Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
I.P. Jacobsen
J.P. Jacobsen
Foto: Det kongelige Bibliotek.
Dødsdriftens ornamenter
J.P. Jacobsen
1847-1885
Af IBEN HOLK
- Ak om der lød dog
Smeltende blød og
Daarende mild,
Hen til sig dragende,
Kjerlighedsklagende
Havfruesang!
Af "Marine", 1875

Biografi
Eros og døden 1 - Sfinxen
Eros og døden 2 - Kærlighed
Eros og døden 3 - Lyrik
Algolagniker
Var Jacobsen naturalist?
Fru Marie Grubbe (1876)
Niels Lyhne (1880)

Biografi

Jens Peter
Kæresten
Botanikeren
Darwinisten
Guldmedaljen
Digteren
Arabesken
Venskabet
Brevvekslingen
Den somnambule
Den suicidale
Danskeren

Jens Peter Jacobsen er født den 7. april 1847 i Thisted - og døde den 30. april 1885 samme sted. Forældrene er grosserer-købmand Christen Jacobsen (1813-1897) og Benthe Marie Hundahl (1815-1898).
    Jens Peter Jacobsen vokser op sammen med to mindre søskende, Cecilie Marie og William, i forældrenes nyopførte købmandsgård ud mod havnen. Efter realeksamen 1862 læser han latin og græsk. Allerede som dreng botaniserer han ivrigt, ligesom hans første digte bliver til i 12-årsalderen.
    I 1863 rejser han til København for at påbegynde studenterkursus, og slutter sig hermed til det klassiske kompagni af unge mænd fra provinsen, der ankommer til en mere eller mindre nedbrydende 'udviklingsroman' i hovedstaden.

Jens Peter
I København bliver Jens Peter indlogeret hos en pensioneret major, hvis kone er tante til postmesterens kone i Thisted. I de storartede omgivelser på Frederiksberg befinder han sig udmærket, men på kursus går det knap så godt. Han dumper og må gå sidste år om.
    Udtalelserne fra hans lærere er enslydende negative. Et gennemgående refræn lyder som her fra latinlæreren: "højst forstyrrende permanent Aandsfraværenhed".
    I dansk gentages kritikken af "det manierede" i hans skriftlige arbejder. Og hans karakterer ligger i bund. Statsstipendier kan han ikke modtage, da faderen har en god indtægt, så denne må betale for hans fortsatte ophold, hvilket han har ondt ved. Så det bliver trange tider.
    Desuden flytter den nu 19-årige Jens Peter på pensionat i Studiestræde, hvilket uden tvivl har betydet en stor omvæltning med hensyn til praktiske problemer og selvforvaltende frihed - og ensomhed. I et bevaret brev til sin mor skriver han i 1867: "Jeg ved aldrig et Aar jeg har længtes saa meget efter Hjemmet som dette."
    Men det lykkes ham med stort besvær at hale en studentereksamen i land.

 
Kæresten
Anna Michelsen er hans veninde i Thisted. Når han kommer på besøg og sommerferie, ser de stadig hinanden. I 1867 flytter familien Michelsen imidlertid til Vesterbro i København, og Jens Peter bliver en velset gæst i hjemmet. Fra efterladte breve fra Annas moder fremgår det, at hun gerne så et stabilt forhold mellem hendes datter og ham.
    Jens Peters moder er derimod mere skeptisk, idet hun formoder, at sønnens dårlige karakterer på kursus skyldes, at Anna tager for meget af hans tid, energi og fantasi.
    Selv har kærestefolkene store vanskeligheder med at danne par, hvilket fremgår af nogle efterladte digte, som JPJ-forskeren Frederik Nielsen har fundet frem og optrykker i sit værk J.P. Jacobsen. Mennesket og Digteren (1953). Digtene formodes at være fra 1865. Først Annas digt til Jens Peter:

    Fordum var munter og livlig Du,
    Spurgte og dadled med freidig Hu,
    Nu kan jeg snakke saa galt jeg vil,
    Taus melankolsk Du lytter dertil;
    Har jeg ej Ret til at undres og tro,
    Andetsteds Tanken har Stade og Bo.
    Bliv ej vred for frit jeg taler
    Barndoms Venskab det befaler.

