Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Herman Bang

Ved Vejen (1886) Af IBEN HOLK


Ved Vejen illustreret af Jane Muus
Ved Vejen illustreret af Jane Muus.
Ved Vejen udkom første gang i novellesamlingen Stille Existenser, 1886. Siden har den fået status som roman på grund af sit omfang og den komplekse substans, og er selvstændigt udgivet flere gange - en fornem udgave i 850 nummererede eksemplarer med træsnit af Jane Muus og trykt direkte fra stokkene udkom i 1990 - ligesom den er filmatiseret af Max von Sydow i 1988. Ved Vejen er ved siden af romanen Tine (1889) for den danske læseverden igennem hele det 20. århundrede blevet ét med Bang.

 
Tilløbet
I foråret 1886 ankommer en mand på flugt til en forstad udenfor Wien. Bag sig har han en lang række skandaler og brændte broer. Han er forfatter. Han har ingen penge. Og ikke noget sted at være. I hjemlandet bliver hans første roman beslaglagt og hans navn mistænkeligjort. Han forlader sit faste og vellønnede job som kulturkritiker på et anset dagblad, da direktøren ikke vil godkende hans sidespring som skuespiller og heller ikke hans charmering af hans datter. Rollen som skuespiller belaster yderligere hans navn med fiasko.
    Han er ramt af nederlag. Men helt på bar bund er han ikke. På plussiden tæller, at han har hele 7 bøger bag sig, essays, noveller, romaner og 3 enaktere, hvoraf den sidste er blevet antaget af Det kgl. Teater, men heller ikke mere. Han har introduceret realismens gennembrud i fransk og dansk litteratur. Men et nyt værk af tidens dominerende litterat, der gentager hans idéer om det moderne gennembrud, omtaler ham kun med et enkelt ord i forbifarten. Han er udenfor 'det gode selskab'.
    Hans forlæggere på et nystartet, entusiastisk forlag, hvor han desuden er (hemmelig) redaktør, går konkurs, og ikke nok med det, de er afsløret for falskmønteri og hans navn er indblandet. Han er homoseksuel, og det er forbudt. Han er 29 år. Hans forældre er for længst døde. En betydelig arv efter bedstefaderen, hoflæge etc. er brugt op på luksus. Han flygter. Til Berlin. Han vil begynde forfra som kulturkritiker og journalist. Men bliver kort tid efter udvist af landet på grund af en dum artikel om den tyske kejserfamilie til en norsk avis.
    Nu er han for alvor på flugt. Sammen med sin nye kæreste, en tysk, talentfuld skuespiller, søger han ly i et lille fyrstedømme, hvorfra de hurtigt bliver udvist. Herfra til et dyrt hotel i Wien, som de rømmer, da pantsætningen af ejendele ikke længere rækker. Kæresten rejser. Han er alene. Han skal have skrevet en fortælling færdig til en ny novellesamling, som han har lovet sit forlag, der rykker ham, da man allerede har sat tre noveller klar til tryk og kun venter på den fjerde og sidste.
    Det bliver ikke hotel denne gang. Ikke engang pensionat. Det bliver et lejet værelse hos en enlig mor med seks børn. Værtinden overlader ham den lille lejligheds køkkenbord som skrivebord. Her sidder Herman Bang så. Han kigger ud ad vinduet. Begynder på sin novelle. "Ved Vejen" skal den hedde. Den bliver et mesterværk. En stilistisk fornyelse af europæisk litteratur. Herman Bang har opfundet impressionismen.

 
Den sceniske roman
I sine kritiske værker og sin kunstneriske praksis har Herman Bang længe søgt en ny formel for romankunsten. I kritiske studier om realismen tilslutter han sig opfattelsen af den objektive forfatterrolle, hvor forfatteren træder tilbage for sine personer. Virkeligheden skal synliggøres sådan som virkeligheden opleves - i fragmenter. Der skal ikke konstrueres en enhed og helhed, fordi virkeligheden ikke menes at tilbyde en sådan. Virkeligheden er et kaos af glimt og tusinde detaljer - hvordan gribe dem?
    Realismen er for Herman Bang først og fremmest en synsmåde, der senere bliver til et værktøj og en ny form for kunst.
    Tidligt tager han afstand fra den agitatoriske, indignations- og tendens-realisme, hvor det alene kommer an på det ideologiske budskab - naturalismen, som er krudtet i brødrene Brandes' realismeopfattelse og radikalistiske felttog. Det var ikke Herman Bangs bord. Det 'nye' skal først og fremmest og stadigvæk være kunst - og ikke blot psykologisk-sociologisk analyse og debat. Således stiller han sig imellem den gamle verdens idealistiske livsbillede og den nye verdens realistiske. For - som han noterer i en af sine kritiske overvejelser i 1885 - virkeligheden er inderst den samme i realismen som i idealismen, men i gengivelsen af den ligger forskellen:

