Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Den gamle Adam (1894)

4. Frihed
Af IBEN HOLK

  1. Rammen
  2. Motivet
  3. Lidenskabens ret
  4. Frihed Du er på denne side
  1. Lykke
  2. Sandhed
  3. Litteratur og links


Frihed
Dr. Levin kan lidenskabsløst meddele, at assessoren pr. post har ladet sig skille fra sin hustru og ved afrejsen forestillet frk. Carlsen som sin forlovede. Af samme årsag har den flyvsk teatralske arkitekt skudt sig en kugle for panden med publikum på. I dagbogen får Glob luft for sin vrede. Hans tanker går ikke blot til hustruen, men især til de to små drenge, der nu er faderløse:
    "Den samme mand rækker loven en hjælpende hånd til i anledning af en smuk hals at dræbe et par smådrenges frejdige livsglæde, forgifte dem deres ungdom og kaste en mørk skygge over hele deres fremtidige liv. Og under hvilket påskud? Med hvilken ret?... Lidenskabens ret." (s.144)
    Den skrivende indser bedrøvet, at han må bøje sig for dr. Levin og slå sig selv på munden. Alle er vi Adams børn, filosoferer magisteren, kvinderne også. Og hvad var det Sct. Peter fremsagde i en drøm på spørgsmålet ved verdens ende om, hvorfor Vorherre havde forbudt at spise af kundskabens træ. "Vidste I virkelig ikke det?" sagde han. "Ih, det var naturligvis blot, for at den skulle smage jer des bedre." (s.145)

Glob, der har fået mere respekt for dr. Levin, da han tilsyneladende er et menneske, som lever i overensstemmelse med sine teorier, selvom de med ufølsom retlinethed falder ham ud af munden som læresætninger, bliver derfor forbløffet over, at doktoren ikke fordømmer assessoren. Tværtimod er det for ham den naturligste ting af verden, at enhver mand i fuldeste mål udnytter en kvindes gunst.
    Skønt selv fraskilt, da konen er løbet med en galan, hylder han den mest uindskrænkede frihed på det erotiske område, hvormed Pontoppidan signalerer med en stråhat, at figuren er inspireret af dr. Brandes. "Enhver af lov eller vedtægt skabt begrænsning betegnede dr. Levin som et uberettiget indgreb i den personlige frihed." (s.147)
    Glob replicerer, at også han værdsætter den personlige frihed, "dog kun så længe dens udøvelse ikke skete på bekostning af andres fred og lykke." - "Frihed under ansvar, mener De? - Er det ikke således, vore dages stikord lyder? Men vil De ikke tjene mig i at gennemtænke meningen med denne sætning," vedbliver Levin i sin let docerende tone. Og sidder med kortet i ærmet, da det ene begreb rigtignok ophæver betydningen af det andet: "Dersom nemlig frihed betyder noget andet end ansvarsløshed, så har ordet slet ingen mening." (s.147)

Og Levin fortsætter - med disse ligeså aktuelle ord:
    "Hvad er frihed? Der er i vore dage intet ord, der så ofte misbruges, idet dets sande betydning så uforstandigt bortforklares. Vi taler om politisk frihed, personlig frihed, troesfrihed o.s.v. men egentlig mener vi overalt: nydelses-frihed, retten til vore drifters uhindrede udfoldelse. Enten har vi denne, og har den fuldt ud, eller vi har slet ingen. Når så få vil erkende dette, ligger det i, at vi i vor tid ikke vil være vore instinkter som sådanne ærlig bekendt, ikke åbent nok anerkende dem som menneskenaturens grundpiller men poetisk forklæder dem som lidenskaber, længsler eller 'sjæleattrå', formummer dem i al slags fantastisk udstaffering." (s.147)
    Til de krænkede børn har Levin denne tankevækkende kommentar, at der ved skilsmissen er gjort dem en stor tjeneste, som de engang vil være taknemlig for. "Disse nordiske hjem, dette meget lovsungne familjeskød fremkalder i sjælene en kunstig varme, en drivhus-ømfindtlighed, der udygtiggør dem til at modstå livets storme." Hvorfor er dåreanstalterne overfyldte og selvmord hyppigere end i noget andet civiliseret land? spørger Levin retorisk. Nej, "familie-omsorg svækker viljekraften" og sætter "skranker for instinkternes frie rørelser og derved fremkalder sygelige forstyrrelser i sindets naturlige ligevægt" (s.148).
    Han hævder til Globs forbløffelse, at den sande og eneste pålidelige lykke er den absolutte uafhængighed af andre.

Til  5. Lykke

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 26. november 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.