    Lad ej Guddoms Lyset for Dig slukkes,
    Lad Dit Hjerte ej for ordet lukkes,
    Tit Naar Verden synes tom og øde
    Og man ønsker sig iblandt de Døde,
    Jesus vinker i sin Kjærlighed,
    "Du bør kjæmpe for en evig Fred".
    Kampen styrke vil Dit Hjerte,
    Du vil føle uden Smerte,
    At om her er lidt at vinde
    Hisset Du skal Lønnen finde.
Anna Michelsen
en sand Veninde

Da nu den myndige og følsomme veninde har udtrykt sig lyrisk, vælger Jens Peter at gøre det samme.

Jens Peters digt til Anna:

    Du kalder mig tavs og melankolsk!
    Maaske - rent nægte mægter jeg ej.
    Kaadhedens Nisser forlod mig - maaske -
    Tænkningens Aander fordrev dem,
    Hvorfor er jeg tavs? hvorfor melankolsk?
    Ved jeg det selv!
    Kun lidt af det Meget jeg mægter at fatte,
    Mindst af Alt dog mig selv,
    Tanken man gjerne i Former vil tvinge.
    Verden siger: Tænk saadan! Tænk ret!
    Min Tanke taaler ej Tvangen.
    Den Strid maaske, den Hævden maaske
    Af mit Fremtidsvalgsprog har mig Alvor indgydt.
    Saa være det, hævdes det skal, jeg siger det frit:
    "Fribaaren er jeg, og jeg tænker frit!"


Annas digt er bedst. Uforbeholdent ømt, melodiøst og substantielt. Jens Peters digt domineres af en lidt forgjort selvoptagethed, der dog alligevel rækker ud herover ved at løsrive sig fra, hvad han opfatter som den kristne omklamring af tanke og liv, som tydeligvis forbindes med Anna. Eller overdriver han i virkeligheden på dette felt? Vi kan ikke vide det.
    Til fortsættelsen hører, at Anna nærmest i trods forlover sig med en fætter, Carl Michaelsen, hvis far har været præst i Thisted, men som selv færdes i de samme litterære kredse omkring Brandesbrødrene som J.P. Jacobsen.
    Da Jens Peter hører om forlovelsen, bliver han rasende og skriver rasende breve til Anna. I fortvivlelse indser Anna sin fejltagelse og hæver et halvt år senere forlovelsen. Uden at Jens Peter dog overtager den ledige plads. Og nu går det galt.
    Hun udvikler skizofreni og bliver i 1879 indlagt på sindssygehospitalet Oringe. Tre år senere anbringes hun på Sct. Hans Hospital i Roskilde, hvor hun 'lever' til sin død den 12. december 1924.
    Da Fru Marie Grubbe udkommer i 1877, sender Jens Peter hende et eksemplar. Anna skriver tilbage: "Hvorfor gør du det? - ved du ikke at det gør ondt..."
    I en nyudkommen bog om J. P. Jacobsen med titlen At bære livet som det er (*), der er udsendt af Sparekassens Thy og Museet for Thy og Vester HanHerred i 1997 og skrevet af Svend Sørensen og Niels Nielsen, sættes der spørgsmålstegn ved, om Annas sindssygdom kan være opstået af ulykkelig kærlighed (s.33). - Det mener forfatterne ikke. Heri er jeg absolut ikke enig. Jeg tror, at skizofreni kan udvikles af ulykkelig kærlighed.
    Anna og Jens Peter går hver til sit. Anna bliver sindssyg. Jens Peter bliver - J.P. Jacobsen.

