Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Norne-Gæst (1919)

Den lange Rejse - 3
Af IBEN HOLK

Verdenskrigen
Stenaldermyten
Udbryderen
Gæst og Pil
Kilden
Tidsaldre
Livsdigtet
Den omvendte verden

Norgegæst
Norne-Gæst (1923).
Tilblivelsen af Norne-Gæst har med udbruddet af 1. verdenskrig at gøre. Historikeren Troels Troels-Lund, hans forbillede, trak sig tilbage fra samtiden i skyggen af krigen i '64 for at udvide sindet i genopdagelsen af fortiden udmøntet i hans Danmarks og Norges Historie i Slutningen af det 16de Aarhundrede (1879-1898) (senere udgaver med titlen Dagligt liv i Norden i det sekstende Aarhundrede) bibliotek.dk, og Johannes V. Jensen gør noget tilsvarende. I stedet for afmægtigt at lade sig reducere som tilskuer til krigens slagteri på pressens forsider går han i enrum, for at yde noget positivt som svar, og naturligvis for til indvortes brug at holde sig i ligevægt.
    Desuden har han skrevet et par nye myter, "Moderen og Barnet" og "Den store Kristoffer" (Aarbog 1916) bibliotek.dk, der motivisk placerer sig i tidsaldrene mellem Bræen og Skibet, og under dette arbejde fået ideen til en figur fra den oldnordiske poesi, nemlig sagaernes Norne-Gæst, der i sin universalitet og sagntradition findes velegnet til at samle og personificere romancyklens tidsdimensioner og illusion.
    Endelig ønsker han i lyset af krigen, der både er et chok og en rus for den civiliserede verden, at yde en tolkning af evolutionen, der i sit anlæg er præget af en hærdet mildhed og sødme, hvor trodsen i de to foregående bøger har været drivkraft.
    Johannes V. Jensen aflæser tydeligt krigens skrift på væggen, at det er 'abetroen', darwinismen, ateismen og fremskridtstroen, der af intellektuelle i vide kredse anses som årsag til krigens barbari.
    Jensen er af en anden mening. Han er overbevist om, at Darwin ikke er krigsstifter, og at evolutionstanken ikke fører til krig og lovløshed. Darwin har aldrig givet udtryk for, at handling og kamp er livets mening, men livets vilkår, hvilket er noget helt andet. Livskampen kommer ingen levende udenom med døden i behold.
 
Verdenskrigen
Lad os derfor kaste et blik på, hvorledes andre af samtidens forfattere forholdt sig til den krig, der kostede 8½ million soldater og 10 millioner civile livet, desuden gjorde 21 millioner invalide, hvortil kommer de millioner, der efterfølgende døde af sygdom og sult i byernes ruiner. Oftest får militarisme og nationalisme skylden, for sådan tager det sig ud: Lande bekriger lande med en general og et flag i spidsen.
    Digteren Helge Rode udfoldede et mere nuanceret syn. I bogen Krig og Aand (1918) bibliotek.dk samler han 28 avisartikler, der er skrevet under krigen. Bogen vækker opsigt og udkommer i 3 oplag, hvilket er usædvanligt for digteren, hvis bøger normalt sælges i 200 eksemplarer. Krigens baggrund finder Helge Rode ikke i politik og teknik, men i åndslivet. Den stridslystne kulturradikale strømning fra 1870, der har Georg Brandes som fører, og som opfordrede til konflikt og opløsning af bærende kulturværdier, anklager Helge Rode for at være krigsfremkalder.
    Hertil føjer han den af Brandes i 1890 iscenesatte dyrkelse af Nietzsches nihilistiske morallære, at 'Alt er tilladt' og 'Intet er sandt' og kun det 'store' menneske har adgang til verdens herlighed, som undermenneskene skal holde i gang. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at Brandes tillægges ansvaret for 1. verdenskrig, hvilket jo ville være absurd, men ved sin pejling af de intellektuelles undergravende indflydelse på samfundslivet er Rode på sporet.

