Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Det forjættede Land I-III (1891-95) Af IBEN HOLK

Muld (1891)
Det forjættede Land (1892)
Motivet
Dobbeltblikket
Blændværket
Fortryllelsen
Dommens Dag (1895) Du er på denne side
Utopien
Kloen
Forskydning
Hamskifte
Selvbiografien


 
Dommens Dag (1895)
Titlen lyder allerede af undergangsbasuner. Nu slår Pontoppidan hele registeret til. Vridemaskinen udsat for Det gamle Testamente. Vi følger stadigvæk Emanuel Hansteds livsvej, men i dette bind snarere som et påskud til samfundskritik og religionsdebat i en selvransagende reflekterende form.
    Midt i 90erne drejer tidens store spørgsmål sig om religiøse forhold. Efter i flere årtier at have været trængt i baggrunden af den fremadstormende naturvidenskab og det medfølgende materialistiske livssyn. Nu begynder de metafysiske understrømme at vise sig. Og det er i denne situation, Henrik Pontoppidan træder frem med sit roman, dels som tidskommentar, dels som tidsbillede.
    Dommens Dag er altså mere kommentar til tiden end billede af den.

Utopien - 'Det forjættede Land' er jo allerede fra begyndelsen en utopi. Således indgår det i vores kulturelle bevidsthed fra tidernes morgen, hvor 'det forjættede land' er en utopisk drivkraft i Det gamle Testamente. Men altså også en drivkraft og ikke blot fatamorgana. Utopien det forjættede land i Det gamle Testamente har realitet og blændværk i sig på samme tid.
    Pontoppidan vælger i sin version af 'forjættelsen' 'blændværket', ødelæggelsen, tåbeligheden, umuligheden med resonans i det smertelige og oprindelige.
    Tematisk bevæger Pontoppidan sig gerne på den usynlige skillelinje mellem blændværk og realitet.
    Moderens religiøsitet var en realitet for Emanuel, men imploderede som blændværk. Hans ægteskab grundede sig på et følelsesmæssigt blændværk og blev til realitet - som han flygter fra. Her er romanens omdrejningspunkt, men det forskydes over i en ophedet religionsdebat.
    Livskraft næres ikke af eksperimenter. Bjergtagethed af ærlighed og solidaritet. Sådan kunne Pontoppidans dom lyde efter de to første bind.
    Så følger lystmordet!

Kloen - I 3die bind møder vi en Emanuel Hansted helt indesluttet i sig selv. Han bor hos sin søster med sine to småpiger. I et slags religiøst storhedsvandvid tror han sig udvalgt af Gud til et hele splittelsen indenfor kirkelivet i Danmark.
    På et kirkestævne mister han orienteringen og ser i et syn sig selv korsfæstet - ligesom Nietzsche, der på dette tidspunkt endnu ikke var blevet sindssyg af det modsatte projekt - at ville sprænge kirken. Ikke at Emanuel skulle være en dansk udgave af Nietzsche, men Pontoppidan lader ham - med stor forudseenhed - dø på et sindssygehospital. Præstesønnens kommentar er ikke til at tage fejl af: Religion fører intet godt med sig. Slavemoral! Men samtidig udsiger romanen som helhed, at det naturlige liv på landet - "i Mådehold, Nøjsomhed og med legemeligt Arbejde" - fører samme sted hen.
    Det paradoksale er, at Henrik Pontoppidans værdier i virkeligheden er uskelnelige fra den kristne morallære, hvad angår pligt, hæderlighed, ansvar, kamp og retfærdighed. Hvad han imidlertid selv så under sit flerårige liv på landet var imidlertid noget andet: Den menneskelige nød. Hans opmærksomhed rettes derfor imod de skjulte drivkræfter i samfundet, der lever højt af undertrykkelsen. Misforholdet imellem meninger og handling hos myndigheder, politikere, præster.
    Pontoppidan fokuserer med forkærlighed på, hvorledes mennesker korrumperes udefra eller indefra af magtstræb, egoisme, kynisme, grådighed, behagesyge.
    Med sin romankreds foretager Henrik Pontoppidan inde i fortællingen en undersøgelse, en analyse af, hvordan landet ligger. Inde i hovedet på folk og i politisk forstand. Her er det vigtigt at minde om, at værket undfanges midt i 'provisorietiden' (1885-1894), hvor der herskede borgerkrigsagtige tilstande i visse landområder.

