Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Steen Steensen Blicher

Flugtveje

15. Flugten - 16. Til sidst
Af IBEN HOLK

  1. Præsterne
  2. Muserne
  3. Ruten
  4. Ossian
  5. Drømmen
  6. Knækket
  7. Digterpræsten
  8. Landøkonomen
  9. Nordlyset
  1. Fru Blicher
  2. Jægeren
  3. Digteren
  4. Rejserne
  5. Himmelbjerget
  6. Flugten Du er på denne side
  7. Til sidst
  8. Værker
  9. Litteratur og links

En Landsbydegns Dagbog  >


Flugten
Allerede tilbage i 30erne har Blicher forsøgt at komme væk fra Spentrup, hvor forholdet til provst, biskop og dele af menigheden ikke var særlig godt. Måske var han også ved at få nok af de uendelige lyngheder. Han har derfor søgt præstekald på Ærø og i Tårnby på Amager. Uden held. I 1842 gør han alvor af sine planer. Han flytter i en alder af 60 år alene til København. Ansættelsen af en kapellan i Spentrup har gjort det muligt. Det ligner en desperat beslutning. Og så til hovedstaden, som han hele sit liv har vendt ryggen i lovprisningen af Jylland. Han installerer sig nu i en lejlighed i Åbenrå, der er en gade i den indre by bag Rundetårn.
    Har han alligevel været lidt forelsket i København? Atmosfæren, hurlumhejet, menneskene, vitaliteten, historiens vingesus, teatrene, cafeerne, butikkerne, spir og smukke torve - og kvinder! Vi ved det ikke. Kun at det skete. Og at Blicher stort set blev i sin lejlighed, hvor han skrev nye noveller og bogen "Min Tidsalder", der ikke slog an. I sin selvopfattelse var han måske en fri fugl, men ikke i virkeligheden, så efter et halvt år sender kongen ham hjem som en anden vildtløben skoledreng. Hjem til pligterne og nye tårnhøje problemer.
    Fra nu af er han den Blicher, 'som var'. Genvordighederne vælter ned. Først anklager sognerådsformanden ham for mangelfuld regnskabsførelse for skole- og fattigvæsenet. En underskriftsindsamling redder ham på stregen. Dernæst en injuriesag med samme sognerådsformand i forbindelse med stedsønnen Niels' problematiske tilbagekomst til sognet. Blicher vinder den, men er medtaget. Det mest ydmygende, han kommer ud for, er at blive nægtet adgang til et nordisk studentermøde i København, hvortil han kommer med sange og en tale. Et nordisk møde! Talen bliver optrykt i "Min Vinterbestilling i 1844 og 1845".  
    Men Blicher er, som hans biograf, Knud Sørensen, ofte fremhæver, robust: En måned efter står han på Skamlingsbanken den 18. juli, hvor han slår til lyd for almenværnepligten - at den ikke kun skal gælde for bønderne. Igen er Blicher på forkant. Men han er ramt. Han kan ikke finde sig selv. Sin nutid. Han søger også kunstnerisk tilbage til den, han var, men uden held, uden lykke. 30 noveller bliver det til efter mesterstykket "E Bindstouw" (1842). De udkommer nu på gode forlag som Høst og C.A. Reitzel, men de kommer ikke på højde. Han søger om rejsepenge til sprogstudier i England. Får dem ikke.
Gæa. Æsthetisk Aarbog
Gæa. Æsthetisk Aarbog udkom med tre bind i årene 1845-47.

Den eneste støtte, Blicher har i de sidste år, er kritikeren P.L. Møller (1814-1865), der stammer fra Ålborg, og som i en årrække var medarbejder ved Goldschmidts satiriske Corsaren. I 1844 forbereder han at udgive en æstetisk-litterær årbog Gæa (1845-47), og han henvender sig til Blicher om bidrag. Herefter opstår der et sjældent trofast venskab. Det er P.L. Møller, der udgiver den samlede udgave i 7 bind af Blichers noveller samt de samlede digte i 2 bind. P.L. Møller er den første kritiker, der i en artikel i Dansk Album (1845) - optrykt i "Kritiske Skizzer" (1847) - med helhjertet anerkendelse placerer Blicher i dansk litteratur som både lyriker og prosaist. Det var samme P.L. Møller, der alene hyldede H.C. Andersens genialitet, da Heiberg-kredsens kritikere rakkede ham ned. P.L. Møller, der selv mødte modstand, fik i kraft af sin ægte sans for litteratur og originalitet fat i den lange ende, der rakte langt ud over den aktuelle samtid.
    Honoraret for de samlede udgaver delte Blicher generøst med Møller.
 