    Selve Fænomenerne er virkelig de samme, og ingen ædruelig Realist vil falde paa at paastaa, at han fortæller Noget, man aldrig før har faaet fortalt. Menneskene forbliver bestandig de samme; Formerne vexler, Ytringsfrihederne ændres, men Lidenskabernes Væsen forandres ikke; Had, Kjærlighed, Vrede, Misundelse bliver bestandig Had, Kjærlighed, Vrede og Misundelse.
    Men en ny Methode kan undertiden stille Meget i en ny Belysning og komme Fænomenerne nærmere paa Livet, ogsaa sammenstille Resultaterne paa en ny Maade. Det har Realismen gjort. -
(Realisme og Realister, s.14).


Den romanform, Bang er på sporet af, lægger afstand til to dominerende romantyper - den fortællende roman og den analyserende roman. Hvad der foresvæver Bang er den sceniske roman. Det vil sige en roman, der er uden analyserende, beskrivende og forklarende mellemled. Den bangske romanopfattelse kræver, at digteren kun taler i optrinene selv. Opløser handlingen i optrin og detaljer, som læseren til gengæld må samle og forbinde.
    Den sceniske roman er impressionisme.
    Den æstetik, Bang her formulerer og praktiserer i Ved Vejen, er den moderne filmiske, der registrerer virkelighedens simultane mosaik af flimrende bevægelser. Digteren er kamera. Romanen er drama. Den sceniske roman er en iscenesat roman.
    Digteren forholder sig - som objektiv - objektivt, men ikke passivt: i iscenesættelsen, i udvælgelsen og styring af situationer er han fuldt tilstede. Transparencen mellem objektivitet og subjektivitet er impressionismens sensitive vandmærke.
    Det interessante er, at Bang et år før nedfældningen af Ved Vejen, har formuleret genrens poetik og erkendelsesform.

 
Tilblivelsen
Det var noget med et ansigt, han ikke kunne glemme. Flere år tilbage var han på en oplæsningsturné, der fra Randers bragte ham til Ålborg. Ved en landstation standser hans tog et par minutter, og igennem vinduet ser han en kvindes sorgfulde ansigt i stationsbygningens vindue. Det ansigt kan han ikke glemme. Han har gemt indtrykket igennem flere år, og nu sidder han ved køkkenbordet i en forstad til Wien og genfremkalder det for sig. Om det ansigt vil han skrive sin fortælling.
    I forordet til novellesamlingen Stille Existenser (1886), hvor Ved Vejen i første omgang indgår, inden den avancerer som selvstændig roman, fortæller han om dette ansigt i vinduet ved en nordjysk stationsbygning:

    Vinduet var fuldt af yppige og sjældne Blomster: Palmer og blomstrende Kaktus. Og mellem Blomsterne stirrede et blegt Ansigt - Hagen laa i to smalle, hvide Hænder - ud mod Toget med en Sygs store og glansfulde Øjne. Den unge Kvinde bevægede sig ikke. Stille, med Hovedet i Hænderne stirrede hun blot ud paa Banen, saa længe jeg kunne se hende...
    Paa hele Reisen siden saa' jeg for mig dette Kvindeansigt mellem dets Blomster. Det var knap Længsel, der laa i Blikket - Længslen havde maaske flagret sig død ved at slaa Vingen mod snævre Vægge - kun en stilfærdig Resignation, en forstummet Sorg.
    Og naar Toget var gledet forbi, vilde hun, i samme Stilling, med det samme Blik atter se ud over Egnens Lyng - over den vide og ensformige Slette.


