Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Johannes V. Jensen

Intermezzo (1899) Af IBEN HOLK

Dolores
Sevilla
Forelskelsen
Solo
På bjerget
Nietzsche
Louison
Flirten
Paris
Himmelsengen
Maskinerne
Signatur



I 1898 foretager Johannes V. Jensen en rejse i Europa. Samme år har han været i Spanien som krigskorrespondent for Politiken på Viggo Hørups initiativ. Oprindeligt er hans plan nu at tage til Dusseldorf for ved selvsyn at sætte sig ind i og skrive om arbejdernes vilkår til en bog om Anarkisme, men forholdene virker for uoverskuelige og projektet løber af sporet. Sidst han var i Spanien, opholdt han sig i Madrid, og vi må formode, at han har fået lyst til at gense landet som lystrejsende - og puste ud efter udgivelsen af Himmerlandsfolk (1898). I alt fald dukker han uden motiv op i Sevilla.
    Om dette ophold handler fortællingen Dolores. Den og fortællingen Louison, der udspiller sig i Paris, omslutter den allegoriske (men noget anstrengte) myte, Forsvundne Skove, i en lille bog med titlen Intermezzo, der udkommer 1899.

Dolores
Det er en helt ny Johannes V., læseren møder i denne fortælling - for ikke at tale om Louison. Han har med sine to foregående romaner fået udskilt en del dødvægt af sit væsen, samtidig med at han er kommet indenfor i den bedste presse, og nu også har 'opfundet' Himmerland. Og så er Sevilla vel ejheller det værste sted, man kan befinde sig. Opholdet kalder livsnyderen frem.

Sevilla
Dolores er en underfundig let, besnærende og bittersød fortælling - med en overrumplende skarp pointe til slut. Fortællingen åbner med dette billede af Sevilla, der i sig selv er en vifte af jensensk tematik (læg mærke til, hvorledes 'døden' synliggøres i den overvældende skønhed):
    "Byen ligger ved Flodbredden midt under den almægtige Sol - en Hob af sammenkalkede Celler, en benhvid Kage af Huse og Huller ligesom Skeletter af en strandet Fabelsvamp - Sevilla. Hør Navnet kvidrer! Sevilla er navnkundig og besunget som Elskov, den er omspundet af Drømme som en ung Kvindes Pande af dunkelt Haar. Dens Sjæl er som en Længsel efter to navnløst ufattelige Øjne ude i Verden." (S.3).
    Jensen ankommer med toget - "der busede vrinskende frem for Stationen og fnøs som en ung suffissant Hingst." (S.3). Potensen er ligeledes intakt hos passageren, der nyder varmen og udsigten til at opsøge de skønne kvinder i Sevilla. Det er en befriet JVJ vi møder på denne sviptur - eller en der har været tilstede, men skjult i de tidligere romaner: "De første Morgener sprang jeg fra Søvnen saa karsk og blind som en Rovfugl, der giver sig ud i Luften over et Svælg; jeg snørede mine Støvler - som Jubal bandt sine Sandaler den Dag, da han opfandt Trompeten." (S.5).
    Han driver omkring i byen, oplever og sanser: "Sierpes hedder en Gade i Sevilla; den er meget smal og dyb - en Revne i Byen. Forneden er den belagt med Fliser som en Stue, og højt oppe er der spændt store Sejl tværs over den. Disse Sejl er syet sammen af Strimler, det ser ud som om de bugnede imod Snore, som om de bar. Hele gaden ligner et Flyvefartøj oppe i Skyerne. Solen skinner paa vore fulde Sejl, de lyser over os, vi vrimler og tripper ud og ind af Kafeer og Butiker. Nu og da er det som om hele vort Skib svajer, medens vi sejler trygt frem gennem smul Himmel." (S.8).

