Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Meïr Aron Goldschmidt

Nemesis (1877)

1. Vejen til Nemesis
Af IBEN HOLK

  1. Vejen til Nemesis Du er på denne side
  2. Den religiøse roman
  3. Lovens lys
  4. Rejsen tilbage
  1. Verdensgudinden
  2. Hieroglyffer
  3. Nemesisordet
  4. Litteratur og links

Goldschmidts Nemesis
Thorvaldsens relief af Nemesis, der oplæser menneskenes gerninger for Jupiter, modelleret ca. 1810 til Christiansborg Slot.
Vejen til Nemesis
Delt imellem jødedom i familien og kristendom i skolen søger den religiøse sin erkendelsestrang tilfredsstillet i en ny åndsmagt. I livserindringerne fortæller han således om sin vej til denne igennem en række forskelligartede oplevelser, der griber forandrende ind i hans liv, som fx denne tidlige kosmosoplevelse:
    "Under denne Søgen kom en Aften, da jeg paa Kongens Nytorv saa ind i Stjernehimlen, den Tanke med Iver eller Heftighed eller Begejstring over mig, at den hele Verden, Jorden, Stjernerne, Solen, Himlen, var Guds Legeme, og at Aanden, som bevægede sig deri og holdt det Hele sammen, var Gud selv."
    Gymnasiasten må have skrevet om sin oplevelse i en stil, for til hans ærgrelse belærer rektoren ham om, at ideen er græsk panteistisk naturfilosofi. Men så blev den konfessionsløse så meget desto klogere.

Fra barndommen husker den selvbiograferende et sagn om røverne ved Holbæk, som under landevejen havde spændt tråde, der satte klokker i bevægelse inde i deres hule, når nogen kom forbi. Billedet fæstnede sig i barnets fantasi, og han gik rundt "i den Forestilling, at der overalt, paa Gader og i Huse, var skjulte Traade, som gik ind til Noget, Gud véd hvad, og ringede".
    Og fortsætter under nedskrivningen fyrre år senere: "Nu véd jeg det. Traadene er Nemesistraade, og med dem er Verden gjennemvævet, saa at den er et eneste stort, Alting fornemmende Net." Tanken danner den synsvinkel, hvorunder han anskuer sammenhængen i sit og andres liv. Og baner vej for det indtrængende og langvarige studium af Nemesisloven.

Før denne erkendelse bliver den rejsende under opholdet i Rom i 1846 sat alvorligt på sporet. Den afgørende episode er indlagt som en central del i "Hjemløs". Her løber den politiske og religiøst søgende på et bysbarn, den jødiske musiker Mendoza, der fører ham sammen med en kosmopolitisk, rig, jødisk filantrop, englænderen Castro. I lange samtaler udvikler Castro for ham læren om Shekhina, det guddommeliges nærvær som retfærdsånd, der sikrer moralsk ligevægt i tilværelsen.
    Goldschmidt lytter intenst til sin racefælle, hvis ord fylder ham, da han tidligere under opholdet smertefuldt er blevet mindet om sin afstamning og dens tragiske historie. Den første solklare morgen støder han på Titusbuen, oldtidens sejrsmonument over templets ødelæggelse. Han ser relieffet, hvor romerhæren drager bort med den syvarmede guldlysestage, skuebrødsbordet og de hellige sølvtrompeter:

Saa nær var jeg ved hint Øjeblik, da Jerusalem faldt og Templet brændte, at jeg næsten syntes mig at være foran det og at kunne holde Begivenheden tilbage. Her var det altså, her var Øjeblikket! Fra den Stund af, da Mejslen klang i dette Marmor, begyndte det, at vi, knækkede som Nation, bleve fordelte mellem Nationerne. Fra det Øjeblik var det, at Hadet, som en Mængde Mennesker behøve til deres Religion, i os fik en Minoritet at øve sig paa gjennem Aarhundreder eller vel Aartusinder, og at vi langsomt begyndte at leve vor særegne Mission mellem de menneskelige Massers Mangfoldighed...

Goldschmidt giver tårerne frit løb. Men så rejser han sig og glædes alligevel ved synet af kunstværket og går ligesom forløst derfra. Oldtidens Rom var jo sunket i ruiner, knust under en udartet kultur, mens det jødiske folk består. - Shekhina...

Den mest betydningsfulde hændelse bliver oplevelsen af blæsningen i vædderhornet - Shofar - og fremsigelsen af takkebønnen på den mosaiske nytårsdag i begyndelsen af oktober under opholdet i London, hvor de troende velsigner Gud:

Der kom en Lyd, saa mørk, sørgmodig, grum, truende, ydmyg kaldende, at jeg sært grebet mente at kjende den og sagde eller følte hos mig selv: Dette er Verdens første Musik! Med den havde de kaldt til Kamp og til Gudsdyrkelse ved en sælsomt formet Sten; med den have de værget sig om Natten mod onde Aander; saadan og i et saadant Horn har Offerpræsten blæst...(...) Mit Blod skreg i mig. Al Virkelighed vaklede (...) thi der var Blod, Kjølleslag, Raab om Barmhjertighed, Dødssuk i Hornet, men frem for Alt Sorg - en Sorg saa stor, at der var Plads for al Verdens Sorg og min med, og da den sidste Lyd døde, var det, som om jeg havde været i Urtidens Have med den første Dug og de første bitre Taarer, en fælles Arv.

Årtier senere dukker vædderhornet op igen, idet han under sine ægyptiske Nemesisstudier opdager, at guden Num hieroglyfisk blev betegnet med et vædderhorn i tidernes morgen. Det er en anden historie, og om den beretter han i bogen "Nemesis".


Til 2. Den religiøse roman
Til M.A. Goldschmidts hovedside
Til toppen

Publiceret 18. april 2005. Opdateret 13. maj 2010.
© by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.