Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Thomasine Gyllembourg

To Tidsaldre (1845)

5. Før og nu
Af IBEN HOLK

  1. Hverdagshistorien
  2. Romantik og realisme
  3. Kvindehistorien
  4. Det nye jeg
  1. Før og nu Du er på denne side
  2. Moderens bøn
  3. Seksualitet og dannelse
  4. Litteratur og links


Før og nu
"To Tidsaldre" er komponeret over to dele med titlerne "Revolutionstiden" og "Nutiden". Førstedelen foregår i grossererfamilien Vallers hjem i København. Handlingen er henlagt til 1794, året for Robespierres fald, der medfører massehenrettelser af politiske modstandere og dermed stiller revolutionens kamp for social og politisk frihed i et andet lys. Rædselsperioden kulminerer med Napoleons statskup i 1799, hvorefter kejserdømmets europæiske krige dominerer det følgende tiår.
    Danmark bliver som Napoleons allierede involveret, hvilket medfører bombardementet af København i 1807, tabet af flåden, den endelige konkurs med statsbankerotten i 1813 og tabet af Norge året efter. Uden disse skæbnesvangre tilskikkelser ville tiden og nationens tilstand naturligvis havde været en anden. Fra en tid med ydre rigdom samles energien om den indre rigdom, som de sublime resultater inden for alle kunstarter vidner om: Guldalderen.
    Andendelen udspiller sig samme sted i 1844, hvor en ny generation har taget over. Ideen med at sammenstille de to tider er at fortælle historien om, hvorledes tiderne skifter karakter og form, og herigennem indvirker på menneskers liv, samtidig med at de menneskelige lidenskaber og følelser inderst inde er de samme. Udgangspunktet for Thomasine Gyllembourg har været, at hun i sin samtid finder det kvindelige dannelsesideal i pinligt forfald.

Nutiden oplever Thomasine Gyllembourg som snobbet, overfladisk, flov og pikant. Modsat den livsfylde og følelsesrigdom, der herskede i 1790erne. En periode set ned på af det bedre borgerskab som vulgær og barbarisk: "De frække Tider, da Intet var helligt", som den unge fru Valler siger med et i øvrigt overraskende moderne sprogbrug.
    Romanens første sider gengiver således forrygende replikkerne fra en ophedet diskussion om revolutionen og dens etiske-sociale implikationer ved en bordsamtale, der i sig selv er mesterligt turneret. Her er vi tilstede som læsere med en hvid pind i munden midt i stuen, mens holdninger om frihed, mord, fremskridt, forræderi konfronteres og som optakt sætter perioden og romanen i relief.
    Som flere af Thomasines tidligere fortællinger, "Ægtestand" (1835), "Extremerne" (1835) og "Maria" (1839) handler denne om at fare vild i livet. Kvinden står i centrum som handlingens omdrejningspunkt, da de afgørende livsværdier udgår fra hende. Uden kvinden dur helten ikke. Derfor er kvinden helten i Thomasines univers. Hvor manden uanset kvaliteter går til grunde uden en kvindes retningsgivende kærlighed, er det omvendte ikke tilfældet. Kvinden har jo - kvinden.

Den danske pige Claudine er romanens heltinde som repræsentant for det nye jeg. Hun lever sammen med sin onkel og tante, omtalte hr. og fru Valler, da hendes egne forældre er døde. Hertil anløber i dampen fra de parisiske skafotter den unge adelige og revolutionære franskmand, Charles Lusard, som udsending. Akkurat som Thomasine selv oplevede det i sin tid. De trækkes hektisk og melodramatisk mod hinanden. Da begivenhederne adskiller dem, viser det sig, at deres forhold har båret frugt. For ikke at måtte følge familiens krav om at give sin lille dreng fra sig, tager Claudine sagen i sin egen hånd og stikker af.
    Under flugten får hun hjælp af husets gamle tjenestepige, der hjælper hende med at skifte ydre identitet og leder hende til den selvberoende og omsorgsfulde Christiane. Denne bor alene i sit idylliske hus ude på landet, vellidt og respekteret af alle for sin dygtighed og hjælpsomhed. I dette 'kloster' opholder Claudine sig i en længere periode sammen med sit barn. Partiet er en hyldest til det sande søsterskab. De lever fredeligt og ernærer sig af håndarbejde og undervisning af egnens børn.
    Efter mange genvordigheder og optrin finder hun igen sammen med sin elskede Lusard, der heller ikke har kunnet glemme hende. Trofastheden belønnes. Kærligheden har udholdt alt. Claudine og Lusard bliver lovformeligt gift med kryds og slange, marseillaise, herregård og happy end. Det kan lyde temmelig kulørt og er det også, men det er alligevel en historie, som en Truffaut eller en Rohmer ville kunne omforme til en seværdig film.


Tilbage til  4. Det nye jeg
Til  6. Moderens bøn
Til  8. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Thomasine Gyllembourgs hovedside

Publiceret 12. april 2004. Copyright 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.