Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Lykke-Per I-VIII (1898-1904) Af IBEN HOLK

  1. Lykke-Per, hans Ungdom
  2. Lykke-Per finder Skatten
  3. Lykke-Per, hans Kærlighed
  4. Lykke-Per i det Fremmede
  5. Lykke-Per, hans Hans store Værk
  6. Lykke-Per og hans Kæreste Du er på denne side
  7. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika
  8. Lykke-Per, hans sidste Kamp

6. Lykke-Per og hans Kæreste
Værkets sjette bind rummer to store skildringer: Festselskabet i det salomonske hjem og moderens død.
    Festen, hvor Jakobe og Pers forlovelse gøres officiel, er i fremstillingskunst en af dansk litteraturs største præstationer. Her viser Pontoppidan hele sin virtuositet. Alt er med - det overdådigt dækkede bord, de luksuøse saloner og kabinetter, passiar og pikanteri, detaljer og portrætter.
    Blandt de over hundrede gæster tæller også Dr. Nathan (Georg Brandes), hvis portræt ved udgivelsen vakte opmærksomhed ved sin utilslørede perfidi. Efter først at have beskrevet berømthedens ydre i komiske og bizarre vendinger vender forfatteren spotlyset mod hans væsen: "Han besad endnu i den graanende Alder en næsten ungpigeagtig Meddelelsestrang, der undertiden kunde udarte og blive sladdervorn og da ikke var helt fri for Gift... Hans Naturel var i det hele saa fremmedartet, saa uforligeligt med den danske Nationalkarakter..." (S.247).

Herefter følger en vurdering af Georg Brandes' virke: "Han besad visselig glimrende Evner, men var dog ikke, hvad man i Almindelighed forstaar ved et Geni, ingen selvfødende Aand, ingen Nyskaber. (...) Han var for utaalmodig til at kunne udruge en selvstændig Verdensanskuelse, for livslysten til en saadan dagsky, edderkoppeagtig Udspinden af eget Personlighedsindhold, hvorunder selv ringere Begavelser kan slumpe til at gøre mere og mindre mageløse Opdagelser... Ligesom med hundrede Øjne overfoer han alle Landes og alle Tiders Literaturer... fremstillede med sindrig Kunst et Kraftuddrag deraf, en snart bitter, snart sødt krydret Livsvækker for den danske Ungdom. Hele Tidsafsnits Aandhistorie oprullede han paa faa Sider... Selv de dunkleste filosofiske Løngange forstod han at belyse ved et Par virkningsfulde Tankelyn, saa ogsaa de svagt Begavede fik en slags Fornemmelse af, hvad der taltes om... I denne Genfremstillingens Kunst stak... Hemmeligheden... Ikke alene bedaarede den rent umiddelbart; men den bidrog til at skaffe ham Haandsrækning fra en Egenskab ved Folkekarakteren, som man overhovedet aldrig energisk bekæmpede: den danske Magelighed." (S. 249).

På flere felter kunne Henrik Pontoppidan godt lide Georg Brandes, men absolut ikke omtalte danske magelighed. Et andet sted skriver han om ham i dette bind: "...denne meget angrebne Mand...der har rejst et Røre, til hvilket man næppe kunde finde Sidestykke i nogen aandelig Bevægelse herhjemme siden Reformationens Dage?" (S.) Og tilføjer med pontoppidansk ironi: "Omfanget af Nathans Betydning kan bedst maales paa hans Modstandere. Hos adskillige af disse synes han at have vakt den virksomme Lidenskab, den fanatiske Glød, han forgæves havde søgt at indblæse sine Medkæmpere." (S. 250).
    I sin bog Henrik Pontoppidan (1917) skriver Vilhelm Andersen om dette portræt, at det er "klogt beundrende". Utroligt.
    Midt i festlighedernes myldrende liv, hvor også en operasangerinde lader sig høre, føler Per sig som en fremmed. Præstesønnen fra det fattige provinshjem er ved at bryde igennem. I sin frustration er han mest optaget af Nannys erotisering med en løjtnant. På et tidspunkt sniger han sig bort og går ud på Strandvejen for at komme til sig selv. Udenfor en villahave standser han. Her synger et ungdomskor en af hans barndoms minderige sange, "Fred hviler over Land og By". Som et "Kor af Underjordiske" fylder sangen ham med smerte og fortvivlelse.

