Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Thomasine Gyllembourg

Barnebruden - Skilsmissen

Biografi, 1-2
Af IBEN HOLK

  1. Barnebruden Du er på denne side
  2. Skilsmissen
  3. Brevene
  4. Moderen, sønnen og elskeren
  5. Johan Ludvig Heiberg
  1. Moderhuset
  2. Faderhuset
  3. Værker
  4. Litteratur og links
  5. Slægtskabet


Barnebruden
Thomasine (f. 1773) er den ældste af ægteparret Anna og Johan Buntzens fem døtre. En dreng, der kunne være blevet Thomasines storebror, dør ved fødslen. Faderen er en driftig og respekteret stads- og skibsmægler, der dyrker og elsker sin familie i huset i Nyhavn. Her er Thomasine med kælenavnet Sine familiens og omgangskredsens livlige og fortryllende midtpunkt. Hun er lille af vækst. Fysisk er der noget skrøbeligt og let anæmisk ved pigeflokken, hvoraf kun to bliver gift.
    To begivenheder i hendes tidlige ungdom får skelsættende betydning: Moderens død, da Sine kun er otte år, rammer hende som et chok og en sorg, der forplanter sig i hendes sjæleliv som tab og angst. Hun udvikler migræne og mave- og brystsmerter, som hun vedblivende skal trækkes med hele livet. Men hendes natur er solid, ligesom hendes viljestyrke og ukuelige livslyst.
    Til Buntzens hus ankommer nu i 1788 en flot fyr ved navn Peter Andreas Heiberg (1758-1841), der er filolog og translatør (spansk og portugisisk), dertil skuespilforfatter og drilsk debattør. Han skal varetage undervisningen af den 15-årige Sine og hendes søskende. Det bliver den anden afgørende begivenhed i hendes tidlige biografi, idet den 30-årige huslærer forelsker sig i sin intelligente, blufærdige og kokette elev og derfor beder faderen om hendes hånd. Den får han. De bliver forlovede og gift i 1790. Året efter føder Thomasine sit første og eneste barn, der bliver opkaldt efter både morfaren og farfaren, Johan Ludvig Heiberg. En oversigt over slægtskabet kan ses her på Epoke.
    De flytter ind i en stor lejlighed i Skt. Annæ Gade, hvor Thomasine viser sit huslige og selskabelige format som værtinde for den farverige kreds af politikere, videnskabsmænd, skuespillere og kunstnere, der samles dér. Vennen Knud Lyhne Rahbek er en af de hyppigste gæster. Komponistens C.E.F. Weyse (1774-1842) lærer Johan Ludvig at spille klaver, H.C. Ørsted lærer ham matematik. Her kommer de franske kommissærer taget lige ud af revolutionen til vidtløftige diskussioner, som Thomasine til gemalens store tilfredshed deltager i på gæsternes sprog.
    Forholdet imellem ægtefællerne udvikler sig imidlertid disharmonisk. Heiberg vedbliver at være hendes noget stivnakkede skolelærer i alle livets forhold og forsømmer hende. Han elsker hende ikke og keder sig rastløst i hjemmet, hvorfor han tilbringer de fleste aftener i de jakobinske klubber, hvor han spiller kort og drikker for meget. Oprøret ulmer i Thomasine. Hendes søskende og veninder trøster hende, da uharmoniske ægteskaber er det almindelige, men resignere kan og vil hun ikke. Tværtimod insisterer hun på sit ømhedsbehov og sin opfattelse af kærlighedsægteskabet. Og nu bliver der krig og kærlighed - med indskrevet guillotine.
Til toppen
Skilsmissen
I år 1800 forlader P.A. Heiberg Danmark som landsforvist på grund af sine politiske skriverier og bosætter sig i Paris, hvor han efter et par års desperat tomgang får ansættelse i udenrigsministeriet. Han kommer aldrig til at se hverken Danmark eller Thomasine igen. Den stridbare og konfliktsøgende debattør modtager nemlig et brev fra konen, der fuldstændig slår benene væk under ham og får hans kloge hoved til at rulle.
    Som de nye frihedsideers forkæmper tror den myreflittige og i vide kredse respekterede Heiberg på oplysningen som vejen frem mod et sundere samfund. Og det var han bestemt ikke alene om. Han er ikke imod monarkiet, men mod den korruption og de aristokratiske privilegier, der omslutter det tyskdominerede hof i København. Riget bør ledes af fornuftige, oplyste borgere - som Heiberg. Frygtløs og med sylespidst vid og sarkasme hudfletter han sine modstandere i byger af samfundssatire og kritik.
    I den urolige og anspændte atmosfære efter den blodige franske revolution, som han bifalder, går han i myndighedernes øjne over stregen. Men hans sarkasme og irritabilitet fortsætter ved middagsbordet, hvor den går ud over Thomasine. Den rethaveriske og stejle gemal, der desuden begynder at udvikle paranoide kramper, forsvinder derfor fra hendes hjerte, hvor han måske aldrig rigtigt har været til.
    Overskrider Heiberg således både den politiske og den ægteskabelige takt og tone med flere længder, overskrider Thomasine det 6. bud. Hun forelsker sig i den svenske baron, den landsforviste Carl Frederik Gyllembourg, der er landsforvist for sin medvirken til mordet på den rent faktiske tyranniske svenske konge Gustav III. Som revolutionær omgås baronen Heiberg og kommer gennem et par år kommet i dennes salon for ligesindede i Skt. Annæ Gade. Her møder han den forsømte Thomasine, som han følelsesmæssigt knytter sig til og forelsker sig i. "Det flødefjæs!" brummer gamle Buntzen.
    Gyllembourg har i Thomasines øjne alt det, som Heiberg mangler, opmærksomhed, følsomhed, krop. Så når frihedshelten spiller kort i klubberne eller er i teatret, tilbringer Thomasine nogle stille, fortrolige aftener med den svenske baron. Ærligt og uskyldigt fortæller hun sin mand om forholdet, og hans arrogante svar går gennem lydmuren på en nutidig læser, da ingen ustraffet udfordrer Nemesis: Gør i den henseende som om jeg ikke er til!

Til 3. Brevene
Tilbage til Thomasine Gyllembourgs hovedside
Til toppen

Publiceret 27. januar 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.