Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Den gamle Adam (1894)

5. Lykke – 6. Sandhed
Af IBEN HOLK

  1. Rammen
  2. Motivet
  3. Lidenskabens ret
  4. Frihed
  1. Lykke Du er på denne side
  2. Sandhed
  3. Litteratur og links


Lykke
Med denne samtale om frihed og moral, lykke og sjæleliv er romanens motor synliggjort. Bemærkelsesværdig er den operation, Pontoppidan foretager i sit laboratorium: At udfordre sin personlige holdning ved at lade den fremstå i negation. Et eksempel på hvorledes han prøvende undersøger sine synspunkter. Tidligere har han hyldet den 'indre ro', 'sjælens stille planteliv', hvor menneskeånden opfylder 'sin bestemmelse' og når sit endemål: 'klarhed og fred'.
    Da nu disse ord lægges i munden på dr. Levin, efter at denne har proklameret sin opfattelse af lykke, som er "ikke at skylde noget menneske hensyn, at ingen havde krav på en eneste af vore tanker, at vi ved vor død ikke ville efterlade noget savn, og at ingen og intet, så længe vi levede, havde magt til at forstyrre vor indre ro, hæmme det sjælens stille planteliv, ..." (s.149), trækker Pontoppidan sig skælmsk tilbage bag magisteren:
    "Huh!" lyder magisterens kommentar. "Jeg syntes, at der med eet blev koldt i det værelse, hvor vi sad, - koldt som i en ligstue. Selv i dette øjeblik, da jeg i tankerne genkalder mig hans ord, kommer jeg til at fryse, og mine fingre er bleven blå af kulde ved at nedskrive dem." (s.149)

Romanens motor bliver således en skjult kommentar til Georg Brandes' opdagelse af Nietzsche og nihilismen i essayet med titlen "Aristokratisk Radikalisme" (1889), der dengang optog Pontoppidan betydeligt, jf. "Henrik Pontoppidans breve" (1997). Nu er Glob ikke Pontoppidan, hvis erfaringsverden fra Blokhussommeren snarere svarer parallelt til assessorens, men forfatterens fortæller, der moralsk reagerer overfor det ekstreme og kategoriske.
    Når Glob tager afstand fra definitionen af lykke som asocial egoisme og uafhængighed, står der mellem linjerne, at han opfatter lykken som samhørighed, hvad også hans opfattelse og misundelige beundring af familielivet viser, men han viger tilbage for at udtrykke det direkte. Overfor "den blege troldmand"s nihilistiske "gravkammerstemning" er han magtesløs og bogstaveligt talt kold.

"Tidens humbug og forfalskede glæder" (s.133) er magister Globs yndlingsaversion, der konturerer hans kritiske livsopfattelse, hvor 'sandhed' har første prioritet. På badehotellet erfarer han med forfærdelse, at menneskene vil bedrages. "Sandheden i sin nøgenhed er os alt for afskrækkende; kun løgnen finder vi ophøjet og skøn" (s.143), sukker han ned i sine dagbogsblade, da virkelighedens "navnløse rædsel" går op for ham i et kosmisk syn.
    Ansigt til ansigt med Levins djævelske logik og menneskeforagt vender Glob om og kaster sig i armene på, hvad han tidligere foragtede, oven i købet med en bøn til den Gud, han heller ikke tror på, men det skal ikke komme an på det: "Og jeg beder i det stille: O Gud, er dette livets sandhed, så lad mig alligevel hellere fortfare i løgnen og det skønne, varmende bedrag!" (s.149)

Sandhed
De mange holdningsskift og impulsive reaktioner muliggøres af dagbogsgenren. Den oplevende oplever, tænker og nedskriver samtidig med at tingene sker. Han har ikke og kan ikke have det fulde overblik, desuden ændres opfattelsen af personerne undervejs alt efter begivenhedernes udvikling.
    Ludvig Glob er taget på ferie fra ensidigt og ikke særligt stimulerende arbejde. Hans tilbagetrukne og ensomme livsform ønsker han også at gøre op med ved at kaste sig ud i livet og stille sig til disposition for tilfældigheden. Rigtig rask er han ikke, da hans levevis har reduceret helbredet. Sommerrejsen er derfor også et forsøg på at komme til kræfter.
    Ironisk nok bliver tildragelserne og indsigten i det virkelige liv ham forplumrende. Helbredt er han ikke blevet, tværtimod, men klogere, da Pontoppidan har dyppet ham i tidsånden og rullet ham i en roman.

Ikke for ingenting lader forfatteren sin udsendte oplever lægge vejen forbi et cistercienser-kloster, inden romanen løber ud. På dette sted samles romanens tematiske spor omkring lykke, frihed og sandhed. På en stenbænk i denne grønne abildgård overværer Ludvig Glob gudstjenesten. Fra kirken lyder en melodisk stemme:
    "Derfor hvælvede Gud himlens blå kuppel over jorden, derfor skabte han kødets lyst og jordelivets tillokkelser, at vi skulle nyde forsagelsens rene glæde." - Ora pro nobis! lyder det fra munkekoret. "Nøgen kom du hid, nøgen går du herfra, nøgen skal du stå for mit åsyn". - Ora pro nobis! "Frigør din sjæl, o broder Christo, at du kan annamme lyksaligheden!" (s.152)
    Nydelsen igen, tænker Glob, frigørelse, den nøgne sandhed. Det var jo næsten Levins ord. Og han nedfælder skarpsindigt: "Kristi efterfølgere, den hedenske filosof og den moderne kateder-anarkist: alle stræber de - hver ad sin vej - mod det samme mål: den absolutte uafhængighed. Dette er altså sandheden! Gennem frigørelse til herliggørelse. Er det så?" (s.153)

Pontoppidan kommer sin medarbejder til hjælp og redder ham ud af den filosofiske kattepine med bemærkningen: "Ak, jeg duer ikke til grublerier." Men nu skal det også være løgn. Hvad vil han egentlig her? I virkeligheden er der frygteligt herude på landet! Han vil hjem. Han længes efter sine hyggelige stuer og sine bøger. Og - jo, sjælens stille planteliv. Badehotellet, assessoren og gåsen, Levin og munkene har gjort ham syg.
    Magister Glob føler sig slet ikke rask, men én ting har rejsens oplevelser og refleksioner overbevist ham om: Fred er døden! Han må se at få fat på et kys af en kvinde. Og så give friheden og uafhængigheden en god dag.


Til  7. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 26. november 2004. © 2004 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.