Forelskelsen
Sådan går dagene. Om aftenen sidder han ofte på kajen udenfor det hus, han er indlogeret i, og får en passiar i tusmørket med Rubio, der ejer huset, hvor han har indrettet vinstue og cigarbutik. Over et glas vin får de sig en god herresnak om damer. Men Jensen mærker, at hans tanker går i en anden retning - "Mon Dolores skulle vise sig?" -
    I flere dage har han fortrængt, at han er dybt forelsket: "Det var en Morgen bleven mig klart, at jeg havde forset mig paa Dolores straks den første Gang jeg saa hende - men uden at vide det bevidst. Dolores sad paa en Skammel ude ved Gitterporten med begge Albuer støttet paa Knæene, og idet jeg gik forbi, rejste hun sit sekstenaarige Hoved og saa op paa mig. I samme Nu følte jeg den store og klare Selvfølge - jeg skulde naturligvis finde et Vidunder i Sevilla. Men min Bevidsthed lukkede sig øjeblikkeligt sammen, Overraskelsen skjulte sig... min Hjerne fik travlt med at slaa hen og reducere - intet paa Færde! Saaledes gribes Jægeren af en halvt smærtelig Lyst til at tøve, naar han ser sit Vildt." (S.12).
    Fra nu af er alt Dolores. Dybt passioneret sætter Jensen sin kur ind, ikke mindst da han af Rubios kone, Mercedes, erfarer, at Dolores er bestemt for husets unge skoflikker, der har værksted i gården, Antonio. Selv er Dolores datter af en kullemper og en tobaksarbejderske, hun kan hverken læse eller skrive. Men det gennemskuer Jensen, for ham minder hun om dronningen af Holland: "Hun havde ligesom hende Smilehuller paa Kindbenene lige under Øjet og et lille Smilehul paa Hagen. Disse fine dyrebare Gruber ligner Mærker efter en Billedhuggers ømme Fingerspidser." (S.21).
    Alle i huset har jo for længst bemærket, hvor tampen brænder. En aften hvor der efter procession og fyrværkeri er stor festlighed med strømme af vin og høj stemning, udbryder familiens overhoved og bedstemoder, den sortklædte og firkantede Madre (som Jensen har en næsten ærbødig tillid til) koket: "Snart skal Englænderen rejse til Cadiz, lille Lola - skal han saa tage dig med?". Hed af vin kan Jensen ikke beherske sig og gentager forhippet Madres ord: "Naar jeg nu snart rejser til Cadiz, lille Lola, vil du saa følge med?" (S.34). Dolores bøjer hovedet ned mod sit skød og ler tvungent. De andre tier. Indtil munterheden igen bryder løs, fordi Diego er begyndt at snorke.
    Jensen rejser alene til Cadiz. Over en flaske vin kredser hans tanker om den skønne Dolores. Hvorfor mødte hun hans begærende blik "med Øjne lige saa uvidende og langt borte som Stjærner. - Skaal Dolores, dumme Dolores!" (S.47).
    I Cadiz bliver han gammel. I Cadiz bliver han syg. Og han vender vild og blodig tilbage til Sevilla - hvilket han skulle komme til at fortryde...
    Happy Birthday Sweet Sixteen!

