Mathilde Fibiger: Englebrevet. Biografi, 6: Helt ned og op. Epoke

Helt ned og op
Efter sit kummerlige eneboerår i Ølgod bryder Mathilde Fibiger op endnu en gang for at ankomme til et lille kammer i Elefantgade hjemme i København, hvor hun vil dygtiggøre sig som lærerinde og ernære sig ved hjælp af oversættelser fra engelsk, tysk, fransk og svensk. Bag hendes ryg har gode mennesker foranlediget, at hun modtager en fast årlig sum på 80 Rd. af Enkedronningens kasse.
I løbet af vinteren 1857 (hvor H.C. Andersen udsender romanen At være eller ikke være) indhentes hun af en sygdom, sandsynligvis fremkaldt af dårlig kost og sult, og indlægges på hospital. Det er tyfus. Et livstruende memento, som hun med viljestyrke overvinder. Ellers kan det ikke lade sig gøre.
Sygelejet medvirker til at genopbygge hendes selvopfattelse og gåpåmod. Ilia har samme år fået sit stykke "Modsætninger" op på Det kgl. Teater og udgivet en samling skuespil. Hun lever blandt den fattige befolkning på Østre Fælled, hvor hun plejer forældreløse børn. De to søskende holder sammen på hinanden.

I fire-fem år sysler Mathilde flittigt med oversættelser, læser og skriver breve. Ofte mærker hun, at bekendte finder hendes forhold elendige og triste. Hertil svarer hun i et brev, at hun føler sig som "i Alfernes Hjem". Og videre:

Er Friheden og Hjemmets Hyggelighed og Fred da saa lidt i Verden, at det bliver bedømt efter, hvad de ydre Betingelser derfor koster? Jeg var nøjsom, da jeg besluttede kummerlig at give mig ind under andre Livsbetingelser end dem, der var mig naturlige. Nu maa jeg bestandig sætte en Dæmper paa mig selv, som Fiskerkonen i Æventyret.

Også H.C. Andersen, der ikke kunne udstå hendes bøger, lægger sin vej forbi hendes kammer og læser eventyr for hende, da hun nu er til at tale med, den stakkel!

Så drejer skæbnehjulet endnu engang. En ven overtaler hende til at søge i lære hos Den danske Statstelegraf. Det er i 1863. Udmarvet, hulkindet og furet krummer den 33-årige ryg. Endnu kan den udstødte nå at genvinde den respekt, hun har sat overstyr. Ved manuelt og trivielt arbejde, gennem ansvar og disciplin vil hun rejse sig. Men bevare sin dyrekøbte selvstændighed.
Nu træder Mathilde Fibiger ind i historien som - Mathilde Fibiger, der skal blive landets første statsansatte telegrafist. Lærepladsen er i Haderslev, men på grund af krigen forflyttes hun til Helsingør. Indtil 1868 virker hun ved den nordsjællandske telegrafstation. Forflyttes på ny til Nysted på Lolland, hvorfra hun et liv tidligere afsendte sit store himmelbrev, og får nu sin egen telegrafstation. Alene sammen med et bud passer hun stationen - midt i en kabeltid: I 1869 etableres kabel over Møen og Bornholm til Rusland. Og i 1873 er der moderne gennembrud og direkte forbindelse til Paris.
Efter to år i Nysted, hvor der er lidt trist for hende at være, forflyttes telegrafisten i 1870 til en større station i Århus og til en bedre løn, 300 Rd. For første gang i sit liv har Mathilde ikke næringssorger. Til gengæld må hun det første år udholde en stationsbestyrer, der ikke kan fordrage kvindeligt personale. Den første kvinde i en statstjenestestilling oplever sig forfulgt og mistænkeliggjort - som kvinde.
Århushistorien skal vare blot endnu et år.

Til 7. Den direkte ledning
Tilbage til Mathilde Fibigers hovedside