Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Jens Baggesen  

Himmelstormer
Jens Baggesen
1764-1826
Af IBEN HOLK
Nærværende Reise er virkelig en Labyrint - eller endnu egentligere:
et Stykke af den Labyrint, det faldt i min Lod at giennemvandre
fra Vuggen til Graven.
Af indledningen til 'Labyrinten'.


Biografi

  1. Opturen Du er på denne side
  2. Spilleren
  3. Rokoko
  4. Alperne
  5. Sophie von Haller
  6. Venus Urania
  1. Nedturen
  2. Sophie Ørsted
  3. Gengangeren
  4. Immanuel
  5. Litteratur og links

Labyrinten (1792-93)

  1. Den florissante tid
  2. Frigørelse
  3. Genren
  4. Labyrint og rejse
  5. Labyrint og erkendelse
  1. Labyrint og sprog
  2. Bestigningen af en katedral
  3. Parthenaïs
  4. Værker
  5. Litteratur og links

Himmelstormeren Jens Baggesen og Labyrinten
Opturen
Jens Baggesen blev født i Korsør i 1764. Datoen kendes ikke, da der mangler et blad i kirkebogen. Denne tilskikkelse skulle vise sig at blive typisk for hans liv - der mangler altid et eller andet. Barndommen var præget af den børnerige families store fattigdom. Bagge Baggesen, faderen, var kornskriver. Farfader, Jens Baggesen, var degn. Moderen havde nok at se til med en børneflok på tolv, hvoraf de seks dog dør tidligt. Jens er den ældste. Han er svagelig og ofte syg, og bliver på en måde aldrig rigtig rask. Igennem hele tilværelsen får han anfald af kramper og lammelser. Han går i proletarskolen og kommer ved gode menneskers hjælp siden i Slagelse Latinskole.
    Her modtager han hvert år flidspræmier. Han er hurtigt opfattende, velbegavet og klarer skolen uden problemer. I 1782 drager han til København for at studere teologi og bor de første år som en kirkerotte ikke noget bestemt sted. Ved sit ligefremme og charmerende væsen har han let ved at improvisere. Med tiden får han ophold på Regensen. Han vækker hurtigt opmærksomhed med sine raffinerede poesier og komiske fortællinger. I den grad at tidens toneangivende litterater, Knud Lyhne Rahbek og Christen H. Pram, bliver enige om at tage sig af ham, da de øjner et helt usædvanligt talent.
    Han er ofte gæst i Bakkehuset, tidens kulturelle centrum med Kamma Rahbek som åndeligt faktotum, og bliver optaget som husven i den pramske familie med bopæl på Vandkunsten. Her forelsker han sig hjerteskærende i den ti år ældre fru Pram. De udvikler et mangeårigt, alarmerende kærlighedsforhold, der ikke er for begyndere. For det skal vise sig, at Jens Baggesen er det store dyr i åbenbaringen. Han ser godt ud, og pigerne falder for ham. Og er der noget, digterspiren elsker, er det at blive beundret og elsket. Nogen Don Juan er han ikke. Hans eros er af en mindre jordbunden art. Den er artistisk orienteret og åndelig. Så selv om han lever det meste af sit liv i et slags erotisk delirium, vidner hans digte om en himmelsk og guddommelig stræben.
    Slutningen af 1700-tallet er de store følelsers tid. Werther-feberen (efter Goethe) breder sig som enløbeild og modesygdom igennem det civiliserede Europa. Følelsen er noget nyt og uopdaget, og den sender sine ejere ud på euforiske eventyr, hvor grænserne mellem affektation og hysteri, sanselighed og hengivenhed synes udviskede. I denne slørede verden skal Jens Baggesen blive pioner. Med sit splittede, ekstreme væsen, sin kamæleonske natur, der attituderelativistisk tager farve efter omgivelserne, er han i sig selv legemliggørelsen af tidens Janushoved mellem den gamle udlevede rokokoverden og en ny, endnu ukendt romantik.
 
Spilleren
I 1785 udkommer hans "Comiske Fortællinger", der gør ham populær og efterspurgt. I tidsskrifter udsender den stormombruste en række kærlighedsdigte, "Elegier til Seline", der vækker beundring. Digterne Wessel og Ewald siger god for ham. Oehlenschläger ligeså. Jens Baggesen er i den 7. himmel. Seline er fru Pram. Det er ikke nogen hemmelighed i inderkredsen. Hvis man nu formoder, at hr. Pram er pikeret, tager man ganske fejl, han er pavestolt over, at den unge digterhelt skriver hyldestdigte til hans søde kone. Selv er han i øvrigt fuldt optaget ude i byen af diverse skørter. Tiden er ikke snerpet. Den er euforisk og frivol. Selv gamle Rahbek forsøger sig i den galante rolle, hvad han ikke kommer heldigt fra.
    Tidens store sus er soiréer. Her er den virtuose Jens Baggesen i sit es. Han elsker at optræde, udfolde sig, hensynsløst åben som han er. Han spiller på sine omgivelser, og de spiller på ham. Det sidste medfører, at han får svært ved at orientere sig i det net af småløgne, hvide løgne, sorte løgne og sandhedsløgne, som selskabslivet hvirvler op omkring ham. Men højere end moralsk skelnen mellem sandhed og løgn rangerer dog skæmten og kådheden. At hans brogede tæppe allerede nu er ved at blive trukket væk under ham, registrerer han ikke. 'Jens Jaskesen' kalder fru Rahbek ham på grund af hans mange overfladiske amourøsiteter.
    Sølyst i landsbyen Hvidøre (nu Klampenborg) bliver et nyt mekka for nationens kulturelle elite. Ægteparret grev Ernst Schimmelmann og comtesse Emilie Reventlow (f. Rantzau, død 1780) har købt stedet, hvor de inviterer til - soiré. Baggesen er selvskrevet. Her træffer han grevens svigerinde, Sibylle Reventlow (f. Schubert), gift med grev Johan Ludvig Reventlow, og de inviterer den poetiske helt til sommerophold på deres gods Brahetrolleborg på Fyn. Det var kutyme, at slægtsadlen åbnede op for åndsadlen, for at signalere, at det afsondrede herregårdsliv ikke var ved at forsumpe i lutter materialisme og selvforsynende kedsomhed.
    Der lå også andet bag invitationen. Man så i Jens Baggesen et stort talent, som man gerne ville hjælpe frem. Storbyen havde tydeligvis en opløsende og nedbrydende virkning på hans i forvejen ikke for gode helbred. Frisk luft, ro, harmoni og fredelige samtaler var, hvad han havde brug for. Og Baggesen tropper op på "Trolleborg" og forelsker sig glødende i fru Reventlow. Det kommer der flere fortryllende scener ud af, skønt Sibylle naturligvis ikke lader sig overrumple af den ildfulde tilbeder, men holder det hele på korrekt afstand med moderligt hjerte. "Roserne" er det kunstneriske udbytte af affæren. Et digt af høj karat, der i hans litterære omverden bekræfter tilliden til hans talent, selvom adressen trækker fra, men det aner 'Pigernes Jens' – sådan som han selv kalder sig i digtet 'Om sig selv' – Intet om.

Til 3. Rokoko - 4. Alperne
Til Litteratur og links

Til toppen

Denne side er publiceret på internettet 15. december 2002. Opdateret 4. oktober 2004.
Copyright 2002 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.