Solo
Efter dukkerten rejser han til Granada. Her kommer han igen til sig selv: "Jeg havde det godt i Granada.
    Mangen Nat vaagnede jeg op og hørte Vandet suse og synge gennem Jernrørene i Hotellet - jeg følte Verden og min egen Identitet og sov videre. Om Aftenen, naar jeg laa og læste, kunde jeg skelne ganske svage Nuancer i min Glødelampes Lysstyrke - netop saa ubetydelige Stigninger og Fald som der kan være i en Dampmaskines Stempelslag. Og saaledes var min Sjæl - et følsomt Lys, der sporede hvert Aandepust, Verden drog.
    Ja, og jeg havde mig selv i min Haand, kunde sige March! eller Staa stille! til min Skæbne. I mange Dage bestilte jeg ikke andet end at nyde selve min Viljefrihed." (S.69).
    På hotelværelset bliver han en aften alligevel indhentet af ensomheden, og han synger af lutter forladthed en gammel salme, da han ser en skikkelse for sig, som han kalder Kora. Der lægges her billet ind på den vitale resignation, et tema som Johannes V. Jensen siden skulle komme til at vedligeholde og rigt nuancere.
    Kora spørger: "Vil du ikke snart holde dig stille? Hvorfor synger du af Smærte? Hvorfor stormer du ørkesløst? - Du skal bie efter Livet - Lykken kommer til den rolige." (S.58).
    Hele næste dag bliver han inde i sort humør. Da modtager han et 'lynskud': "Det er er en underlig Ting, at der skal leve Mennesker, for hvem alt bliver spekulativt... skønt alt dog er saa at sige spiseligt. Vi udgør vist en Kaste. - Efter at jeg havde afstedkommet lidet mindre end et Jordskælv, fandt jeg Frelse i at bringe en Smule abstrakt Tanke til Verden. Vi vinder Rummet ind! - det kom jeg i tanker om den Nat. Togene, Dampskibene, Telefonerne..." (S.62).
    Med denne formulering og nye indsigt skifter alt farve, og han genvinder sit humør, ja føler sig som ny - især efter at have været ved barber og blive stadset op. En hul kindtand får han trukket ud, hvilken han samme dag forærer katedralens klokker som relikvie. Han begynder desuden at skrive på en bog...

På bjerget
Tidlig næste dag begiver han sig op i Sierra Nevada. Da han kommer på fast klippegrund nær snegrænsen, står solkuglen midt på himlen, og han sætter sig på en stenvarde for at sunde sig. Blodet suser og dunker. Han undrer sig over den totale ensomhed og stilhed. Så fortsætter han opad:
    "Da jeg var kommet et Stykke frem, mødte jeg Satan. Vi hilste overrasket paa hinanden og kom i Snak." - Den lede vil godt slå en handel af: "Forretningen gaar godt... ved du, at jeg har sat det hele paa Aktier nu? Skal du have en? Vi giver Bonus. Forretning og Salighed er to Ting, Jensen - jeg sælger Aktier til Seraferne! I Ny og Næ gaar der en Aktie til Digterne - du maa sgu have en!" (S.78).
    Og Jensen tager mod tilbudet om at blive fløjet til tops. Heroppe nyder de udsigten og Satan tilbyder selvfølgelig Jensen det altsammen: " - paa Betingelser. Jeg mindedes Faust og andre Skikkelser, der havde haft svære Betænkeligheder. Men jeg var snart enig med mig selv. Grundene var stegen fabelagtigt i Pris siden den Gang, Jorden var mindst dobbelt saa meget værd...
    Godt, jeg slaar til, sagde jeg.
    Saa fik vi Slutsedlen underskrevet - hele Forretningen var paa mindre end et Vers. Satan førte mig derpaa høfligt tilbage til Stenmarken, og jeg begyndte at gaa nedad for at overtage min nye Ejendom." (S.79).