(*) Svend Sørensen og Niels Nielsen: At bære livet som det er. Om J.P. Jacobsens liv og digtning. (1997) er titlen på en fornemt udstyret bog med mange spændende illustrationer udsendt i anledning af 150 året for digterens fødsel.
bibliotek.dk

 
Botanikeren
Allerede som dreng var J.P. Jacobsen ivrigt optaget af botanik og botaniserede i egnene omkring Thisted sammen med en ven. Med en anden skrev han digte. Det tidligst bevarede er skrevet af den kun 12-årige digter.
    I studenterårene fortsætter den botaniske passion med stigende styrke og fordybelse i videnskabelige værker. Denne lidenskab, snarere end besøgene hos Anna og hendes moder, er ved at koste ham hans studentereksamen. Derfor har det uden tvivl været en lettelse for ham i 1867 på universitetet at kunne kaste sig over studierne af kemi og zoologi.
    I 1870 kommer et nyt dansk populærvidenskabeligt tidsskrift på gaden redigeret og udgivet af litteraten Vilhelm Møller, som J.P. Jacobsen har lært at kende i Studenterforeningen. I det første nummer af Nyt dansk Maanedsskrift (1870-1873) debuterer J.P. Jacobsen med artiklen "Om Bevægelsen i Planteriget", hvor han giver en forklaring på planternes 'adfærd' og udvikling.
    En sådan synsvinkel er ny, idet den almindelige opfattelse på den tid går ud på, at dyr og planter er skabt 'færdige' fra tidernes morgen.

 
Darwinisten
Charles Darwin, der med sit fem år lange togt som naturforsker jorden rundt med det gode skib "Beagle" i 1830erne, åbner for et nysyn på livet og naturen, får stor betydning for to meget forskellige men nyskabende forfattere i dansk litteratur, J.P. Jacobsen og Johannes V. Jensen.
    I 1859 udsender Darwin sit epokegørende værk On the Origin of Species by Means of Natural Selection, det værk som J.P. Jacobsen i 1872 skulle komme til at oversætte med titlen Arternes Oprindelse med undertitlen Ved naturlig selektion eller ved de heldigst stillede formers sejr i kampen for tilværelsen.
    Det nye i Darwins anskuelse er den antagelse, at mennesket nedstammer fra fire eller fem stamformer. Og at hele den organiske verden skyldes én eneste urform.
    Det er dette værk J.P. Jacobsen i 1871 introducerer i "Nyt dansk Maanedsskrift" med artikelrækken "Darwins Theori", "Menneskeslægtens Oprindelse", "Parringsvalget". I 1873-årgangen afrundes med artiklen "Sindsbevægelsernes Udtryk hos Dyrene".
    J.P. Jacobsen har uden tvivl - ligesom senere Johannes V. Jensen - været grebet af den fintfølende, poetiske fremstillingsform hos Darwin, der var uden agitation og store armbevægelser. Og ligesom for Johannes V. Jensen har det ikke været ateisten Darwin, der har optaget J.P. Jacobsen primært, for kristendommen var for ham allerede inden mødet med Darwin et tilbagelagt stadium og inddrages ikke direkte i artikelrækken.
    Det revolutionerende nye i Darwins teorier er, at dyre- og plantearternes form ikke betragtes som evige. Arterne ændrer sig - udvikler sig. Heraf navnet udviklingslæren eller evolutionslæren.
    Kernen i darwinismen er indsigten i naturens iboende kvalitetsvalg. De nedarvede udviklingstræk forbliver intakte, hvis de viser sig nyttige for individet. Individer med nedarvede udviklingstræk, der viser sig unyttige, uddør derimod.
    Det er for enden af denne proces mennesket indtager pladsen som evolutionens højdepunkt. Dog skal tematikken omkring 'kvalitetsvalget' i mange årtier fremover, ja i hele det følgende århundrede, vedblivende blive centrum for sindsoprivende meningsudvekslinger.
    I "Parringsvalget" slutter J.P. Jacobsen foregribende artiklen med følgende overvejelser:

"Hvor vigtig Kampen for Tilværelsen har været og endnu er, saa er der dog for Menneskenaturens høieste Omraaders Vedkommende andre, endnu vigtigere Magter i Virksomhed. Thi de moralske Egenskaber fremmes, direkte eller indirekte, langt mere ved Vanens Virkninger, ved Tankens Magt, ved Oplysning, Religion osv., end ved Kvalitetsvalget i og for sig. Men paa den anden Side ere jo rigtignok de sociale Instinkter, der danne Grundlaget for den moralske Følelse, Børn af Kvalitetsvalget".

Darwin-artiklernes hovedgevinst er, at J.P. Jacobsen skriver forlagskontrakt om oversættelse af Darwins værk, hvormed evolutionslæren udbredes i Danmark.
    J.P. Jacobsen benytter ikke sit naturvidenskabelige arbejde til et ateistisk korstog. Der tales ligesom hos Darwin selv med ærefrygt både om Skaberen og Skaberværket. Det er den traditionelle religionsudøvelse, han flere gange sarkastisk tager afstand fra.
    Den klassiske kritik fra religiøs side går på, at darwinismen forklarer livets oprindelse - uden at forklare, hvad livet er! Hvilket der jo vitterligt er noget om, al den stund Darwin faktisk erklærer, at han ikke har nogen ambition om at forklare hvad livet er.
    Men diskussionen havner dengang og siden gerne i forskruet og skrupelløs abekattepolemik.

Links om Darwin og darwinisme
  • Darwin and Darwinism. Scientific Theory and Social Construction
  • Charles Darwin. The voyage of the Beagle. The Origin of the Species. The descent of man. (Online Literature Library).
Guldmedaljen

Desmiden Micrasterias rotata
Desmiden Micrasterias rotata
I 1870 udskriver Københavns Universitet en prisopgave, der 'skjult' er stilet til J.P. Jacobsen. Opgaven går ud på at beskrive en speciel art af alger - desmidiaceer - der netop har den darwinistiske botanikers interesse.
    Herefter tager J.P. Jacobsen fat på en lang række undersøgelser og prøver i åbent terræn - især omkring Lyngby Mose og Virum Mose. Siden bringer forskningen ham til Læsø og Anholt, og i 1872 gennemrejser han det meste af Jylland med desmidiaceerne for øje.
    I 1873 indleverer han sin afhandling, et grundigt og systematisk arbejde, der da også indbringer ham universitetets guldmedalje. Medaljen tilegnes forældrene.
    Samme år begiver J.P. Jacobsen sig ud på sin første Europarejse, hvor han især studerer malerkunst. På en del af rejsen er Edv. Brandes og hans unge hustru hans rejseledsagere. I Venedig viser de første sygdomstegn sig imidlertid, og i Firenze får han en blodstyrtning. Nedtællingen er begyndt.
    Det viser sig, at han har pådraget sig tuberkulose ved at færdes i moser og søer i al slags vejrlig - også om vinteren var han ude, da det var vigtigt for ham at finde ud af, ved hvor lave temperaturer hans elskede algeart kunne overleve.

 
Digteren
Sideløbende med de botaniske studier fortsætter han med digtningen. Hans første lyriske herbarium har titlen Hervert Sperring (1868). Digtsamlingen finder ikke noget forlag, ligesom et udvalg returneres af diverse tidsskrifter. I sin nød sender Jacobsen digtsamlingen til talentspejderen Georg Brandes, der heller ikke finder tilstrækkeligt talent. I et velformuleret brev meddeles den knusende dom - "noget Usikkert, svagt, Ranglende ved den Maade, hvorpaa Pennen er ført."
    Digtene er romantiske og symbolistiske i deres grundmotiver, psykologiske fortolkninger af drømmens passive besættelse af sindet med forbindelse til begær og drift. Disse grundmotiver videreføres i den næste fase af hans poesi, hvor det lyriske formsprog samtidig bearbejdes væk fra ordinær efterklangsmetrik til frie rytmer af sammenslyngede strofer af uensartede linjeforløb.