Før fokuseringen på denne erindring har han beskrevet en anden tilsvarende erindring med vinduer og blikke. Den udspiller sig på Sorø Station, hvortil han sammen med andre kostskoleelever tropper op ved ni-togets ankomst, da de har erfaret, at kupéerne indeholder en trup af berømte operafolk. Det bliver en fuser, idet alle vinduer har tillukkede forhæng. Men netop som toget sætter i gang, får han øje på Primadonnaen, hvis ansigt han kender fra Illustreret Tidende. Mens waggonen glider langsomt frem, bliver hun stående med gardinet i sin hånd og ser ud på perronen:

    Hun saa', hin ubekjendte, hvis Stemme jeg aldrig har hørt, hvis Navn jeg har glemt og hvis Ansigt, vendt saadan med et tungsindigt Blik imod os, jeg ser for mig i dette Nu saa klart, som om jeg havde mødt det igaar, - hun saa' fra sin Virtuoskupé langt efter den lille Vej, som kørte forbi en stille Sø, i Kanten af en skærmende og lukkende Skov; hjem til en ubekjendt Krog, hvor der var Fred...

To kvinder. To øjenpar. To erindringer, der sætter hinanden stævne. Mærkeligt nok er det i litteraturhistoriske værker mig bekendt kun den ene kvinde, der bliver fremhævet, nemlig hende fra vinduet på den nordjyske station. Men den anden kvinde, primadonnaen, er lige så vigtig til forståelse af, hvad der her er på spil. For uden hendes 'blik' ville Bang ikke have kunnet realisere sin impressionistiske teknik.
    Begge kvinder er, hvor forskellige deres sociale position og aktuelle situation end fremtræder, i deres åsyns blik identiske. Det er de 'samme' øjne, der tungsindigt og sorgfuldt ser ud på verden. Den ene på en evig omskiftelig kulisseverden af godt nok virkelige huse med mennesker indeni, der forbliver på deres sted, mens hun lever imellem ankomst og opbrud. Hun kaster længselsfuldt et langt blik efter - "den lille Vej".
    Den anden sidder i sit bur og kigger ud på den samme kulisse af hededrag, kun afbrudt af de momentvis standsende tog, hvis vinduessider optager hele billedet. Indeni sidder der mennesker og kigger ud. Så kører de igen. Væk, væk. Mens hun bliver siddende her med åbne øjne, der ingenting ser.

 
Dobbeltblikket
Det er disse to kvinders blik, der mødes i Herman Bang. Og han ved det. Fordi han skal bruge det. Han skal jo til at opfinde impressionismen. Og det brænder på ved køkkenbordet:

Med hin ubekjendte Kvindes Øjne saa' vel ofte jeg paa den lange Fart i fjor bort fra Smaabyernes stille Veje (...)

Nu er banen ved at være klar for indførelsen af 'dobbeltblikket', der er forudsætningen for den impressionistiske praksis. Bang 'oplever' den ene kvinde med den anden kvindes øjne. Selv er han 'gennemsigtig' tilstede, som den der skaber forbindelse i det forbindelsesløse. Denne position, som han har fået foræret, men fastholdt i en erindring, opnår nu maksimal betydning, der giver ham en lykkebærende opdrift, således at han ud i ét skriver Ved Vejen.
    Naturligvis vælger han 'dobbeltblikket' fra i romanens koncept. Han er realist. Men har først nu fået det værktøj i hænde - gennemsigtigheden - der kan tilvejebringe denne realisme. Og naturligvis isecnesætter han kvinden i stationsvinduet, for 'primadonna' kan han jo selv være, idet kan kører forbi. Selv skriver han om forholdet i en påfaldende vending:

    Det var ikke - hvad man kunde tro - det, at de to Kvinder - (hun i Stationshuset og hin ubekjendte Sangerske, hvis Ansigt dukkede op ved Siden af Stationsbeboerskens) fra Bredden af hver sin Tilværelse betragtede hinanden med saa mærkeligt det samme Blik; det var ikke det, som optog mig.
    Hint blege Ansigt mellem Blomsterne interesserede mig selvstændigt og for sig.


I Ved Vejen har forfatteren kapslet sig ind i dykkerklokke og nedsænket sig i dette fjerne miljø. Personerne fremstår alene igennem replik og gestus. Digteren sætter som instruktør i scene. Scenen er - da tæppet går - en station.