Nietzsche
På nedturen løber han ind i Nietzsche (Zarathustra). Nietzsche havde det jo med at leve solo oppe i Alperne. Her ved århundredets slutning er Nietzsche i intellektuelle kredse øverst på Top 10. Opdaget og introduceret af Georg Brandes, der selv tilegnede sig hans livssyn og tolkning i "Aristokratisk Radikalisme. En Afhandling om Friedrich Nietzsche" (1889) samt "Det store Menneske. Kulturens Kilde" (1890), der er et forsvar for Nietzsches overmennesketeorier. - Da Johannes V. Jensen møder ham, er han endnu ikke død, men dør (i en alder af 56) år 1900.
    " - Et Stykke nede mødte jeg Zarathustra, der kom med Ørnen og Slangen og Løven. Jeg standsede brat og pegede ham midt på Brystet -
    Det er godt jeg træffer dig! Du gaar heroppe og ved af ingenting. Jeg kan forsikre dig, at du er gennemskuet dernede. Det er en bekendt Sag, at du er en uhelbredelig Forvirring af Budhisme og Hunkatolskhed, af Flyveprosa og gammelt Testamente. Ved du ikke, at det er en mosaisk Reminisens af dig at stolpre heroppe paa Bjærget i Torden og Lynild? Du er en falsk Veksel, min ærværdige Figur, du er opdaget, vi indfrier dig ikke. Din Selvopholdelsesdrift hæfter paa Luft, vi har kasseret dig. Vi tilgiver ingen - lad dem siden være døde, korsfæstede eller gale." (S.79).
    Åndshistorisk er dette citat uhyre centralt og velplaceret som tidstolkende kommentar. En tekst med vid og vidde, der gør det forståeligt, at den hjemlige radikalisme 'på bjerget' krympede sig og vendte ryggen til. Her var en alvorlig modstander. Ovenikøbet i besiddelse af humor og selvironi - og en fandenivoldsk artistisk prægnans med en egen rå ømhed. Ikke blot i sproget, men også i livsfølelsen.
    Inden for Intermezzo's radius er det påfaldende, at den livsnydende turist og dirrende Dolores-tilbeder, vokser ovenud af den andalusiske idyl som filosofisk gigant. Det har sin egen morskab, skønt det hele er alvorligt nok.
    Fortællingen slutter med, at Jensen længere nede ad bjerget træffer en ventende flok af Zarathustra-pilgrimme. "Er du den Antikrist, der skal komme?" spørges der.
    "Nej, svarede jeg. Og jeg kunde ikke bare mig for Foragt. Aa hvor jeg kendte disse Folk. Der klør deres Ryg efter Svøben, og de raaber paa den store Spotter. Men kommer han en Gang..." (S.80).
   Jensen, der selv er ateist, forlader nietzscherianerne med fortællingens slutreplik: "Af Vejen Pak, lad mig komme ned mellem Folk!" (S.80).



Louison
Den følgende fortælling foregår i Paris, der jo er kærlighedens by. I alt fald erotikkens eller frivolitetens. På Boulevard de Clichy indleder Jensen en flirt med en ung smuk kvinde.
    "Mademoiselle!"
    Mademoiselle tier.
    Pardon - Mademoiselle!!
    Monsieur?"