 
Arabesken

Håndtegning af Michelangelo: Kvindeprofil med sænkede Blikke

Håndtegning af Michelangelo:
Kvindeprofil med sænkede Blikke
i Ufficierne
.
Denne uregelmæssige, melodiøse form benævnes arabesk. Arabesken skulle blive Jacobsens poetiske signatur, hvor sproget bliver ornament for erkendelse og virkelighed. Stilistisk danner arabesken med sine sammenslyngede figurer et formsprog, der i billedkunsten blev kendt som skønvirke eller art nouveau og jugendstil.

En gruppe digte, der danner ramme om en række prosastykker i samlingen En Cactus springer ud, består af sådanne arabesker. Klassiske i dag er "Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo" (1874) med de berømte begyndelseslinjer:

Tog Bølgen Land?
Tog den Land og sived langsomt
Rallende med Grusets Perler
Atter ud i Bølgers Verden?
Nej! den stejled' som en Ganger,
Løfted' højt sin vaade Bringe;
Gjennem Manken gnistred' Skummet
Snehvidt som en Svanes Ryg.


Endvidere "Gurresange", der blev sat i musik af Arnold Schönberg, "Gurrelieder". Klassisk er ligeledes arabesken med netop titlen "En Arabesk", der intoneres: Har du faret vild i dunkle Skove? / Kjender du Pan? / Jeg har følt ham, / Ikke i de dunkle Skove, / Medens alt Tiende talte, / (...)
    Pan er - ligesom senere hos Sophus Claussen - symbol på naturlivets drift. Men hos Jacobsen ender denne drift blindt og derfor uden mening, hvilket afsætter den jacobsenske melankoli som et stort nordisk smertefuldt tomrum. En sindets solformørkelse.
    Dette tomrum kan i virkeligheden opleves som et ekko af den hellenistiske Pan, der totusinde år tidligere blev slidt op i den oprindelige kultur, hvorfor kulten omkring de elysiske mysterier blev udhulet, hvilket i sidste instans banede vej for Paulus' version af den israelitiske Kristus: Kristendommen.
    I den jacobsenske driftspoesi er vi kun tilsyneladende langt fra Emil Aarestrups erotiserende poesi 50 år tidligere, hvor det amourøse frivolt udgør digtets glasur, mens erkendelsens understrøm opsluges af det samme lystfyldte drømmemørke som hos Jacobsen.
    Dog kommer heller ikke denne samling ud. Mens han levede fik Jacobsen kun trykt 6 digte. Det blev som prosaist, han debuterede det følgende år med gennembrudsnovellen Mogens (1872).
  • Analyser af J.P. Jacobsens digt Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo.
  • Jesper Pihl: Den moderne tilstand. I: Spring. Tidsskrift for moderne dansk litteratur, nr. 13 (1998), s. 94-116 - et temanummer om J. P. Jacobsen. Om det første danske modernistiske digt "Arabesk til en Haandtegning af Michel Angelo".
  • Kim Witthoff: Form og diskurs - en studie i J.P. Jacobsens lyrik. I: Spring. Tidsskrift for moderne dansk litteratur, nr. 13 (1998), s. 200-221 - et temanummer om J. P. Jacobsen.
  • Louis le Maire: Tavs og rolig staar hun paa Balkonen -. Kronik om J. P. Jacobsens "Arabesk. Til en Haandtegning af Michel Angelo" i: Politiken 6. juni 1965.
Venskabet
I begyndelsen af 70erne, da J.P. Jacobsen er midt i 20erne, møder han i de litterære cirkler den jævnaldrende Edvard Brandes. De bliver venner. Venskabet holder indtil J.P. Jacobsens død.
    Umiddelbart forekommer de at være et umage par - men hvad er det man siger: modsætninger mødes. Her den dynamiske og handlekraftige Brandes overfor den flegmatiske og tilbageholdende Jacobsen. Således har de også kunnet supplere hinanden med fællesnævner i den eksklusive intellektualitet, der kendetegner dem begge.
    De ville begge noget stort. Står med deres forskellige forudsætninger på nederste trin, hvor de støtter og inspirerer hinanden fagligt og intellektuelt. Sympatien gør, at de kan slappe af i hinandens selskab. Således åbnes der for emotionelle ressourcer, hvilket de begge har brug for i deres udsatte positioner - under uddannelse, ugifte og fattige. Dertil begge solipsistiske af sind - kræsne, dekadente.
    De har gensidigt beundret hinandens videnskabelige standarder. Men samtidig, hvilket gør venskabet unikt, forholdt sig lydhøre overfor hinandens mere skrøbelige kunstneriske talenter og ambitioner.
    Uden tvivl har det haft uvurderlig betydning for J.P. Jacobsen, at han har kunnet åbne sig og læse højt for Edvard Brandes, hvis kritik har været stimulerende åndfuld, inciterende og præcis, og tillige båret af beundringen for vennens artistiske niveau.

