Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke


Foto af Johannes Jørgensen
Tårnspringeren
Johannes Jørgensen
1866-1956
Af IBEN HOLK
Lad alting gaa saa galt, det vil,
om saa det gik ad Skibbrud til -
et er der, som altid skal gøres:
Journalen skal føres!

Af "Brig "Marie" af Svendborg" (1925).

Biografi
  Debut
  Taarnet
  Assisi
  To verdener
  Siena
  Æresborger


Forfatterskabet
- et overblik
Livets træ
  Foraarssagn (1888)
  En Fremmed (1890)
  Sommer (1892)
  Livets Træ (1893)
  Hjemve (1894)


Balladen om symbolismen
Biografier og litteraturhistorier til eftersyn


Biografi
Johannes Jørgensen er født 6. november 1866 i Svendborg. Søn af skibsfører Jørgen Christian Jørgensen (1831-1912) og Marie Elisabeth Johansen (1843-1904). To søskende. - Drager i 1882 til København i en alder af kun 16 år for at læse til student i Nørrebros Latin- og Realskole, hvor han dimitterer i 1884. Herefter påbegynder han studier i germansk og klassisk filologi, men skifter efter et par år til zoologi og botanik.
    I denne periode bliver Johannes Jørgensen optaget i kredsen omkring filosoffen og universitetslæreren Harald Høffding, der arrangerer onsdagsmøder i sit hjem for de unge mennesker. Samtidig bliver han medlem af Studentersamfundet, hvor han møder Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen.

Debut
Johannes Jørgensen debuterer i 1886 med nogle digte i et ugeblad, "Nutiden". Og året efter udkommer hans lyriske debut, digtsamlingen Vers. Den opfølges af fortællingen Foraarssagn (1887) samt en oversættelse af Chateaubriands Atala.
    Universitetsstudierne opgives nu til fordel for en karriere som journalist, først ved Social-Demokraten, siden ved Kjøbenhavns Børstidende, hvor Georg Brandes skaffer ham ansættelse, idet broderen, Ernst Brandes, er bladets chefredaktør. Fra 1891 til bladets ophør året efter fungerer han som redaktionssekretær.
    Herefter tilknyttes han Politiken, hvor han imidlertid føler sig fornedret af de opgaver, der tilbydes ham, hvorefter han bryder med bladet, men ikke med journalistikken. Fra 1896 til 1900 arbejder han for ikke mindre end fire københavnske dagblade - "Tiden", "Vort Land", "National Tidende" og "Samfundet". - Der var utroligt mange aviser på gaden dengang.

Taarnet
Tidsskriftet Taarnet
Sideløbende arbejder han på sit forfatterskab, hvor hans små romaner vækker opsigt - En Fremmed (1895), Sommer (1896) og Livets Træ (1897). Samtidig leverer han oversættelser og litterære studier til det førende tidsskrift "Tilskueren". I denne svære periode modtager han en opfordring af unge dyrkere af den franske symbolisme til at redigere et tidsskrift. Det bliver til Taarnet. Maanedsskrift for Kunst og Litteratur, der udkommer første gang i oktober 1893. Hermed bringer han sig i centrum af den litterære og kulturelle debat som frontfigur i opgøret med naturalisme og radikalisme og som talerør for en ny kunstnerisk bevægelse.
    I 1891 bliver han gift med Amalia Ewald (1869-1935). De producerer en mindre børneflok. De bosætter sig i første omgang i en hjørneejendom på Frederiksberg, hvor der netop 'befinder sig' et tårnværelse. Siden flytter de til en villa i Charlottenlund. Men i 1894 stikker han af fra det hele på grund af økonomiske problemer. Venner med billedkunstneren (og katolikken) Mogens Ballin i spidsen skaffer ham en udenlandsrejse. Og hermed begynder en ny fase i hans liv og forfatterskab.