Som 90er-digter har Helge Rode selv været tilhænger af den metafysiske og religiøse Nietzsche som den store frigøre, men han tager afstand fra 'den radikale aristokrats' overmenneske-teorier, som Brandes varmt anbefalede. Hvor det almindelige menneske anses for at være en dumrian, næres krigens kim, der viser ligegyldighed overfor menneskeliv, mener Rode. Synspunktet har noget for sig også i dag.
    Men når Helge Rode i et videre perspektiv anser religion og tro for at udgøre et bolværk mod krigens massemord, forekommer det ude af proportion, idet religionskonflikter har været årsag til en lang række langvarige krige. Tilsvarende tager han fejl, når han under ét sammenstiller darwinisme og naturalisme. Så éntydigt forholder det sig nemlig ikke.
    Her skelner darwinisten og anti-naturalisten Johannes V. Jensen som bekendt. Han vendte sig allerede i år 1900 kritisk mod både Brandes' og Nietzsches livsanskuelser, fordi han fandt dem tåbelige, livsfjerne og umenneskelige.


Derimod gør Helge Rode en vandtæt iagttagelse i sin lange artikel om Georg Brandes, der før og under krigen ivrigt korresponderede med europæiske statsmænd i en storstilet fredsmission. Rode ser Brandes for sig som en mand rejsende i fred, men den medfølgende kuffert er uden bund, for hvorledes kan et agitator, hvis hele liv og karriere har været krig, anbefale en fred, som han ikke i sin natur har organ for. "Der er ikke et fredeligt Atom i hans hele Organisme."
    Helge Rodes bog er i et tilbageblik givende, fordi han trækker de usynlige årsager til krigen frem, nemlig konflikter i den åndelige og materielle kultur. På næsten 100 års afstand forekommer det sandsynligt, at en cocktail af nydelsessygens fin de siècle, pornografi, prostitution, nihilisme, anarkisme, socialisme, psykoanalytisk teori som en ny Vorherre i hvid kittel, minimal social og national fællesskabsfølelse har udhulet og undergravet det almindelige og ualmindelige menneskeliv og fremkaldt en atmosfære af livsfjendtlig fremmedgørelse.

Krigen bliver derfor et nærliggende surrogat for meningsfuldhed, idet nydelsessygens tomrum bliver målrettet. Nu tager man hævn over sin i konsum forsumpede samvittighed - til fronten: Dér er fjenden! Sammenhold og fællesskab i kunstig opviglet flokmentalitet. Stolte og syngende marcherer soldaterne til fronten - selv en række berømte digtere (Gulliaume Apollinaire som tragisk eksempel). Endelig befriet for det besværlige livs frihed og ansvar. Men krigen er en fælde. Fællesskabets fælde. Ødelæggelsen tilfredsstiller tilsyneladende et hemmeligt næret ønske om at befri sig for den gamle og kendte verden.
    "Skøn som en sønderskudt banegaard er vor ungdom", skrev Tom Kristensen kækt i digtet "Atlantis", 1920.

Når den i ånden heroiske Helge Rode alligevel ikke tager helhjertet afstand fra krigen, skal forklaringen utvivlsomt findes i en halvhjertethed i hans konstitution - også som digter og dramatiker. Krigens lære lyder i hans ejendommelige version: "Vi kan hade krigen, men vi maa indrømme, at den ikke er smaalig; vi kan afsky den, men ingen vil paastaa, at den er løs eller pjanket. Den er alvorlig." Den religiøse længsel efter alvor i livet forfører her den følsomme digter. Ildevarslende lyder fortsættelsen:

Mægtig er Tragedien i sin Stræben og rystende i sit Fald. Det er dette, som gør, at Fredens Mænd nølende maa bøje sig for denne Krigs Storhed. Hvilke Værdier den end tramper ned og hvor frygtelig en Foragt den end viser for Menneskeliv og Lykke, den skaber dog ikke Foragt for Mennesket selv. Den skaber Respekt!

Sophus Claussen hører til blandt de forfattere, der fandt krigen lovende for fremtiden. I essayet "Jord og Sjæl" fra 1917, optrykt i essaysamlingen Løvetandsfnug (1918), skriver han:

Hvis Verdenskrigen ikke var kommen, havde vi med et mægtigt Opbrud af Kraft i den aandelige eller fysiske Verden maattet skabe noget tilsvarende.

