Søren Kierkegaard: Latterfuglen. Biografi, 4. Epoke

Tankestregen
I forlovelsesperioden har Søren Aaby Kirkegaard flere jern i ilden. Han begynder på Pastoralsminariet og holder en vellykket prøveprædiken 12. januar 1841 i Holmens Kirke. Stemmen er klar og tydelig, foredraget myndigt, fortolkningen dog med lovlig højt til loftet, men kandidaten er tydeligvis på sin rette hylde. Det bliver til demisprædiken i 1844. I Frue Kirke prædiker Kierkegaard tre gange samt en enkelt gang i Citadelskirken i 1851. Om han også har prædiket i Sædding Kirke under sit spiontogt til slægtens åsted i 1840 er uvist.
Samme år flytter han til en anden og større lejlighed i Nørregade 38. Nu skal der skrives doktorafhandling. Han overvejer at lade selvmord være emne for en videnskabelig behandling, men ender med at skrive "Om Begrebet Ironie". Første del fremstiller Sokrates' ironi som en nødvendig reaktion på Platon og Aristoteles. I anden del kritiseres den tyske romantik bemærkelsesværdigt for at være amoralsk og nihilistisk. Den forhenværende boheme kan her tale af bitter erfaring og tage sin videnskabelige hævnakt.

Forsvaret af afhandlingen, der efter dispensation er skrevet på dansk, da Kierkegaard ikke mente at kunne skrive ironisk om ironi på latin, varer syv timer og foregår til gengæld på latin. Opponenter er Sibbern og Brøndsted. Ex auditorio opstiller storebror Peter Christian, præst i Sorø og senere biskop i Ålborg, tidsånden J.L. Heiberg og diverse teologer og filosoffer. Kierkegaard klarer skærene med bravur og bliver tilbudt en akademisk karriere.
Men understrømmen i hans væsen bevæger ham i en anden retning. Han er ude i et soningsprojekt. Udskejelserne i årene forud mente han på dette tidspunkt at måtte sone resten af livet. Hvad der beskæftiger hans tanker, er at komme til klarhed over de kræfter, der fører til fortabelse og livsfornægtelse. 1830erne er i forlængelse af romantikkens oprør og moderne gennembrud med Guds død og jegets frihed domineret af dæmonisk-desperate og nihilistiske strømninger, der intet har med biedermeier at gøre: Byron, Hugo, Heine, Musset. Sort romantik.

En aften, da den unge Søren Aaby på toppen af sin eksalterede bundskraber har været til selskab hos Heibergs, skriver han i journalen: "Jeg kommer netop nu fra et Selskab, hvor jeg var Sjælen; Vittigheder strømmede ud fra min Mund, alle loe, beundrede mig - men jeg gik, ja den Tankestreg bør være ligesaa lang som Jordbanens Radier --------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- hen og vilde skyde mig selv." Selvmordsideen til doktorafhandlingen har ikke været taget ud af luften. For denne tankestreg løber igennem alle Kierkegaards værker.
"Enten – Eller" – hvor tankestregen er direkte synlig – rummer i sin optakt et afsnit med titlen Diapsalmata (opr. tegnet for hvilepunkterne i Davidssalmerne), der består af usammenhængende tekststumper eller strøtanker. Et af dem lyder:

Jeg ligger henstrakt, uvirksom; det Eneste, jeg seer, er Tomhed, det Eneste, jeg lever af, er Tomhed, det eneste, jeg bevæger mig i, er Tomhed... Min Sjæl er som det døde Hav, over hvilket ingen Fugl kan flyve, naar den er kommet midtvejs, synker den ned i Død og Undergang.

En sådan grum, absurdistisk nihil tekst har gjort Søren Kierkegaard i godt humør, fordi teksten fungerer melodisk og metaforisk (den med fuglen) og samtidig artikulerer en grundlæggende stum og altfor sand erkendelse, der trækker melankolsk på det skæve smilebånd. Tankestregen er intakt.

Til Biografi 5: Glosekræmmeren
Tilbage til Søren Kierkegaards hovedside