Assisi
Pilgrimsbogen
Pilgrimsbogen (1903)
Rejsen bringer ham til Italien, hvor han bliver grebet af den aktuelle interesse for St. Franciskus og i det hele taget for det italienske fromhedsliv. Efter hjemkomsten udgiver han digtsamlingen Bekendelse (1894), der tematiserer omvendelsen fra et angstpræget liv i social og seksuel indespærring i storbyens helvede til en hjemkomst i et religiøst refleksionsliv med fornyet livsmod og naturfølelse. - Opbruddets motiver og ruter nedfælder han i Rejsebogen (1895).
    Hermed påbegynder Johannes Jørgensen den genre i det omfangsrige og brogede forfatterskab, der i dag - ved siden af hovedværket, selvbiografien Mit Livs Legende I-VII (1916-1919; bind 7 dog 1928) - står som det mest spændende og givende. I foråret 1903 begiver han sig således efter et årelangt ophold i Rom ud på lange vandringer i det franciskanske Italien med base i Assisi. Om disse vandretures spontane og meditative livsrus og livsfilosofiske eftertanke skriver han den betydeligste af rejsebøgerne - Pilgrimsbogen (1896).
    Undervejs beskæftiger han sig med studier over Frans' historie, og i 1907 udkommer hans berømte værk, Den hellige Frans af Assisi, der siden bliver oversat til de fleste sprog i verden - også kinesisk og japansk. Og stadig genudgives i nye udgaver. - Da jeg sidst besøgte Italien i foråret 1997, lå der splinternye eksemplarer i boghandlernes vinduer i både Assisi, Siena og Mantua.

To verdener
Efter hjemkomsten fra den første rejse til Rom fører Johannes Jørgensen et miserabelt og uafklaret liv, hvilket giver sig udslag i en aggressiv og hovedløs polemik om livsanskuelse og religiøse anliggender. Efter at have konverteret til katolicismen i 1896 bliver han en kort periode fra 1898 redaktør af ugeskriftet "Katholiken", hvilket er ved at koste ham livet. Hver dag en korsvej - og ikke en rundkørsel.
    Om korsvejens konfrontationer handler kampskriftet Livsløgn og Livssandhed (1896). Som kulturjournalist genvinder han sin position ved "Nationaltidende", hvor han fra 1900 bliver de følgende seksten år.
    Hans indre og ydre situation nærmer sig i disse år omkring århundredeskiftet bristepunktet. Misforholdet i ægteskabet, selvom hustruen har fulgt ham ind i katolicismen, ender med skilsmisse, der dog først realiseres formelt i 1915.
    I 1912 hjælper hans katolske kreds ham til et professorat i æstetik i Louvain. Og året efter følger en forelæsningsrække ved Institut Catholique i Paris. Indimellem foretager han en rejse i det romantiske Tyskland for at skrive Goethebogen (1913), der ved siden af digtsamlingen Bag alle de blaa Bjerge (1913) danner optakt til den store selvbiografi, der i grundstrukturen sammenfatter spændingsfeltet imellem de to bøger: den sammenhængende livsanskuelse i den første versus splittelsen i den anden.