 
Handlingen
Bogens 200 sider består af en ormegård af replikker, der vender og vrider sig ud og ind i hinanden, og således aftegner, hvorledes livet i en lille provinsby hænger sammen. Replikkerne, der sjældent indeholder flere end 4-5 ord, virker som små vartegn, skilte, signaler, føletråde. Egentlige samtaler finder knapt nok sted. Ordene er kodede som rutiner formet af høflighed og talemåder.
    I dette replikkaos navigerer bogens eller byens personer og lever deres liv. Hvad der sker fremstilles ikke igennem beskrivelse, men igennem replikker, da personerne ustandseligt beretter for hinanden om, hvad der sker og er sket. Heraf forholdet imellem bogens omfang og dens enkle handling, der er kort fortalt.
    Katinka Bai er frivilligt, men uheldigt gift med stationsforstander, tidligere løjtnant Bai, der er en godmodig, magelig, jovial og selvglad chauvinist. Hans noget burchikose væremåde står i alarmerende kontrast, udover al rimelig forskel på mand og kvinde, til den blide, lyttende, karakterfulde, men selvudslettende hustru. De lever stille og roligt, ligesom togene, der kommer og går. Deres hjem er et midtpunkt for det lille bysamfund. Ægteskabet er barnløst - bortset fra en tidlig smutter af den tidligere kavalerist.
    Til byen ankommer nu med toget en ny forvalter, Huus, der i arbejdets medfør ofte lægger sin vej forbi stationen. Imellem Katinka og ham opstår der sympati, der bliver til venskab og fortrolig ømhed. For første gang oplever Katinka forelskelsen, den altomfattende kærlighedsfølelse for et andet menneske. Og den er gengældt. For dem begge er det ikke nogen flirt, Huus er ikke skørtejæger, ja, Bai mener oven i købet, at han er en tørvetriller, der ikke forstår sig på fruentimmer, alt imens hans stakkels hustru er ved at brænde op af uforløst hengivenhed.
    De bliver enige om at skilles, da deres kærlighed jo er umulig. Huus rejser til udlandet. Katinka sygner hen og dør.

 
Fjederham og Arneflamme
Handlingen er imidlertid ikke hele historien. For hvad handler historien om?
    Den handler om ved vejen som tilstand. Om det stillestående, indelukkede livs rutiner og ritualer og små overskridelser. At der ikke er noget i vejen med at blive på et sted, for det er til syvende og sidst et vilkår, mennesker deler med hinanden jorden rundt. Alligevel mærker Katinka frustrationen, da Huus er borte, med sit udbrud til veninden, Agnes - "ja, vi bliver...".
    For Katinka har hele tiden holdt af sin plet med lysthuset under hylden, roserne og kirsebærtræet, bænken ved åen, udsigten over marker og enge til alle årstider. Men efter afskeden med Huus føler hun sig efterladt og hendes omverden udhules som hun selv. Fordi det ydre er manifestationer af en indre tilstand. Alt bliver tomt. Og den tomhed overlever hun ikke.
    Til sin begravelse har hun bedt sin veninde Agnes, præstens datter, om, at der ikke skal tales over hende, men at hun gerne vil, at Bryllupssalmen skal synges. Den synger de så i kirken ved hendes kiste. Og Bang aftrykker versene, der på den stakkels læser går gennem marv og ben. I de to vers lyder det jo hjerteskærende om "at følges ad" og "at skilles ad", om at rejse sammen og at leve sammen - når Fjederhammen og Arneflammen er kærlighed.
    Fjederhammen kom, så og ville gerne blive, men rejste. Arneflammen døde. Han var for veg. Hun var for svag. Det er det så let at påstå. For vege og for svage i forhold til hvad? Kræfterne i deres møde fremkaldte jo netop kærlighedens frembrud og opblomstring. Tragedien ligger et andet sted. At hun af lutter konvention har giftet sig med en populær bulderbasse, der underliggende er en gemen og genert støjer. Og tragedien forstærkes af, at døden ikke får det sidste ord.
    Da Bai sammen med propitær Kiær tager til København for at se - på gravsten, står den på junker-svip - gamle ungkarl - trænger s'gu te'et - se det vrikke - gamle lampepudser... - Efter flere dages rundtur på cabaret og bordeller, hvor stationsforstanderen får tilfredsstillet sine behov, får han også tid til at købe en gravsten. én, der er udsmykket med to hænder, der mødes, berørte af en sommerfugl. "Fanden til Pris..." som han siger til enkefru Abel ved tilbagekomsten.
    Driftsbrutaliteten i Bais karakter har fra begyndelsen med små træk været synliggjort. Huus begreb han ikke. Hans efterfølger, der ofte aflægger visit på Bais kontor, hvor de underholder sig med den nyankomnes pornografiske postkort, er derimod langt mere oplivende og 'oppe i tingene', ' en ligesindet' betror han sin kone.
    Katinka har længe inden begravelsen været undergravet.

