Poul Martin Møller: En dansk students eventyr. Epoke

Realismens æstetik
I dansk litteraturdebat hersker der i 1960erne og 70erne en tilspidset og nuanceret diskussion mellem 'modernisme' og 'realisme', om livssyn, formsprog og kunstnerisk kvalitet, men også om fup og fiduser. Modernismen er den overlegne og toneangivende part med 'nyrealismen' som underdrejet sparringspartner med kun tre tydelige repræsentanter: Anders Bodelsen, Christian Kampmann og Henrik Stangerup. Vi minder blot her om det for at understrege, at realismens æstetik og forståelsesformer endnu er et åbent kapitel. Også efter postmodernismens lufthuller.
Det begyndte med Poul Martin Møller og Steen Steensen Blicher. Ikke alene for Møllers vedkommende med hovedværket "En dansk Students Eventyr" (1824), men lige så vigtigt i hans kritiske og filosofiske overvejelser. Når der dengang skulle mod til at være 'realist', skyldtes det, at ordet generelt blev opfattet som et skældsord. Var man 'realist' var det ensbetydende med 'rå' og 'åndløs'. Kunst forbandt man derfor ikke med realisme. Kunst hævede sig ved sin formelle skønhed og etiske karat for herved netop at medvirke til at berige den rå og åndløse virkelighed og gøre den udholdelig.
Poul Møller anfægter ikke dette niveau. Hvad han spørger efter er 'sandhed'. Er det sande i kunsten ikke vigtigere end det skønne? Hermed er hans realismeteori i virkeligheden lige så stille kørt i stilling. Som sagt: Poul Møller er ikke agitator. Han samler ikke sine ideer til et program, som han stiller op med. Hans natur er en anden, desuden splittet imellem kunst og videnskab. Men hvordan ser hans realismebegreb ud, når han ikke bruger ordet 'realisme'? I stedet benytter han et andet udtryk, der er lige så dækkende og ikke er ramt af censur, nemlig 'mimetisk'.
'Mimesis' betyder efterligning, afbildning. Selv bruger Poul Møller gerne udtrykket 'afspejle' eller 'genspejle' om det, han ønsker af en sandhedssøgende og virkelighedsgengivende kunst. Åndshistorisk har man i eftertiden (som tidligere behandlet i afsnittet om Idealismen) villet se uforenelige modsætninger mellem idealisme og realisme, men det karakteristiske og skelsættende er Poul Møllers mediering af det reale og det ideale. At se det ideale i den jordiske virkelighed er det nye og dengang uhørte.
I 1830erne folder dette kunstsyn sig frodigt ud og forplanter sig mest markant i H. C. Andersens romantrilogi 1835-1837 (Improvisatoren, O.T. og Kun en spillemand), hvor individualiteten i personernes liv skildres i nuanceret samspil med den sociale virkelighed. I disse værker gennemløber 'mimesis' en forarbejdning fra en idealistisk opfattet realisme til en mere kritisk inden for rammerne af livseventyrets guddommelige gåde - og konflikter.

Til 10. Periodisering
Til 13. Udgaver, litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Poul Martin Møllers hovedside

[ Ovenstående tekst er identisk med Epoker og ismer - 2: Romantisme, 5 ]