Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Poul Martin Møller
Efter omslaget på Det danske Forlags udgave af En dansk Students Eventyr (1958).
Det levede liv
Poul Martin Møller
1794-1838
Af IBEN HOLK

"Personligheden er Sandheden"

P.M. Møller


Biografi
  1. Den nyskabende Du er på denne side
  2. Opvækst
  3. Studenterne
  4. Forelskelsen
  5. Kina-rejse
  6. Margrethe
  7. Det hullede hjerte
  1. Ægteskabet
  2. Professoren
  3. Filosofien
  4. Digterens finale
  5. Efterliv
  6. Værker
  7. Litteratur og links

En dansk Students Eventyr (1824) >

Poul Martin Møllers biografi er livshistorien om en mand, der med de bedste forudsætninger såvel naturlige som sociale opnår en suveræn karriere og lever et harmonisk familieliv som ægtemand og far. Ingen offentlige fadæser. Hverken gule eller røde kort. Ingen alvorlige fjender. Han er vellidt og afholdt. Og alligevel går det hele galt. Rigtig galt. Poul Martin Møller bliver kun 44 år. Nu skal kvaliteten af et liv rigtignok ikke vurderes på, hvor gammel man bliver. Det ville jo være absurd. Men biografisk set er det ikke ligegyldigt, hvordan man dør. Poul Martin Møllers død er forfærdelig, fordi dette positive, sunde og vitale menneske langsomt dør indefra. Han tænker sig ihjel. De fornuftige og troværdige pejlinger, han professionelt og personligt tager af tilværelsen, det politiske, æstetiske og filosofiske liv, fører ham bag lyset og ind til et liv i skyggen, hvor han forsvinder i et sort hul. Hvordan det går til, skal vi i det følgende se nærmere på.

Guldalderens Verden Kort over Canton og Kina Gyldendals og Jens Smærup Sørensens udgave af En dansk Students Eventyr Manuskript om logik af Møller Portræt af Søren Kierkegaard i Det kongelige Bibliotek

P.M. Møller-billedkavalkaden viser bogen Guldalderens Verden, kort over Canton og Kina, som Møller rejste ud til som skibspræst, Gyldendals og Jens Smærup Sørensens udgave af En dansk Students Eventyr, et hidtil ukendt manuskript om logik af Møller og et portræt af Søren Kierkegaard i Det kongelige Bibliotek.

Den nyskabende
Poul Martin Møller (herefter Poul Møller) er ekstraordinært interessant, fordi han indtager en solid plads i dansk litteratur- og filosofihistorie uden i levende live at have udgivet et eneste færdigt værk. Ej heller "Efterladte Skrifter", der udkommer i først tre bind (1843), herefter i seks (1855), indeholder et afsluttet arbejde, når vi ser bort fra de enkelte digte. Det bliver ved udkast, tilløb, noter, fragmenter og uafsluttede afhandlinger. I dette forhold kan man naturligvis finde noget løfterigt, omvendt virker det uforløst og krampagtigt. At livsvejen tilsvarende bliver kort, har muligvis en del af sin forklaring i disse produktive, men problematiske forhold.
    Når Poul Møller bliver stående, skyldes det originaliteten og det nyskabende i hans arbejde både i litteraturen og filosofien. Han er et barn af romantikken, men vender sig tidligt imod den romantiske dyrkelse af fantasi og følelse, der for ham fremstår som fantasteri og affektation - kunstighed. Ligeså kunstig finder han optagetheden af det historisk mytiske og allegoriske. Er de kunstneriske frembringelser uden sandhed og virkelighed, er de for ham værdiløse. Hvad han i sin livsforståelse tager med fra den romantiske bevægelse er opdagelsen og frisættelsen af jeg'et - personligheden.
    I dag kan det lyde selvfølgeligt, men det var det slet ikke for 200 år siden. Da var 'jeg'et' som centrum for kunstnerisk bevidsthed noget forholdsvis nyt og ukendt. Forståelsen og fortolkningen af 'personligheden', det hele menneske, bliver Poul Møllers råderum. Ikke som et projekt, han planlægger og vedvarende arbejder på. Det er en eftertid, der indser, at her trædes de første spor til en psykologisk beskrivelse af personligheden. Først foregår det tidligt i en række digte, der rummer psykologiske analyser, som f.eks. "Torbisten og Fluen" og "Scener i Rosenborg Have", og i prosafragmentet En dansk Students Eventyr.
    De første dele til denne roman læser Poul Møller op i den nyetablerede Studenterforening (grundlagt 1820) en aften i 1824. Året er skelsættende, for samme år udsender Steen Steensen Blicher Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Teksthistorisk har de to prosastykker mere end 'brudstykket' tilfælles. De er fælles om en realistisk fremstilling, ribbet for romantisk 'uvirkelighed'. De to forfattere kender ikke hinanden og kommer heller ikke til det. Realismen i Danmark opstår ikke som en gruppes samlede fremstød for et program. Den udfolder sig individuelt og blot som en tone i samtidens larmende ståhej eller musik.
    Romanen får han som nævnt ikke færdig. Den har vel ikke betydet så meget for ham, der ikke tænkte på at blive noget så usikkert som forfatter. Han finder det mere krævende og seriøst at oversætte Homer, og et par år efter oplæsningsaftenen i Studenterforeningen, der i øvrigt er en succes, da Poul Møller både er charmerende distræt og selvironisk i sin optræden, tiltræder han en stilling som adjunkt ved Metropolitanskolen. Han opfatter først og fremmest sig selv som lærer og kritiker. Men de ufærdige filosofiske afhandlinger, han får fra hånden, viser sig at være ligeså nyskabende i deres tankesæt som hans litterære 'debut'. Det gælder især de berømte aforismer og afhandlingerne "Affektation", "Udødelighed" og "Ontologien".
Til  2. Opvækst
Til  14. Litteratur og links

Til toppen

Publiceret 20. marts 2003. Opdateret 28. marts 2006.
© Iben Holk og Per Hofman Hansen.