu er han hjemme hos Gud. På hans hans bryst finder man en lille skindpose, der indeholder et sammenpresset brev - fra Riborg. Plus en meddelelse om, at brevet skal brændes ulæst. Det er da heller ikke at finde. Jonas Collin den yngre har udført digterens sidste ønske, således at H.C. Andersen fik det med på sin sidste rejse.

Epilog
Den foranstående horisontale essens - med vertikale dyk - af H.C. Andersens biografi får naturligvis ikke alt med. Alene 'herregårdsrunden' består af mere end 200 ophold, og Europarejserne kommer op over 30. Oversættelserne er nærmest uoverskuelige - også for nutidig forskning - det vrimler med dem, selv sanskrit bliver flere eventyr oversat til i 1862. Desuden nævner biografien under halvdelen af HCAs dramatiske arbejder.
Da H.C. Andersen bliver optaget i svanernes kreds som svane, kunne man måske forestille sig, at han vil lægge afstand til sin sociale baggrund og til samtidens sociale konflikter. Det modsatte er tilfældet, skønt HCA aldrig ytrer sig direkte politisk. En stor gruppe af eventyrene har sociale motiver som indfaldsvinkel. Det er HCAs styrke, at han aldrig glemte sit udgangspunkt - uanset hvor han var og med hvem.
HCA er da heller ikke for fin på den, da den nye Arbejderforening i 1858 inviterer ham til oplæsning og således bliver han den første danske digter, der læser højt for arbejderklassen. I "Mit Livs Eventyr" skriver han: "Da Arbeiderklassen første Gang samledes i Forening, var jeg den, som brød Isen, og det er en Ære, som jeg ikke vil give slip paa." Oplæsningen var et tilløbsstykke. Og det bliver til mange vellykkede arrangementer i Arbejderforeningen i de kommende år.
Et af de værker, der litterært og kulturhistorisk viser HCA som overgangsfigur mellem romantik og realisme, er bogen fra Verdensudstillingen 1867, "Dryaden". Da Georg Brandes i Illustreret Tidende i 1869 offentliggør en stor artikel om HCAs eventyr, forbigår han dette vigtige arbejde, der netop handler om: 'vor tid er som et eventyr', hvilket HCA, der er glad for artiklens dybde, alligevel må meddele kritikeren. I sit svarbrev lader Brandes som ingenting.
Når Brandes ønsker at overse "Dryaden", hænger det naturligvis sammen med, at han forbereder sit 'moderne gennembrud' året efter og derfor ønsker at stå så centralt som muligt og uden forløbere. En sådan er HCA. Og en sådan er Herman Bang, som det ligeledes lykkedes den manipulerende kritiker at udmanøvrere. Bemærkelsesværdigt er det, at Brandes i samme brev bebrejder HCA, at denne har fået dårlige anmeldelser af sine værker - ikke mindst eventyrene - i Danmark. Han skriver - og hør nu godt efter:
"De er den Skribent af alle, som har gjort Kritiken mest Uret, understøttet alle vulgære Fordomme imod den, bragt den i Ringeagt og Vanry". Den bydende, autoritært nedladende tone fortsætter: "De har skadet en Kritikers - allerede i forveien noksom vanskelige - Stilling her i dette lidet udviklede Land overordentligt, De har bidraget Deres til at udbrede den Mening, at Avind er hans Inspiration og at han gaaer med et Mavebelte af Slanger". Tak skæbne!
Når HCA - måske overraskende - er så optaget af den nye tids teknik og mekaniske landvindinger, hænger det uden tvivl sammen med den mangeårige omgang med naturvidenskabsmanden H.C. Ørsted, der i 1850 udgiver sin "Aanden i Naturen". I samme periode bliver industrieventyret i Silkeborg grundlagt af Michael Drewsen, der med Papirfabrikken ved Gudenåen skriver historie ved at skabe en by. Kontakten knyttes, idet Ingeborg Drewsen, Collins ældste datter, bliver gift med Michael Drewsens halvonkel. Det bliver i 50erne til flere ophold hos Drewsens i det midtjydske søhøjland, som HCA forelsker sig i. Ved en udflugt opkaldes en bænk efter HCA: 'Andersens Højland'. Den står der endnu.
Fra 1860erne begynder den 'fattige' HCA at skaffe sig formue. Pengesagerne, der varetages af Edvard Collin, viser et overskud, der nærmer sig 1 million i 2002-penge. Beløbet stiger støt for hvert år. HCA modtager nu fyrstelige honorarer for sine nyudgivelser og genudgivelser. Og han sælger. Selv går han stille med dørene i økonomisk henseende og lever stadig i sine beskedne toværelsers her og der. En Europarejse kan dog let løbe op i 200.000 kroner, hvad der imidlertid lader sig inddække af renteafkastet.
Ved sin død lyder formuen på - mellem 7 og 9 millioner. Hvem skulle dog have troet det? HCA kunne sagtens havde erhvervet sig et palæ eller en herregård, men det orkede han nok ikke. Det var behageligere og mere inspirerende at være gæst - være den eksotisk berømte, der ankom ude fra den store verden med en aura af mystik omkring sig - tryllekunstneren Aladdin.

Til toppen
Bibliografi, litteratur og links Tilbage til H.C. Andersens hovedside

Denne side er publiceret på internettet 10. oktober 2002. Opdateret 3. august 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.