Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Steen Steensen Blicher

En Landsbydegns Dagbog (1824)

5. Handlingen – 6. Sprogarbejdet
Af IBEN HOLK

Dansklærerforeningen og Peter Brasks udgave af En landsbydegns dagbog fra 1982 INDHOLD
  1. Teksthistorie – 1824
  2. Synsvinklen 1870
  3. Kilder og stof
  4. Genren
  5. Handlingen  Du er på denne side
  6. Sprogarbejdet
  7. Litteratur og links
Dansklærerforeningen udgav Blichers klassiker første gang i 1890. Det er gennem de følgende 100 år blevet til mere end 15 oplag og udgaver. Her ses Peter Brasks udgave fra 1982 med grafikeren Jane Muus' mesterlige træsnit af Marie Grubbe i al sin fornedrelse som lugekone.


Handlingen
Fortælleren er Morten Vinge, degnesøn i Føulum. Han drømmer om at blive præst, hvortil han forberedes af stedets præst, hr. Søren. Morten er flittig, alvorlig og selvudslettende. Hans modsætning er præstens søn, Jens, der er ligeglad med skoletimerne og dyrker det friske friluftsliv med jagt. Den tredje hovedperson er Sophie, datter af herremanden på godset Tjele. Nu begynder handlingen.
    Jens' far, præsten hr. Søren dør, hvilket opliver sønnen, der nu ser sig befriet for en forudbestemt teologisk embedseksamen, der slet ikke har hans interesse. I stedet bliver han ansat som medhjælper hos skytten på Tjele. Et andet dødsfald rammer Mortens far, da denne går vild i en snestorm på vej hjem fra Viborg, hvor han har været for at skaffe logi til Morten, der skal begynde i latinskolen. Hermed brister Mortens drømme om uddannelse, og han får gennem Jens ansættelse som tjener på Tjele. Nu begynder handlingen for alvor.
De første 4 linier i En Landsbydegns Dagbog De første fire linier i Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog 1708.

Morten forelsker sig i Sophie, men på en fjern, skyggeagtig facon, der med tilbageslag virker på ham som sygdom. Indtil han læser Ovid. Jens har ikke brug for omveje i sin kur til samme Sophie, som han vinder med hud og hår. Sophie viser sig nemlig ikke at være snerpet. En aften lægger Morten sig en kende beregnende i Jens' seng i dennes fravær og får sine værste anelser bekræftet, da Sophie kryber ned til ham i mørket. Da hun hører hans stemme, flygter hun med et skrig.
    Da nu Jens' og Sophies kødelige kærlighed er kommet for en dag, flygter de sammen fra forældre og samfund. Morten føler sig efterladt i et tomrum, hvor hans liv langsomt går i stå. Godsejeren dør, hvilket medfører, at Morten forlader Tjele for at blive soldat. Han deltager i krigen mod Sverige, hvor han bliver taget til fange og som svensk soldat tvinges til at deltage i krigen mod Rusland. Efter krigens ophør lever han et langt liv som pelsjæger i Sibirien. Som 50-årig vender han tilbage til Danmark, hvor han får tjeneste ved godset Corselitze på Falster.
Corselitze på Falster
Corselitze (Stor gengivelse)
Gengivet efter F. Richardt og T.A. Beckers Prospecter af danske Herregaarde.
Kbh. 1844-1854.
Her genser han så omsider de lykkeligt frie fugle, Jens og Sophie. Hun er lugekone på godset. Han er fisker, men ernærer sig af tiggeri. Hæsligt er synet af deres opløsning, og Morten bryder igen op, for denne gang at vende tilbage til hjemstavnen, hvor han ender som degn i Føulum. Cirklen er sluttet. Og læseren af Læsefrugter har kunnet puste lyset ud og gå til ro efter en solid underholdning. Anderledes kunne det ikke være. Først da novellen et godt stykke tid senere dukker op i udvalgte noveller, bliver den bemærket. Men ikke for det gode. Kritikken (Madvig) fandt den usædelig. Blicher var ikke stueren.
    En senere kritik (P.L. Møller) fremhæver den for dens psykologiske realisme. Den sociale konflikt i novellens handling er selve dens kerne, hvorfra dramaet tager form. Det var ikke en selvfølge i tidens litteratur at skildre de sociale forhold som determinerende for den enkeltes karakter. Miljøet er ikke udtalt i debutnovellen, men konturerne til et samfundskritisk engagement er synliggjorte. Ligesom konflikten mellem lidenskab og moral, frihed og fornuft brydes i almuebevidstheden om den mørke skæbne. Den har fængslet Blicher, der hele sit liv kæmpede for at bevare sin personlighed intakt mellem flugtveje og resignation.
 