Flirten
Med denne musikalske rislen som optakt indledes fortællingen. Der er bid. De følges ad arm i arm på cafe til en aperitif. Jensen er henrykt over at mærke hendes spinkle krop mod sin. Kvinden hedder Louison.
    "Og De? Spurgte Louison. - De er Russer?
    Ja. Aa ja. Kasimir! Jeg er Maler.
    Det kunde jeg se, mente Louison. Og jeg er Model." (S.94).
    Så festligt fordærvet er det uskyldige lyveri straks på færde imellem dem. Og det skal heller aldrig blive til andet - men alligevel. Nu drejer det sig om at smile til livet. Og røre ved det. Spise det. De vandrer pludrende rundt på Montmartres krogede og dunkle gader, indtil Louison foreslår, at han inviterer hende på hotel. "Det koster femten sous for os begge to. Kom kun." (S.96). I en fæl snæver gade ligger hotellet.
    Værelset er lille og slet ikke luksuriøst. To stole, et spejl og en seng. Da tjeneren har været der med en flaske, begynder Louison at tage tøjet af.
    Jensen havde om formiddagen været i Louvre for at tilbede Venus, men sender nu "en pietetløs Tanke til dette skamroste Marmor." Betaget og rørstrømsk besynger han Louison, der vokser "i Ro og Værdighed af Triumfen." (S.97).
    Bagefter pusler de gyldent om hinanden, mens de forbereder sig på at gå ud til middag. Louison kender et godt sted - hvor de også kender hende. De slår sig ned ved et bord i restaurantens baglokale, et støvet og klamt kabinet, hvor der spilles billard. Louison taler til højre og venstre og giver små distinkte ordrer. Jensen følger hende beundrende med øjnene, og mærker, hvorledes hun stråler rummet fuld af varme.
    "Der sejlede Opvarteren om Hjørnet med et Fad Østers - Svup! Saa trak han en Flaske op - ting, ting, lagde han Knive og Gafler ved Tallerknerne." (S.99). Måltidet er vellykket. Med "hellig Undren" iagttager Jensen Louisons appetit. De får frugter og mandler og en flaske krydret vin til dessert.
    Nu er det blevet sent. Louison prajer en drosche. "Rue de Clignancourt 109". Droschen ruller lystigt af sted. Da de når op på femtesalen, hvor Louison bor, er de så trætte, at de lydløst går i seng uden at tænde lys.
    Om morgenen vågner Jensen alene i himmelsengen. Hvor er Louison henne? Hun tripper rundt ude på gulvet i luftigt kostume og med en kaffekande i hånden.
    Jensen får et stort smækkys til godmorgen. De nyder morgenbordet og planlægger en tur i byen. Louison kaster et blik på sine slidte støvler. Og Jensen foreslår prompte, at hun løber ned og - her! - køber et par nye. Så kommer Louison i tanker om, at hun et sted har pantsat et ur, det burde de faktisk hente, iksandt? Men her sætter Kasimir dog grænsen for sin generøsitet. Jensen morer sig i det stille over, hvor rapt hun befæster de gebeter, han fredeligt rømmer.
    De spiser frokost på deres cafe. Og tager kaffen hjemme hos Louison. På væggen hænger der et par fleuretter. Jensen tager den ene og spiller med den i luften. Louison tager vipst den anden. Dansen går. Louison fægter "som en Kalv". Og de begynder at le. Og Louison at blusse. "Pas nu paa, en garde! Raabte jeg selvfølgelig tilsidst, og idet samme smed jeg Fleuretten og afvæbnede Louison med de bare Næver, overmandede hende. Som sig burde. Saaledes kom Freden tilbage." (S.107).

Paris
Senere på dagen tager de omnibussen med tre heste for rundt i Paris' gader - Rue Lafayette, Rue du Faubourg Poissonnière, over Seinen. De sejler ad byens boulevarder og ser det hele lidt fra oven. "Her havde jeg gaaet saa ofte før og set, hvorledes den meningsløse Trængsel og Tummel blandes sammen, og hvorledes alt dog løses ud fra hinanden, bedst som det synes urede - ". Men denne dag forekom alting anderledes. "Omnibusser dumpede afsted som Hvaler, Droscher pilede frem i Bue, paa Kryds og Tværs som Delfiner. Og Cyclerne glimtede som Hundestejler." (S.109).
    "Og paa hver Side af den strømmende Vej fortsatte Livet sig ind gennem Dørene, grenede sig i Butikerne, filtrede sig sammen i Stuerne og op gennem alle seks Etager. Her endte det hele under Himlen i Skorstenene, Røgen forflygtigedes op i Luften. Men nedenunder Gaden og de mange Levende strømmede Kloakerne i deres murede Leje, Gas og Vand havde Rør, og elektriske Ledninger snoede sig i krogede Bundter gennem den sorte Jord." (S.111).
    De når ud på den åbne plads foran Børsen, hvor de holder stille for at bese de bølgende hav af sorte hatte. Hvorefter Jensen oversætter synet til et ekspressionistisk digt over kapitalens egomane, aggressive griskhed. Alene ved sin raffinerede sproglighed foregriber JVJ i denne korte sekvens 20ernes konkretisme (Bønnelycke):
    "Og hør! De raaber deroppe i Vrimlen - Numrene, Kurserne - de grelle Skraal stampes i Takt af Ekko under Søjlegangens Stenloft, Uordenen hamres i Rytme af Interferens.
    Det lyder som Brag af islagte Søer en Vinternat, som ynkelige Nødraab af Mennesker, der drukner -
    Det stiger, stiger, fordi det er ens hele Tiden -
    Mig Mig Mig Mig!
    Det svulmer og svarer -
    Haa Haa Haa Haa!
    Hør det gjalder ud fra denne Stenhals som Gøen af en stor forfærdelig Hund -
    Vov Hav Hav Vov!
    Vov Rov!
    Det drøner -
    Rov Vov Vov!" (S.112).