 
Brevvekslingen
Allerede året efter Jacobsens død offentliggør Brandes nogle af vennens breve i et tidsskrift. Gode breve kan jo være små kunstværker, og det gælder i dette tilfælde.
    Hele brevvekslingen er udgivet af Edvard Brandes-biografen Kristian Hvidt i 1988: Et venskab. En brevveksling mellem J.P. Jacobsen og Edvard Brandes. Det er blevet til en bog på 140 sider, der indeholder brevene fra korrespondancens begyndelse i 1872 og til dens slutning i 1885. En enestående samling, der mere nuanceret og mere spændende end en roman viser hvorledes det psykologiske forhold udvikler sig imellem de to 'duellanter'.
    Litteraturhistorisk får vi et førstehåndsindtryk direkte fra værkstedet og følger, hvorledes digte, noveller og de store romaner Fru Marie Grubbe og Niels Lyhne bliver til. Ved siden af får vi et indblik i Jacobsens psyke og mentalitet, delvis fremkaldt af eller fremprovokeret af Edvard Brandes.
    For selvom J.P. Jacobsen får succes som forfatter, forbliver han sky og genert, og kommer således ofte i et modsætningsforhold til vennen, der på et senere tidspunkt udfolder sig i en ekstremt udadvendt (politik, presse) og undertiden kynisk selviscenesættelse, der i sin tilsyneladende impulsive, men imellem linjerne beregnende meddelelse, tydeligvis har generet og måske også smertet modtageren.

 
Den somnambule
Fra brevene vil jeg især fremhæve to karaktertræk hos J.P Jacobsen, der er interessante med henblik på forfatterskabet, nemlig henholdsvis det somnambule og det suicidale.
    Allerede i det første brev bliver man opmærksom på dette flegmatiske og søvndrukne træk. Netop på et tidspunkt, hvor han er på toppen af sin videnskabelige ydeevne, skriver han til Edvard Brandes, at han har opdaget - "at jeg egentlig er skabt til at drive. Jeg sidder hver Dag 3 à fire Timer i Træk paa en Bro, et Rækværk eller noget andet opstaaende og ryger det utroligste Antal Cigarer og saa lader jeg Asken falde ned i Vandet og saa siger det Ssss og saa kommer der Ringe og det morer mig. Jeg begynder at forstaa Diogenes, kun vilde jeg i hans Sted have anmodet Alexander om at blive staaende." (S.17)
    Efterhånden udvikler han dette lade og let infantile selvportræt, som ridses op med en humoristisk, men også selvironisk og sarkastisk streg.
    I et brev af 13. marts 1873 skriver han således: "Og jeg, den Ensomme - jeg er et Asen - jeg er Darwins Oversætter, og det er mine Desmidiaceer der er det eneste Nyttige, jeg nogensinde faaer gjort. Jeg er det berømte Dovendyr eller Ai-Ai, der er to Aar om at klavre op i Toppen af et Træ og som naar det er kommet saa højt det kan lader sig falde ned igjen." (S.24)
    Og efter yderligere at have beklaget sig konkluderer han bemærkelsesværdigt: "... naar man hverken har produktiv Indignation eller Lidenskab eller Personlighed saa kan man ligesaa gjerne sove sin Dag væk..." (S.24)
    Når man har læst disse breve, kommer man unægtelig til at sætte spørgsmålstegn ved, om det var tuberkulose, J. P. Jacobsen døde af?