Senere bliver et nyt konsortium nedsat efter mange cigarer og tovtrækkerier. Per er kun halvhjertet med i disse forhandlinger. Og inden en løsning er fundet indløber meddelelsen om moderens død fra broderen. Han opsøger Ebenhardt og får at vide, at moderens lig skal begraves hos faderen i barndomsbyen og afgå med damper dertil.
    Dette dødfald rammer med sorg. Jakobe forsøger at trøste ham, men han vil helst være alene. Læseren må nu spørge sig, da forfatteren ikke berører emnet: Hvorfor sørger Per? Han har jo kun været sammen hende én gang, siden han forlod hjemmet, nemlig til faderens begravelse. Nu indfinder han sig skjult på havnen, da brødrene ankommer med kisten. Per beslutter sig for at sejle med damperen til Jylland. Og når forinden at telegrafere sin pludselige bestemmelse til Jakobe.
    Pers nattevagt for moderen ombord på damperen er i bogens komposition et modstykke til den grandiose fest, men af samme kunstneriske kaliber. På dækket sidder nu Per skjult for alt og alle og kalder billeder frem fra sin barndom. Det var jo allerede i tiårsalderen, at han begyndte at opbygge sin utilnærmelighed. Siden er denne mangfoldigt slået over i sin modsætning: tilnærmelighed med gennemtræk. Under alle omstændigheder er den Per, der følger sin moders kiste til Jylland fremstillet som et skyggemenneske - men med et dybt og følsomt sindelag. Blot må læseren spørge sig, om der er indre psykologisk dækning for denne pludselige tilskyndelse?

Da Jakobe modtager Pers telegram lader Pontoppidan hende gøre følgende status: "Hun vidste nu, at han i sin Naturkraft var et Menneske uden Lidenskab, uden Selvopholdelsesdrift, eller rettere: at han kun besad Lidenskabens negative Egenskaber, den kolde Natside: Trodsen, Selviskhed, Hævngerrigheden, men ikke dens stormende Higen, ikke dens uovervindelige Længsel, ikke dens hærdende og lutrende Glød og Flamme (...) han var netop Landets ægte Søn, et fuldbaarent Barn af det lidenskabsløse danske Folk med de blege Øjne og de frygtsomme Sind..." (Org.udg.)
    Tænker Jakobe virkelig så teoretisk og kontant i denne situation? Eller ser vi her et eksempel på, hvorledes Pontoppidans personer bliver til tryksværte og marionetter for hans trang til at give egne meninger tilkende. Ligesom Per skjuler sig ombord på damperen, skjuler Pontoppidan sig i sine personer. Ofte med det kedelige resultat, at personerne går i stykker og bliver uvedkommende. Det ovenfor gengivne citat er da også redigeret bort i senere udgaver af romanen. Pontoppidan vedblev at ændre på sine værker, hvilket ikke blot viser en forfatters optagethed af sit arbejde, men tillige røber en ildevarslende usikkerhed.
    Har det da været Pontoppidans hensigt med Lykke-Per-figuren at give et portræt af danskeren som sådan, altså af gennemsnitsdanskeren, må man sige, at han har valgt en atypisk og ekstrem 'livshistorie' som model. Nu er ovenstående signalement lagt i en dybt involveret jødindes mund, hvilket allerede udligner fortolkningen.

For Per er jo ikke uden lidenskab. Ikke kun selvisk og negativ. Sådan har det ikke været muligt for læseren at opfatte ham. Her kan det være på sin plads at minde om, at Pontoppidan selv har et jødisk islæt. Den splittelse, der kommer til udtryk mellem Per og Jakobe, kan ses som en splittelse i forfatteren selv. Dialogen imellem Per og Jakobe kan i en sådan fortolkning læses som forfatterens indre dialog.
    I tråd hermed kan den splittede holdning til det religiøse inddrages som forfatterens egen splittelse. Alle de religiøse diskussioner og spekulationer udgør en uendelig indre dialog. Da den irreligiøse Per sidder ved moderens kiste, tænker han: "Hvorfra havde Moderen faaet denne næsten overmenneskelige Kraft til med sit svage Legeme at bære alle Skæbnens tunge Tilskikkelser uden engang at Klage?" (S.33l) - Per kender allerede svaret og rejser sig frysende: Fra Gud!

Ved den jyske fjordmunding går han fra borde. For otte år siden stævnede han ud herfra mod sit æventyr. Nattevagten danner i romanens komposition et tematisk og eksistentielt vendepunkt. - "Han følte, at der i denne Nat fuldbyrdedes en længe forberedt Omvæltning i hans Indre. Det var, som om der i Mulm og Taage var ved at oplade sig en ny Verden for ham, hvori han endnu daarligt kunde skimte Vej." (S.333).
    Omvæltningen gælder en venden sig bort fra guldet og æren, som han jo har banet sig vej til og erobret som det 'kongerige', han drømte om. Men Jakobe er jo ikke en drøm. Deres ufødte barn ejheller. Alligevel lader forfatteren ham her ved fjordmundingen spørge til sin egen lykke! Uden at mindes lste binds markante ord om lykken som 'daarernes formynder'! - Er han lykkelig? Læseren kunne måske godt forestille sig, at forforfatteren lod ham stille sig et andet og mere forpligtende spørgsmål! (Spørgsmålet er da også redigeret bort i senere udgaver).
    Endnu engang ser han efter skibet, der "som en stor, bortglidende Sarkofag forsvandt for ham i den gyldne Morgentaage som et Syn, der lukkedes ind i Himlen." Og således slutter 6te bog.

7. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika
Tilbage til Henrik Pontoppidan


Publiceret 30. december 1998. Opdateret 26. juni 2006.
© by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.