Himmelsengen
Senere besøger de Grevins Panoptikon, hvor den franske historie passerer revy: Marat, Robespierre, Mirabeau gør indtryk, selvom han ikke sammen med Louison kan få sig selv til at råbe Vive la Patrie!
    "Louison fik Interesse for en gammel Herre, der sad med Hænderne paa sine Knæ og skelede hen i Luften. Gud hvor han var tyk i Ansigtet, det var dog for galt! - Jeg tyssede paa Louison.
    Det er Renan!
    Herregud, den Stakkel...
    Ynk ikke ham, sagde jeg, han havde ikke Faaresyge, mit Lam. Kom!" (S.114).
    I løbet af dagen har Louison spist meget småtteri - kastanjer, snegle, pandekager. Nu trænger de til et gedigent måltid og tager sig god tid. Tilbage i Louisons himmelseng springer hun glad op i hans arme.
    "...Hør Tys! Jeg lagde mit Øre over Louisons Hjærte. Hør, hvor det bankede levende, hvor det pulserede skyndsomt. Det var Paris' Hjærte, jeg hørte... Louison!"
    I den sanselige stilhed fortsætter den indre monolog bevægende og dybt. Flirten, Louison, det tilfældige, men attråværdige møde har vundet i betydning og mærket ham. Louison er jo et stykke af verden:
    "Jeg elsker dig.
    Du er smidig, føjelig som en Kurv af Siv fyldt med grønt Græs - dine Ribben ligger vidunderlig blødt under Huden. Din Ryg er blid som et ungt Piletræ.
    Jeg vil købe et Guldstykke til dig - en tung Barre af raat gult Guld, der skal tvinde sig om din Hals og i to Horn ned under din svale Barm.
    Jeg elsker dig." (S.119).

Maskinerne
Louison opnår alligevel at få indløst sit ur efter en spadsereretur ud til Mont-de-Piete. Når de nu er her, instisterer Louison på, at de skal se Sacré Coeur. Ved indgangen dypper Louison sine fingrespidser i vievandet og korser sig fuld af naiv ærefrygt. Via krinkelkroge når de op til toppen af spirets udvendige rundgang. Heroppe fra ser Jensen udover og igennem Paris. Han ser det, der i virkeligheden ikke kan ses. Maskinerne, der driver byen, bliver i hans oplevelse en art metafysik, en sjælelig forlængelse af verden, som han bekender sig til med en seksuelt orienteret hengivelse:
   "Men jeg saa ned gennem Natten, tværs gennem Mure og Mørke. Ind i de svedende Værksteder, hvor Oljen oser, hvor Skygger fra sodsorte Stolper flakker forvokset op over Loft og Vægge. Der vandrer en stor, hovedløs Polypod. Hjul hjælper Hjul, Vinkelstænger klipper afmaalt, søvnigt, som de maa, Krumtappe stamper lydigt, Svinghjul roterer urokkeligt med usynligt spillende Eger. Dampen ruger i Rørene som et Væsen, der spænder Albuer og Knæ og Hæle imod og knuser sig igennem". (S.123).
    "Hør den tunge Tone dernede fra, det mørke Havbrus!
    Alverden er som en Hjærne, der er bleven varm helt ind i de inderste Kamre.
    Det synger over hele Jorden af Hammerslag paa hedt Metal - der spruder Naftabaal, det ryger... Menneskeflokke tumler i trange Gader. Blæsten piber i Telefontraade... Panserskibe føler med Reflekslys indover sovende Byer. Der brænder øde Lampeblus i Grenene af dybe Gruber.
    Denne Jord, hvis Overfalde er mere porøs og gennemhullet end nogen mærkelig Forekomst i den viljeløse Natur - den er min.
    Alverden er min, siden jeg har friet til den, og Alverden ejer mig aldeles, fordi jeg har faaet ja!" (S.124).