 
Den stille eksistens
Ved Vejen udkom første gang i Herman Bangs tredje novellesamling Stille Existenser (1886), der i øvrigt indeholder novellerne "Hendes Højhed", "Min gamle Kammerat" og "Enkens Søn". Året inden udkom hans anden novellesamling, Eksentriske Noveller, der både tematisk og stilistisk er en forløber for den nye samling.
    I disse noveller iscenesættes en række miljøstudier, der samler sig til et helt forskningsprojekt. Der er tale om en art antropologisk kulturgeografi (det ydre) som genstand for tolkninger af sjælelivets anatomi (det indre). I disse prosastykker eksperimenterer Bang med sin idé om 'kapslerne': at beskrive det ydre for at fremkalde det indre.
    Herman Bang forsynede gerne sine udgivelser med et indholdsrigt forord. Således også denne bog med ikke mindre end 13 sider. Her skildrer han sin opfattelse af miljøets formende betydning på baggrund af sine egne oplevelser som omrejsende skuespiller og foredragsholder. "Virtuoserne" - teaterfolk, musikere, sangere, dansere - udgør for ham en hel 'kaste', idet deres livsform bringer dem gennem alle samfund, samtidig med at de ikke selv har noget egentligt tilhørsforhold.
    De ankommer altid som fremmede, hjemløse. Bor i deres kapsel, som er deres navn på en plakat og i et program. Navnet er varen:

De er mennesker, som lever uden at eje eller kende et Hjems Fodfæste i Livet. De kører Verden rundt som uforanderligt fremmede. Dette føder paa samme Tid deres fuldkomne Mangel paa Interesse og deres endeløse og naive Egoisme.

De lever i smilenes og komplimenternes verden, hvor "Man beregner hvert Blik og lever i evig Addition og Subtraktion."

Disse skønne Divaer er de raaeste Regnemestre under Solen. Ofte er tilmed det hele Regnestykke Vind. Men denne smaaternede Egoisme er jo det eneste Hjælpemiddel til at udfylde Tilværelsen. Deres Liv er blevet frygtelig simplificeret i det Øjeblik, hvor de løsnedes fra alle blivende Forhold til andre Medvæsener.

Livsstilen udvikler ifølge Bang den intrigante mennesketype, hvis overfladiskhed bliver til irriteret foragt for den verden, der omgiver dem. Disse 'kaster' består foruden virtuoserne af artisterne, kelnerne og fyrsterne. Fællesnævneren for disse grupper er, at miljøet fuldstændigt har formet deres personlige liv i bund og grund.
    På sine egne rejser i en omflakkende tilværelse kommer Herman Bang - ved synet fra sin kupé af folk på stationer, der tropper op for at se på rejsende - til at mindes sin barndom og første ungdom, hvor det var ham, der troppede op, og dermed i tanken genopleve disse stillelevendes liv. Herpå følger erindringen om primadonnaens blik bag forhænget i togvinduet og den unge kvindens blik bag ruden i stationshuset.
    To verdener. På sæt og vis uforenelige. Men i Herman Bang forenes de. Og det er hans kunststykke og signatur.