Siena
I 1914 bosætter Johannes Jørgensen sig i Siena, hvor han indleder et nyt videnskabeligt studium, der skal resultere i biografien Den hellige Katerina af Siena (1915). Hermed er Johannes Jørgensens brydningstid, der strakte sig over tyve år, forbi. Suverænt afrundet fra Gyldendals side med udgivelsen af hans Udvalgte værker i et flot udstyret 7-binds udgave (1915).
    Han bosætter sig nu permanent i Assisi sammen med en ung kvinde, Andrée Carof, som han har truffet som forelæser i Belgien. Forholdet holdes dog hemmeligt. Men der er næppe tvivl om, at den selvbiografi, han nu påbegynder, henter sin indre glød, fordi han er forelsket og nu ønsker at fortælle det nye menneske i sit liv, hvem han er.
    Som identitetshistorie tårner Mit Livs Legende sig op i dansk litteratur. Ikke mindst fordi den originalt viderefører idealismens forsynstanke fra H.C. Andersens Mit Livs Æventyr (1855; 1877) og desuden optager nemesistanken fra M.A. Goldschmidt selvbiografi Livs Erindringer og Resultater (1877), hvor bind 2 bærer undertitlen Nemesis.
    Tankegangen på denne livsvej udmønter han i en af sine yndlingstanker - "denne nemlig, at man i Livet ganske nøjagtigt kommer didhen, hvor man inderst inde ønsker at komme." (Mit Livs Legende, l. bind, s. 9, 1916). Fra Alvernerbjerget tilføjer han to år senere: "Vor Skæbne er en Frugt af vort Hjerte. Mit Liv er min Løn og er min Straf og er Dommen over mig."
    Forholdet til Andrée Carof holdes endog så hemmeligt, at de på den rejse til Jerusalem, som danner baggrund for rejsebogen Jorsalafærd (1923) bliver enige om, at han omtaler sin rejseledsager som 'han'. - Der skulle sandelig ikke være noget at snakke om.
    Fra samme periode bør desuden den dokumentariske reportage Klokke Roland (1916) fremhæves, idet den viser Johannes Jørgensens niveau som kulturjournalist. Bogen handler om tyskernes overfald på Belgien ved 1. Verdenskrigs begyndelse, hvor forfatteren opholder sig i Antwerpen.

Æresborger
Johannes Jørgensen opnår i 1922 at blive hædret som æreborger i Assisi. Det samme sker for ham i fødebyen, hvor han fejres som æresborger i 1936. Efter den endelige bortrejse i 1914 aflægger han som regel et årligt besøg i Danmark. Æresborger passer fint til denne forfatter, for hvem ærefrygt og æresord havde afgørende betydning.

Relief af Johannes Jørgensen opsat på hans bopæl i Assisi
Relief af Johannes Jørgensen opsat på hans bopæl i Assisi. Foto ©: Iben Holk, maj 1997.

    Ved Andrée Carofs død i 1933 bliver Johannes Jørgensen alene. Men 1 1937 gifter den gamle 'munk' sig for anden gang. Bruden er Helena Klein, der er født i Wien, og brylluppet finder sted i Salzburg.
    Under 2. Verdenskrig forlader de Assisi og slår sig ned i den svenske by, Vadstena, hvor J.J. påny gør forarbejde til en stor biografi. Denne gang Den hellige Birgitta af Vadstena, der udkommer i to bind (1941-1943). Som biograf udvikler Johannes Jørgensen sin egen metode, der bygger på identifikation.
    Biografen opsøger de pågældende steder, hvor de forskellige personer har færdes og indlever sig i deres tid og eksistentielle forhold. Den personlige dialog med stoffet giver fremstillingen en dramatisk dimension, der ved siden af den kompositoriske bevidsthed er med til at gøre biografierne til kunstneriske pragtpræstationer.
    Efter krigen er stemningen i Assisi ikke helt som før, og parret flytter til Svendborg, hvor de lever indtil Johannes Jørgensens død i 1956.
    Livscirklen er sluttet.
    Tårnet holdt.



Litteratur, video og websider om Johannes Jørgensen:
  • Art nouveau i Central Europa. Redigeret og med bidrag af Bente Scavenius. 1996.
  • Henrik Wivel: Den store stil. Dansk symbolisme og impressionisme omkring år 1900. 1995.
  • Bo Hakon Jørgensen: Symbolismen - eller jegets orfiske forklaring. 1993.
  • Inge Lise Rasmusen Pin: Johannes Jørgensens veje omkring Siena. 1989.
  • Bo Nielsen: Johannes Jørgensen og symbolismen. 1975.
  • Finn Stein Larsen: Delen og tegnet. [Om Hjemve]. I hans: Prosaens mønstre. Nærlæsninger af danske litterære prosatekster. 1971, s. 96-113.
  • Ebbe Kyrø: Bag alle de blå bjerge. Et videoportræt af Johannes Jørgensen. 1999.
Johannes Jørgensen på nettet:
Til toppen
Forfatterskabet - et overblik


Publiceret på internettet 11. juni 1999. Opdateret 1. januar 2016.
Copyright by Per Hofman Hansen og Iben Holk.