 
Den suicidale
Som et trofast spøgelse slynger selvmordstanken sig igennem disse breve fra først til sidst.
    I 1873 skriver han i forlængelse af ovenstående citat: "...og sidde sin Nat op på en Caffé og snakke om det ny Hotel d'Angleterre, det nye Theater og de gamle Skuespillere, eller ogsaa tage sin Hat og gaa ud af Tilværelsen hvis man har Mod dertil." (S.24)
    Men ejheller det mod ejer han i sine egne øjne, idet han forbinder det med det 'livsmod', som han heller ikke har noget af, fordi han oplever sig selv som 'hanrej' - "alle Mænds Hanerej" - og 'bløddyr' uden appetit og lyst til nydelse.
    Sort ser det ud. Og med blasert nydelse finder J.P. Jacobsen mod til at dyrke dette sortsyn og nedværdige sig selv.
    Senere samme år, hvor han er midt i 3die kapitel af Fru Marie Grubbe, skriver han: "Dersom jeg ikke vidste at jeg skulde rejse om en Maaned troer jeg jeg opgav Tilværelsen og slog mig paa Evigheden..." (S.32)
    Året efter har selvmodstanken umærkeligt konstitueret sig som fast holdepunkt og vits. Efter nøgternt at have opridset nye planer om at finde en fast stilling som lærer og komme ud af sin betragtelige gæld (Edvard Brandes skylder han således et betydeligt beløb - hvilket i øvrigt fremkalder et sammenstød, som man kan læse om i korrespondancen) skriver han: "Så vil jeg leve stille og flittigt, gid Fanden havde det hele og jeg sad paa en Ø i Sydhavet i en kølig Palmelund og døde langsomt af Assmannshäuser og Opium. Amen." (S.38)
    Brevet af 15. juli 1878 er ikke uventet en sygehistorie. Jacobsen har netop rejst sig efter to ugers sygeleje og føler sig naturligvis noget mat, men hvornår har han ikke gjort det? Dog er han i et humør, - "der hvis det længe bliver ved, ender med at jeg hænger mig ud af Tilværelsen; maaske Chininmixtur dog kan faa mig paa andre Tanker". (S.80)
    Den 29. oktober 1878 skriver han fra Rom, hvor han bor udmærket i Via due Macelli hos en tysk urmager i to pragtfulde værelser med megen sol, spiser sammen med danske kunstnere og møder til lørdagssoireerne. Kun lider han af hovedpine og søvnløshed.
    "Hvad er Drachmanns Nye?" spørger han dog nysgerrigt og tilføjer "og er han i Hovedstaden? Med mig gaar det som sædvanlig mere end langsomt og hvis jeg ikke hænger mig inden denne Bog bliver færdig saa hænger jeg mig aldrig." (S.85)
    Fra Thisted udgår der et brev den 28. april 1880. Jacobsen lider enormt af provinssyge, der fremkalder spørgsmålet om, hvordan det hele dog skal ende. Det spørgsmål stiller han derfor Edvard Brandes. Selv fremstiller han det således:
    "Jeg tænker undertiden naar jeg ikke har andet at bestille, og det har jeg jo egentlig ikke videre, paa hvordan jeg skal ende, og jeg kan aldrig komme til andre Løsninger end: gal, Omphalopsykit eller Opiumsspiser. Det bliver rimeligvis det sidste hvis jeg ikke nøjes med det Midterste. Det første er jo saadan et græsseligt relativt Begreb. Men jeg nøjes nok." (S.111)
    Halvt i graven - i en alder af 33 - sender Jacobsen denne strøtanke til vennen: "Jeg er bange for at Talent, selv af det Slags som mit, er en kostbar Vare. Naturligvis ikke mindst naar man graver det ned og ikke bruger det til andet end at spise sig selv op med." (S.114)