Til baggrund for forståelse af det makabre udsagn hører, at Sophus Claussen var gået i stå og befandt sig indespærret i en voldsom produktionskrise, som han forsøgte at flygte fra ved langvarige og depressive ophold i Paris. Nu bereder verdenskrigen ham et elektrochok og får ham op på dupperne. Mindre kan ikke gøre det. Tankevækkende er hans parallelisering mellem krig og poesi:

Tror man, at Lyrik er noget mindre end Krig, begriber man ikke Digtekunsten i dens Storhed, dens Vandring foran Menneskeheden som et Aandetog.

Med sådan pseudoheroisk svulst skriver den Sophus Claussen, der i litteraturhistorien lanceres som ubekymret charmetrold og erot, hvorimod essayet demonstrerer en livs- og kunstholdning, der mentalitetshistorisk placerer sin forfatter på et selvhøjtideligt og vulgært chauvinistisk niveau med fascistisk retning:

Det var Himlen paa Jorden, man søgte, eller maaske Jorden i Himlen. Og ved et Slags velsindet Djævleri - ved en Himlens Lykke - traf det saaledes, at de, som begærede hedest, langt om længe fik alle deres Ønsker opfyldte; den ydre Verden, som de havde gennemmanet, kom til at svare til en indre Sammenhæng hos dem selv.

"Man har ikke læst forkert", skynder to litterater sig at tilføje efter at denne passage har været citeret i en undervisningsbog om Sophus Claussen til gymnasiet for at komme enhver protest i forkøbet. Alt er skam, som det skal være. Og de uddyber med uhyggeligt knæfald for digterguden: "For Claussen blev 1. verdenskrig en symbolsk åbenbaring af tilværelsens skjulte sammenhæng. Den var ikke, som bedsteborgeren ville have det, ordentlig og moralsk."

Med snu beregning flyttes opmærksomheden fra en dybt fordærvet holdning (at betragte verdenskrigen som en symbolsk åbenbaring) lynhurtigt til et stedfortrædende fjendebillede: bedsteborgeren. Ham tror litteraterne sig sikre på, at ingen i klassen kan lide, skønt det kan være et flertal af elevernes søde og rare far. Tilbage efterlades en manipuleret problemstilling, hvor 'orden' og 'moral' er negativer, der aldrig ville kunne tilfredsstille krigens uborgerlige poet, der også var borgerlig avisredaktør for sine fars penge. Claussen afslutter sit essay med en både patetisk og bombastisk naiv fanfare:

Krigen er det største Æventyr, Mennesket har set og drømt. Krigen er Gyset før Morgenrøden gaar op over Europa.

Forinden har han mere nøgternt fastslået, at krigen forekommer ham "fæisk nødvendig", hvilket måske ifølge litteraterne skal forstås som 'en symbolsk åbenbaring', men i den virkelige verden betyder, at det sønderbombede Antwerpen betragtes som - afføring! Tillige med slagmarkerne ved Ypres, Somme og Marne, der endnu i deres navne bærer Europas smerte.

Tænk, om det var Johannes V. Jensen, der havde lagt navn til ovenstående citater. Han ville være blevet stemplet for tid og evighed og hængt ud som en afstumpet, krigsliderlig galning, der ikke hører hjemme i en ordentlig litteraturhistorie! At han så blev det alligevel, er det utrolige kapitel i Danmarkshistorien.
    Om sit forhold til krigen skriver Johannes V. Jensen i to artikler i henholdsvis Aarbog 1916 og 1917. bibliotek.dk


Litteratur

  Hanne Engberg: En digters historie. Helge Rode 1870-1937. (1996).
bibliotek.dk
  Sophus Claussen. En studiebog. Ved Bo Hakon Jørgensen og Jan Sand Sørensen. Dansklærerforeningen, 1977.
bibliotek.dk