Forskydning - Dommen over Emanuel Hansteds livsløb kan virke ude af proportion. I romanværkets helhed sker der i 3die bind en forskydning: Fra at være et menneske i de to første bind bliver hovedpersonen i dette bind snarere en figur. Men forfatteren vælger at gøre ham til en Hamlet-figur, for så at kunne slå ned med sin kritik af tvivlesyge og religiøs vildfarelse, som han fandt var et sygdomstegn i tiden.
    Heller ikke i dette bind udelades dobbeltblikket: Eftermælet er lagt i munden på pater Rudesheimer, der i en samtale siger følgende:
    "Jeg søger ofte min Trøst og styrker mit Haab ved at tænke tilbage paa min Barndoms herlige Højtidsdage, paa en saadan klar, stille Søndagsmorgen ude paa Landet, naar Kirkeklokkerne ringede Helligdagsfreden ud over de grønne Marker og ind i de festligt stemte Sind; naar Landsbyernes Gaardporte aabnedes, og de pyntede Børnefamilier agede til Kirken i den velpudsede Stadsvogn med blankstriglede Heste... ikke for at høre interessant Nyt af en aandrig Prædikant, ikke for at være med paa det allersidste Opsigtsvækkende fra Teologernes Skænderier, men for troskyldigt at bekræfte den gamle Pagt, for som tillidsfulde Børn at samles i den fælles Faders Skød, synge til hans Ære, modtage hans Velsignelse og derpaa vende styrkede og beroligede hjem til Livets Alvor og Livets Glæde." (Org.udg., s.264).
    Så fik Henrik Pontoppidan det med!

Hamskifte - Samme pater Rudesheimer har følgende konklusion på Emanuels Hansteds liv og skæbne, og her får læseren et kraftigt eksempel på Henrik Pontoppidans ironi. Ironien fremkommer ved at synsvinklen på Emanuel Hansted skifter totalt, således at der ikke længere blot er tale om en 'forskydning' i opfattelsen og fremstillingen af hovedpersonen, men om et direkte ham-skifte. Dommen lyder: "Fejlen er vel overhovedet den, at man har opfattet ham altfor alvorligt. Dersom man fra allerførste Færd havde betragtet ham fra den humoristiske Side, var Ulykken sandsynligvis aldrig sket. Men det er nu en Gang Nutidsmenneskenes maaske allerværste Skavank, at de saa totalt mangler komisk Sans."
    Dette 'man' gælder jo også forfatteren. På en raffineret måde får han lagt afstand til sit eget alvorlige projekt - ved at rive tæppet væk under det. Den kunst mestrer Pontoppidan. Humorist blev han aldrig. Dertil var han både for blufærdig og for alvor vred. Derfor holder forfatterskabet og bliver læst i vor nutid. Selv efter en 'kolbøtte' som Dommens Dag lander han på begge ben.

Det forjættede Land
Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave fra 1997.
Selvbiografien - Det forjættede Land I-III rummer dybe selvbiografiske træk. Ligesom Emanuel slog Pontoppidan sig ned på landet, hvor han giftede sig og stiftede familie, der gik i opløsning efter en skilsmisse. Således kan bogen læses som en renselsesproces, hvori forfatteren foretager en likvidering af en side af sit 'selv' og en fase af sit liv i en offentlighedshandling - romanen Det forjættede Land - for at komme videre.
Og videre kom han. 'Ofret' giver så meget luft under vingerne, at han straks tager fat på et endnu mere omfattende livsopus, nemlig historien om Lykke-Per.
    Læst i dag, hvor trebindsværket foreligger nyudgivet i et samlet bind (1997) lever fortællingen ved sine nuancerede beskrivelser af personer og miljøer. En tidsperiode i danmarkshistorien genopstår med centrum i et enkelt menneskes livskamp. Som tv-serie ville de to første bind have gode forudsætninger for at blive lige så populær som "Matador".


  • Det forjættede Land er i 1997 udgivet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Esther Kielberg og Lars Peter Rømhild. Foruden Det forjættede Land består udgivelsen Muld og Dommens Dag samt en cd-rom.
    bibliotek.dk

Litteratur om Det forjættede Land
  • Ulrik Lehrmann: Det modernes ironiske dissonanser. [Om] Henrik Pontoppidan: Det forjættede land. I: Læsninger i dansk litteratur. Bind 2: 1820-1900. Odense Universitetsforlag, 1998, s. 282-298.
    bibliotek.dk
  • Finn Stein Larsen: Diabolsk idyl. [Om Det forjættede Land]. I hans: Prosaens mønstre. Nærlæsninger af danske litterære prosatekster. 1971, s. 83-91.
    bibliotek.dk
  • Tolkninger og analyser af Det forjættede Land i litteraturhistoriske værker
    bibliotek.dk
  • Om Det forjættede Land i tidsskrift- og avisartikler
    bibliotek.dk
  • Pontoppidans gennembrud. Som samtiden fik den at læse i fin, tekstkritisk udgave af "Det forjættede Land". Anmeldt af Per Dahl i Litteraturmagasinet STANDart, 1998, nr. 2.

Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside
Lykke-Per I-VIII



Denne side er publiceret på internettet 30. december 1998. Opdateret 9. november 2004.
Copyright 1998-2001 by Per Hofman Hansen og Iben Holk.