Sprogarbejdet
Vilhelm Andersen gør i sin "Illustreret dansk Litteraturhistorie. Bind III" (1924) en spændende opdagelse, idet han sammenligner Blichers sprogarbejde med J.P. Jacobsens i naturskildringen. Litteraten bemærker, at der er mange flere lyde i Blichers prosa end i Jacobsens, hvor der i højere grad skrives for øjet. Han forbinder det med, at der optræder mange flere dyr hos Blicher end hos Jacobsen, der til gengæld har flere planter. Planter er lydløse, det er dyr ikke. Det er en flot iagttagelse.
    Endvidere belyser Vilh. Andersen, hvorledes Blicher ikke indlader sig med landskabsbilleder i enkeltheder. Der er aldrig hos ham "Forgrunds-Maleri" (s.307). Blicher er "Horisontmaler" med udsyn til toninger af luft og skyformationer, der forstærker helhedsbilledet. Detaljer ses uhyre sjældent. Det samme forhold gælder menneskebilledet, der ligeledes fremstår uden detaljer, men hvor figurtegningen lever i kraft af de individuelle replikker, der således bliver en auditiv tilgang til den psykologiske fortolkning, som overlades til læseren.
    Et eksempel på Blichers lydlige sprogkunst fremhæver Vilh. Andersen, da digteren af en kritiker blev irettesat for den forkerte betegnelse af fuglelyde. Blicher skrev om ørnens 'klaprende' vinger. Det hed 'susende' vinger, mente kritikeren. Ligesom kritikeren havde foretrukket 'hvislende' græs, i stedet for Blichers 'hvinende' græs. Her er vi nede i nogle sproglige detaljer, som ikke desto mindre er altafgørende for den kunstneriske helhed. Sniger banaliteterne sig ind i det små, smuldrer det 'teksthus', som enhver fortælling er. Sprogarbejde!
    Et helt studie kunne udføres på undersøgelsen af Blichers foretrukne kunstneriske virkemiddel - rytmeskiftene. Vilh. Andersen anfører flere eksempler på virtuost gennemførte sætningsbygninger af stigende tempotakter, hvor nye elementer og genstande indføres i sprogbilledet. Omvendt opereres der med en dalende rytme, der tenderer mod stilhed, for hermed at skabe overgang til ny bevægelse.
    Man kunne måske tro, at den folkelige og almuevendte Blicher skrev 'folkeligt'. Det er ikke tilfældet. Blicher er skolet latiner. Og det mærkes overalt i hans syntaks, der er så smidig indstillet, at den er i stand til at optage flere forskellige stillejer (dialekt, litterær stil, rigssprog, mundtlige gloser) i sit korpus uden at gå i stykker. Ordforrådet er rigt og mærket af samlerens glæde. Blicher samlede ikke blot sagn blandt hedens bønder, men også ord og vendinger til en ordbog.
    Ordene er forfatterens værktøj. Ordene er liv. Når de sættes i bevægelse, fragter de en viden og en musik, der altid vil være større end forfatterens intention. Uanset om der er tale om en god eller dårlig. Det er det, der gør læsning af kunst til andet og mere end optag af information og kommunikation. I begyndelsen var ordet.
    Den massoretiske tekst (*) er ikke jægerpræsten fremmed. Overalt i novellen indskrives beretningen i bibelcitater. Til sidst, da Mortens Vinges udviklingshistorie som en ring er sluttet og står på nul, afslutter Blicher hele historien med følgende bibelcitat, hvori hovedpersonens livssyn står forklaret: "Anlangendes et Menneske, hans Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa skal han blomstre. Naar Veiret farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kjender det ikke mere. Men Herrens Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed."

*) Massoretisk tekst = Tekstoverlevering fra den hebraiske bibeltekst.



Til  7. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Blichers hovedside

Publiceret 7. februar 2003. Opdateret 21. februar 2005.
© Iben Holk og Per Hofman Hansen.