 
Stenaldermyten
Norne-Gæst er en stenaldermyte. Bogen er ikke som Bræen forsynet med en undertitel, hvor ordet 'myte' indgår, men kunne ligeså godt være det. Myte skal i forbindelse med Johannes V. Jensens romancyklus forstås som fantasibåret udforskning af den virkelige verden, der var engang. Som Leif Nedergaard skriver i sin Johannes V. Jensen. Liv og forfatterskab (1968, s.410) bibliotek.dk om mytegenren som romanform: Hvad JVJs myte gør, er "at søge bagom myter til den virkelighed, de må tænkes at bygge på."
    Vi taler altså om to slags myter: Den klassiske ifølge overlevering og den jensenske fortællende/fortolkende myte. Viden om livet i de fjerne tider foreligger dels i form af gamle myter, dels i form af moderne antropologisk, etnografisk og zoologisk forskning. Det er i kombination af mytetradition og ny viden, Johannes V. Jensen skaber sin fiktion, for at komme så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt. 'Myte' er således en betegnelse for levendegørelsen af fjern fortid, der anskueliggøres igennem forfatterens 'nu'.
    Fra og med Norne-Gæst bliver zoologen Herluf Winge tilknyttet projektet som videnskabelig autoritet og venskabelig medspiller. Norne-Gæst er altså ikke en frit opfundet person. Han tilhører den mytiske overlevering i sagaerne og i oldnordisk poesi. Men han må jo have levet engang, og hvordan var det? Det er det, Johannes V. Jensen fortæller og digter om i sin store myte.

Romanen er som en helaftensfilm i cinemascope fra Universal Studios i Hollywood med Walt Disney-folkene i topform og med det rigtige budget. Hvad filmen ikke kan viderebringe, er den sproglige kontemplation og refleksion, der er litteraturens område. Og vandmærke.
    De første kapitler "Gæst kommer til Verden", "Bopladsen", "Danmarks Tilblivelse", "Stenalderfolket", "Gæsts Hænders Arbejde" viser i rigt detaljerede panoramaer, hvorledes hverdagslivet former sig for menneskene i stenalderen på en fredelig sjællandsk boplads ved Storebælt.
    Vi er i matriarkatet. Gæsts moder er stammens overhoved. Kæmpestor og kødfuld. Gro er navnet, og hun behersker bopladsens liv, således at den "holdt sammen af sig selv uden Tvang takket været hende" (S.204). Hans far er en af de mange af stammens mænd, hvormed Gro lever i polyandrisk forhold. Som i en bikube, men til forskel herfra med en særdeles aktiv dronningen i midten. Ingen har set hende sove!
    De lever på en stribe strand mellem skov og hav, fordi det er et spisekammer. De sidder så at sige på madfadet, som langsomt vokser i omfang og højde og består af muslingeskaller. Hvordan er her?

En gennemtrængende stikkende og raa Lugt hang stille i Solheden her under Skovbrynet og Brinken, hvor der næsten altid var Læ, blandet Fedt sammen af gammel Fisk og gærende Rester af døde Bløddyr og Tang, og af henfaldende Kalk og syrnet Saltvand, og dertil Røgen fra Baalet, det friske Træs krydrede Safter, Glødernes hede Dunst og Stanken af vaad Aske, ikke et forglemme Hundene, hvortil kom Menneskelugten fra de saltvandsklamme Kroppe og urene Hoveder. Man nærmer sig ikke Bopladsen uden et Nys, som kvæger Hjertet, her er godt, her har man hjemme. (S.207).

På bæltet sejler de i udhulede egestammer og fanger fisk. Sagnet går om aftenen omkring bålet, at stammen engang for længe siden er kommet sejlende dertil i sådanne ege fra et fjernt og hemmelighedsfuldt land.

 
Udbryderen
Gæst lytter. Dét land vil ikke slippe ham. Og han begynder at bygge sin egen ege for i al hemmelighed at stikke til søs i ønsket om at finde det. Således slutter fortællingens hovedperson sig til de øvrige af romancyklens centralfigurer, der alle bryder op for at leve som udvandrere - Dreng, Hvidbjørn, Germund. - Men til forskel fra de andre sker opbruddet ikke med et drab, for blodet flyder i overflod på slagmarkerne ved Somme og Ypres, mens bogen skrives.
    Gæst er i sin konstitution som sine forløbere asocial, idet han finder stammelivet snævert, stillestående og fjollet. Han søger uafhængigheden og æventyret, ikke som eskapisme, men som udfordring af livet, fordi han fuld af selvtillid ved, at det ikke kan være anderledes. Det er det, man kalder intuition og instinkt. Og moder Gro godkender hans planer.