Det er på en sådan antropologisk baggrund og nysgerrighed, Herman Bang iscenesætter Ved Vejen. Som den evigt omflakkende, vejløse og stedløse, der var ved at blive opslugt af det store orienteringsløse intet. Derfor har han uden tvivl klynget sig til sit projekt som laboratorium for artistiske sprogmanøvrer, men i lige så høj grad som personligt orienteringsrum og vejviser.
    Som virtuos er Herman Bang langt fra fremmed for 'den stille eksistens', for denne sjælsform har han i sig som et fortroligt landkort, han orienterer sig efter. Og det landkort forestiller Als med Det hvide Hus i midten. I hans egen sjælelige anatomi resulterer kontrasten ikke i nogen egentlig splittelse mellem verdensmanden og den stille eksistens. For de behøver ikke at være uforenelige modsætninger. Verdensmanden er ofte distingveret og høfligt tilbagetrukket i sin livsstil.
    De stille eksistenser er - i forhold til 'kasterne's udadvendte og overfladiske livsform - i forbindelse med deres omverden, som ikke er reduceret til publikum. Og så alligevel: for beboerne i lillebyen 'optræder' for hinanden, hvilket Ved Vejen sådan set handler om. Og samkvemmet i dette tvangsfællesskab eller denne maskerade gå slet ikke stille af, tværtimod er lillebyens medlemmer særdeles støjende.

Den stille eksistens i Katinka Bais figur kendetegnes af en dybtgående livssmerte fremkaldt af uigengældt kærlighed til livet, en følelse af fortabthed, der forlænger sig indad som tilsyneladende handlingslammelse og stilstand. Længslerne er intakte, men længslernes mål uvirkelige eller urealistiske. For at overleve resignerer den stille eksistens og bliver herved netop - en stille eksistens. Men hellere leve med utilfredsstillede drømme og forventninger end i sløv tilfredshed. Da hun indser, at det sidste er blevet hendes virkelighed, dør hun bort.
    Herman Bang fremstiller ikke sine 'stille eksistenser' som en kritik af deres 'forkerte' livsmåde og karakter. Tværtimod forbinder vi som læsere disse mennesker med en bevægende udholdenhed og indre sandhedsvilje, som vinder vores beundring og respekt. Thi det er kun en forvildet fordom, at den resignation, som er kendetegnende for de stille eksistenser, skulle være et sygdomstegn eller blot en falliterklæring. Resignation kan også - som en art livsmusik - være smuk og berigende. En vej til livsfylde og ligevægt og dermed en større lykke. - Selvom det måske ikke ser sådan ud.
    Hvilken re-signation har Herman Bang ikke måttet investerer ved køkkenbordet udenfor Wien i gennemførelsen af Ved Vejen. Alene i bortskæringen af sin indre verdensmand, gesandt, virtuos og greve. Resignationen viser sig her at være den nødvendige forudsætning for kunstneriske landvindinger. Og således også i det almindelige liv. Det er de stille eksistenser - hvis de ikke bliver alt for stille - der holder verden oppe. Nedefra.

 
Spillefilmen (1988)
Vej Vejen - en roman filmatiseres
Vej Vejen - en roman filmatiseres.
Ved Vejen bliver filmatiseret i 1988 med den svenske skuespiller Max von Sydow som instruktør og med en flot dansk rollebesætning. Forholdet mellem litteratur og film er og har altid været delikat. Naturligvis kan en roman 'oversættes' til filmmediet, og i mange tilfælde lykkes det, idet filmen kan tilføre romanen en fortolkning igennem persontegning og instruktion, iscenesættelse og visuel dimension, der resulterer i et selvstændigt kunstværk. Og der er mange eksempler på, at filmen langt overgår romanen, især når der er tale om dårlige romaner. I de tilfælde, hvor romanen har kvalitet, skærpes forholdet.

Hvad der altid mistes i denne transformation, er sproget - romanens rum for refleksion og meditative beskrivelser. Filmen må nøjes med replikker og handling, der blot ikke altid er det vigtigste i en roman. Med Ved Vejen er dette problem overhovedet ikke tilstede, da romanen stort set kun består af replikker. Desuden er den 'scenisk' skrevet, for ikke at sige fra første til sidste side et decideret filmmanuskript.
    Der ligger derfor en oplagt mulighed og en strålende udfordring i at fremkalde romanen på lærredet. Udfordringen består i at overholde Herman Bangs sujet. Og det vil igen sige at komme så tæt på Bang som overhovedet mulig.
    Er det så lykkedes? - Nej, det ville det være synd at sige. Hvis et publikum tror, at det ved at have 'set filmen' har oplevet Ved Vejen, må det rigtignok tro om. Filmen har kun få berøringsflader med romanens univers, hvis tristesse fremstilles som en slags operette.