 
Danskeren
Af korrespondancen fremgår det, at Jacobsen har arbejdet for, at romanen Niels Lyhne i lighed med Fru Marie Grubbe skulle udkomme kort før jul. I et brev af 4. december 1880 meddeler Jacobsen Brandes om det. Men så tilføjer han noget interessant:
    "Lykke tror jeg ikke Bogen vil gjøre og dog er den god. Der er én Ting ved den jeg sætter megen Pris paa, nemlig det at Personer, Karakterer og Aktion er dansk, dansk og helt dansk paa alle Punkter; det kunne synes en ringe Fortjeneste, men se en Gang omkring i Bog efter Bog og se hvilke Bastarder mellem dansk Fantasi og fremmede Forbilleder, fremmede Opfattelser, der hvert Øjeblik stilles frem. Hele Karakteranlæget, Udvikling, Hæmning, Resignation, Nyliv: Alt er som netop Dansk er." (S.119)
    Det er påfaldende, at J.P. Jacobsen her nærmest som en skibbruden klynger sig til det danske og påberåber sig det hele tre gange som et hemmelighedsfuldt mantra - dansk, dansk og helt dansk...
    Bladrer vi tilbage i korrespondancen, vil vi opdage, at Brandes flere gange mobiliserer nogle sarkastiske udbrud i nedrakningen af Danmark og alt dansk - hvilket Jacobsen afstår fra at kommentere i svarbrevene.
    F.eks. vrænger Edvard Brandes i et brev af 4. oktober 1880 i forbindelse med Universitetets 400-årsfest: "Danmark er dog det mest idiotiske Land i Verden." - Men tilføjer i brevets slutning udglattende: "Tilgiv disse harmfulde Udbrud fra et bittert Hjærte!!!" (S.104)
    J.P. Jacobsen går imidlertid i det omtalte brev et skridt videre, idet han ikke finder, det ville være "venligt at holde min Mund". For første gang finder han mod til at spørge til vennens motiver:
    "...men du vil ikke misforstaa mig naar jeg spørger dig om du ikke ved Siden af det at være dansk og Atheist har villet hævde dig en særlig jødisk Nationalitet; har du ikke givet efter for en i dette Tilfælde vildledende instinktstærk Trang til at slaa et Slag for den jødiske Nation her hvor du efter min Mening kun var berettiget, ja forpligtiget rentud til kun at slaa for Atheismen. Jødedommen kan jo for dig dog kun være et Slags historisk Stemningsvæld, til hvilket du staar i et douce lyrisk forhold der ingen Ret har eller skal have i Sammenstilling med dit Forhold til Atheismen. Dette er jo altsammen kun en venlig lille psykologisk Note..." (S.120)
    Men stor nok til, at konfrontationen får Jacobsen til at træde i karakter og besinde sig på sin danskhed som kunstner og menneske.
    For sent.


Friedebert Tuglas, Eduard Vilde og J.P. Jacobsen

Eros og døden 1 - Sfinxen
Til toppen


Publiceret 18. august 1999. Opdateret 1. januar 2016.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.