Samtidig fortæller hun ham, at da han blev født sendte hun bud efter Nornerne, for at de skulle syne ham og tage varsler om hans skæbne. Nornerne tilhører ikke en bestemt lokalitet, men er i evig forretning på de skandinaviske og de baltiske kyster. Der kommer tre vølver, der alle er oldgamle, radmagre, uden en tand i munden, ildelugtende, men - de er 'kloge'!
    I jordhytten synger de uforståelige og uhyggelige trylleviser mod alskens onde magter, kogler og spår drengebarnet megen lykke, og at han skal komme til at se sig viden om. Men den tredje sidder dystert - med hagespidsen mod næsetippen - og siger intet. Adspurgt kvækker hun "med et hæsligt Fugleblik til Lyset, at hun for sin Part ikke turde love Drengen noget længere Liv end til det Lys hans Moder havde tændt over ham var udbrændt." (S.233).
    Gro langer ud efter ulykkesfuglen, men varslet var udgået af hendes mund. Da nornerne er borte, puster Gro lyset ud. Gæsts liv er reddet. Og nu giver hun ham lysestumpen - indsyet i en blæreskindspose og med et senebånd til at hænge om halsen.

 
Gæst og Pil
Da Gæst rejser ud, er han ikke andet end en hvalp, og han tager sin legekammerat, den endnu ikke kønsmodne Pil med ombord i sin ege. De finder oppe ad kysten udløbet af en å, som de sejler modstrøms ad. Dybt inde i skoven udløber der en bæk i åen, og den tager de. På den måde finder de frem til kilden. Under hele turen mærker man, Johannes V.s fortrolighed med sejleri på åvand fra sin barndomstid ved Guldagerbæk i Himmerland.
    De lever fra hånden i munden. Mest af fisk, som de spiser rå. Men da de trækker båden på land for at slå sig ned ved kilden, oplever de om natten rædslernes rædsel af rå skræk. Om dagen begynder de derfor at bygge en rede oppe i et træ ved kilden. På den måde lærer de egernet at kende, der bor i en rede ovenover det nye par, og tilsyneladende er ganske opmuntret ved udsigten til naboskab. Om natten våger det over dem, mens de af træet umærkeligt bliver vugget i søvn.
    "Hos Egernet" hedder kapitlet, der er fortællingens længste og tematisk danner det idébærende tyngdepunkt og centrum. For det dejlige asketræ, de bor i, er - eller rettere bliver - et symbol, fordi de finder på at bebo det: Sagnenes Ygdrasil - Verdenstræet.

Pil elskede den vævre Trold og gav meget for at lokke ham saa nær at hun lige kunde faa Lov at røre ved hans fine Pels og fornemme hans lille Varme, men tage ham var der ikke Tale om, han var for flygtig og følsom til det, taalte ikke Berøring af det mindste Haar før han øjeblikkelig var væk, han var nok tam men opholdt sig i sin egen Luft, synlig med i Virkeligheden en Aand i Skoven. (S.248).

I Dyrenes Forvandling (1927), der er Den lange Rejse igen, men i et andet regi, er egernet hovedperson, da ny forskning har påvist, at menneskets rod udgår fra denne primat. Herom handler det overrumplende kapitel "Ariel og Caliban" (Tilblivelsen, 1951, s. 288-328), ligesom det mytiske essay "Tupajas Forfremmelse" i mytesamlingen Mariehønen (1940) handler om dette under- og frydefulde trin i udviklingens historie. Læs den!
bibliotek.dk

Nu beslutter Gæst at forsone sig med skoven med det samme, hvorfor han drager ind i dens mest vildsomme egne og ofrer den sine bedste redskaber. Fra deres rede lærer de dyrene at kende, når de ikke ved sig iagttaget, og især på den lugt, der trænger op til dem. De mærker sig egernets forrådskammer, og gør dens forudseende samlermani efter. De opretter fælder for vildtet, men fanger en dag en ulv, af hvis tarme Gæst laver sin første ubrydelige buestreng. De får indsigt i træets natur, i stenenes, vandets og metallets natur. De mærker sig årstiderne og stjernernes veje på himlen. Og til alle tider solkuglen.


Til toppen
Til Norne-Gæst, 2
Tilbage til Skibet
Tilbage til Den lange Rejse. Introduktion
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 15. januar 2001. Opdateret 1. november 2012.
Copyright 2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.