Allerede undertitlen lyder ildevarslende - "Frit efter Herman Bangs roman". I flere tilfælde kan dette 'frit' være befordrende for skabelsen af et nyt kunstværk, men ikke i tilfældet Ved Vejen.
    Klaus Rifbjerg står for manuskriptet og har af uransagelige grunde vendt op og ned på handlingsgangen, således at Katinkas begravelse er filmens optakt. Hermed er en indre udvikling nedbrudt og voldtaget. Og hvad værre er: romanens bærende idé at skildre den stille eksistens' skæbne, der sættes i relief ved at vise ægtemandens ligegyldighed og moralske deroute efter hustruens død, er helt klippet væk.
    Hermed er romanen som film reduceret til en banal historie. Kønt fortalt og med megen vivacitet, men ribbet for den indre mening og dramatik, der gør romanen til et så særpræget kunstværk. Aldrig på noget tidspunkt føler man sig i en stationsby mellem Randers og Ålborg i 1880erne. De skæve eksistenser markeres blot af Ghita Nørby i et par korte glimt. Visuelt er hele sceneriet anlagt som 'de gode gamle dage', da alt var idyl, fryd og gammen. En sådan kliché er overhovedet ikke tilstede hos Herman Bang. Derfor lever romanen - stadigvæk, mens filmen går en hurtig død i møde.

Tammi Øst spiller overbevisende Katinka og forener fint figurens styrke og skrøbelighed. Bortset fra at hun er for smuk. Katinka er dog ikke en poetisk åbenbaring. Tilsvarende er Ole Ernst som Bai alt for charmerende og helt uden figurens rådvildhed og farlighed. Kurt Ravn viser i flere scener, at der kunne være blevet en stærk og vedkommende film ud af anstrengelserne.
    Der er ingen sorg i filmen, selvom den patetisk og traumatisk lægger ud med kirke, jordefærd og gråd, der imidlertid preller af på tilskueren, fordi det står meningsløst isoleret som optakt, og derfor ikke formidler det følelsesmæssige engagement, der for læseren er romanens kulmination. Døden isoleres i filmen som tom emballage, men udstedets afkrog som isolation, skæbnefællesskab og stilstand har filmen ikke mod eller format til at optage i sin version. Men det er her, Bang gør sig gældende, fordi han igennem sine personer fortolker den uforklarlige livssmerte.
    En enkelt scene er et scope: Katinka sidder ved vinduet, som hun skal, og kigger ud, idet et tog kører forbi. I et sekund ser vi en velklædt herre med moustache i wagonens vindue - Herman Bang. Han sad dog noget stift og hans åsyn var temmelig reserveret. Bang har været mere optaget, mere i udveksling med verden, henslængt, kastende et blik på det dér - henad vejen.


Udgaver af Ved Vejen
  Herman Bangs Ved Vejen.
bibliotek.dk
  Den filmatiserede Ved Vejen (Video). Instruktion Max von Sydow. Nordisk Film (1988).
bibliotek.dk

Litteratur om Ved Vejen
  Poul Bager: Læsninger. Analyser af udvalgte tekster (1991).
bibliotek.dk
  Klaus P. Mortensen: Sonderinger i Herman Bangs romaner (1973).
bibliotek.dk
  Harry Jacobsen: Herman Bang. Resignationens digter (1957). Om Ved Vejen i kapitlet Impressionismens klassiker.
bibliotek.dk
  Ved Vejen - en roman filmatiseres. Redigeret af Ulrich Breuning, Claus Hesselbjerg. Forord af Dan Turèll, Klaus Rifbjerg om manuskriptarbejdet og Max von Sydow om instruktionen (1988).
bibliotek.dk
  Andre bøger og tidsskrift- og avisartikler om Ved vejen
bibliotek.dk

Til toppen
Til Stuk
Tilbage til Herman Bangs hovedside



Denne side er publiceret på internettet 18. juli 2000. Opdateret 1. november.
Copyright 2000 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.