Til sidst
Står det litterære hus således fejet og prydet ved vejs ende, er genvordighedernes tid ikke forbi i den anløbne præstegård. Den kapellan, som Blicher får tildelt, W. Chr. Lakier, forlover sig med en af Blichers døtre og bliver hermed medlem af familien. Det fører i Blichers fravær til en lang række indviklede sager med kreditorer, bestyrelser, myndigheder og menighed, der havner i underretten og overretten, hvor en sag tabes, mens en anden vindes. En sag bliver afslået af højesteret med Lakier som taber. Det bliver for meget. Han skyder sig i præstegården.
    Blicher er ved at køre træt. Og nu kommer brevet fra provsten til biskoppen: "Paa Grund af de uheldige Forviklinger, der i en længere Aarrække har fundet Sted i Spentrup Pastorat (...) maatte det, efter min Formening, for Menighedens Standpunkt og i dens Tarv ansees ønskeligt, om Sognepræst Blicher aldeles resignerede, og Menigheden istedetfor en respondabel Kapellan erholdt en ny Sognepræst". Biskoppen bifalder og sender sagen til kancelliet, der igen meddeler præsten, at denne må søge sin afsked.
    Blicher skriver direkte til kongen, "min eneste Beskytter", og redegør for forløbet. Brevet lægges hen. Han hører intet. Nu er det kun et spørgsmål om pensionen. Efter de almindelige regler er den på 300 rbd., men undtagelsesvis får Blicher det dobbelte beløb, da finansdeputationen i sin indstilling ønsker at tage "denne Embedsmands umiskjendelige Fortjenester som Skribent" i betragtning. På ny mærker man Jonas Collins myndige og rolige hånd.
    Nådsensåret i præstegården får ikke den slagne Blicher til at falde hen. Tværtimod tager han på korte og lange togter for at opstøve folkesagn, der har været kilden til flere af hans fortællinger. Tidligere har han været i forbindelse med professor J.M. Thiele, og får nu en henvendelse fra det nystiftede Historisk og archæologisk Archiv og Bibliothek om at indsende materiale. 27 beretninger bliver det til i alt. Således slutter Blicher en livsring på den hjemmebane, hvor han i sin tid begyndte med faderen i Vium.
    Og nu er det snart hans 65-års geburtsdag. Den skal fejres med manér, da Blicher sikkert har anet, at det kunne blive den sidste. Han bestiller derfor 12 pund fersk ørred hos apotekeren i Randers. For sidste gang forsamles familie og venner i Spentrup Præstegård den 11. oktober til en fin fest med sange og taler. Herefter bliver der stille. Blicher bliver svagere og svagere. Sidder inde. Kigger ud. Skriver et nytårsdigt. Det sidste. Ikke noget særligt, men afklaret. Robust og følsomt på samme tid. Sådan som han var.
    Christian 8.s død i begyndelsen af det nye år går ham forbi. Han er allerede andensteds henne. Heller ikke de politiske processer, der fører til grundloven og treårskrigen, ænser han. Blicher ligger i sengen, udmattet, syg, fjern. Den 26. marts bliver der sendt bud efter de nærmestboende af børnene. Deres gamle far kan næsten ikke trække vejret. "Revolutionen er brudt ud i Paris!", siger en sønnerne ind i hans øre. Blicher stirrer ud i rummet. Uden at se. Uden at høre. Det er forbi. – Blicher er væk.
*

Til  17. Blichers hovedværker Til  18. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Blichers hovedside

Publiceret 6. februar 2003. Opdateret 6. juni 2005.
© Iben Holk og Per Hofman Hansen.