Signatur
Således bliver Louison hvirvlet ind i et større projekt, som hun i al sin kvindelighed har været med til at udløse. Ovenstående vision rummer en signatur, der skulle komme til fuld udfoldelse året efter i bogen om Verdensudstillingen i Paris 1900, nemlig Den gotiske Renæssance. - Intermezzo er i en sådan sammenhæng en forløber, en bagatel, der imidlertid giver Jensen luft under vingerne.
    Og Louison? - Jo, hun får Kasimir halet med hjem til sin mor og højgravide søster og en baby. De bor i en lille lejlighed med vasketøj hængende i stuen i det snævre kvarter bag sukkerknalden Sacré Coeur. Men alting får jo en ende. Så inden den letlevende, halvprostituerede Louison brænder Kasimir af, hvad der er optræk til om aftenen i billardstuen, vågner Jensen op og udebliver fra stævnemødet næste dag, som han måtte overtale hende til, i Boulogneskoven.
    Let om hjertet tager Jensen afsked med Paris. Og tager toget hjem. Han har pludselig travlt. Han skal jo have skrevet Kongens Fald. Toget hviner afsted, og han fascineres påny af dets fart og vi-vinder-Rummet-ind-energi:
    "Hjulenes Hakhak over skinnerne fortættedes til et hurtigt, endeløst Versemål. (...) Et Tog rev forbi den modsatte Vej, jeg hørte et Lydsprøjt, der sløjfedes - som en Streng slappes - vi gik hurtigere end Lyden. Jeg anede Hoveder i de oplyste Kupeer. Pust forbi!" (S.136).
   "Vi kom over aabent Land, hvor Toget rullede knapt og lækkert uden mindste Genlyd. Smaa Huse kiggede op over Bakkehældene med lysforladte Ruder og dukkede sig igen. Landsbyer drejede sig... som Hunde, der vaagner op og gaar en Gang rundt om sig selv, inden de lægger sig igen.
    ... Alle de snævre Steder, hvor Skæbnerne bliver til ingenting, hvor Livet rinkes op som gamle Strømper til Stoppegarn for de nye." (S.137). - En tanke der år senere skal blive udfoldet i digtet "På Memphis Station".
   Fuld af rejselyst og forelsket i verden slutter Louison i programmatisk eufori (S.138):
    "Er Rummet ikke mit, er Alverden ikke lige nærværende!
    Syng Sange, lid af Længsel, I Boende! Flyv gennem dybe og usigelige Drømme, I der ikke kan komme længere!
    Behold Stederne, I Længselsfulde, og giv mig Rummet derimellem. Mit Hjærte er let, fordi jeg ikke har Sted. Adieu!
    Der ligger en lille Ø i Ostindien ved Navn Misol, den kan jeg ligesaa godt rejse til som en anden Ø. - Kum hedder en By i Persien, den vil jeg kanske besøge. Hvad venter der mig paa Ceylon?
    Blinkfyret i Calais' Havn drejede sine Lysvinger op over Himlen som en Vejrmølle. Vi gik over Kanalen i Ruskregn og barsk Sø.
    En Damper tudede.
    Kapstaden! Singapore!
    Jokohama! New-Orleans!"


Udgaver af Intermezzo (Dolores, Louison, Skovene)

  bibliotek.dk

Til toppen
Til Kongens Fald (1900-1901)
Tilbage til Johannes V. Jensens hovedside



Denne side er publiceret på internettet 23. februar 1999. Opdateret 20. marts 2001.
Copyright 1999 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.