Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Lykke-Per I-VIII (1898-1904) Af IBEN HOLK

  1. Lykke-Per, hans Ungdom
  2. Lykke-Per finder Skatten
  3. Lykke-Per, hans Kærlighed
  4. Lykke-Per i det Fremmede
  5. Lykke-Per, hans Hans store Værk
  6. Lykke-Per og hans Kæreste
  7. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika Du er på denne side
  8. Lykke-Per, hans sidste Kamp

7. Lykke-Per, hans Rejse til Amerika
Da Per nu er i Jylland, beslutter han sig til at besøge enkebaronessen og hendes søster hofjægermesterinden på Kærsholm. Det bliver til et længere ophold, for Per - hold nu godt fast - forelsker sig i pastor - og netop pastor - Blombergs datter, Inger. Uanset at Inger er en sart og kølig skønhed, og som sådan en dansk pendant til Jakobe, går historien her i stykker. Læseren mister simpelthen interessen for Per. Den nye udvikling eller konstellation virker konstrueret og uegal. Som om forfatteren ikke aner, hvad han skal stille op, hvorfor hans beskrivelser da også bliver mere og mere ironiske.
    Titlen er således ironisk. Per rejser ikke til Amerika, skønt det på et tidspunkt var planen. Gang på gang opsætter han sin rejse. Som Nanny sarkastisk nøgternt kommentere hans gøremål med en stump fra Chr. Winthers Flugten til Amerika - "Han drukned' sin Sorg og fandt sin Trøst paa Bunden af Sagosuppen."
Digteren er uden tvivl på Nannys side i det stykke.
    I stedet får vi alenlange beskrivelser af forholdene på godset og i præstegården og i landsbyen. Hele Pontoppidans yndlingsrepertoire, men uden den indre sammenhæng og glød, der kunne give stoffet liv og nødvendighed.
   Pontoppidan har med denne roman lagt en stor plan, men det går med den som med Lykke-Pers: Den løber ud i sandet. Når læseren ikke længere orker at høre mere om, hvad Per tænker, føler og overvejer, så skyldes det jo netop, at forfatteren har opgivet ham.
   Men nu skal Per så til at vinde Inger, fremtiden og levebrødet. Udførelsen af et afvandingsanlæg der på egnen får Per til at komme i tanker om, at han endnu mangler sidste del af sin embedseksamen. Derfor beslutter han nu at tage tilbage til København og få det overstået. Hermed slutter bind 7.

8. Lykke-Per, hans sidste Kamp
Da den foregående titel var ironisk, er læseren ved begyndelsen af sidste bind usikker på, om 'kamp' skal tages alvorligt eller ej. Det skal det! I dette bind tager Pontoppidan revanche med hensyn til romanværkets helhed og dets hovedperson.
    I København bor Per hos sin søster, mens han tager sin eksamen. Forinden har han i nød solgt sine ejendele og - efter stor ovenvindelse - bedt sin bror, der nu er departementschef, om økonomisk støtte. Efter eksamen og overstået værnepligt slår han sig ned i et hus i Rimalt. Ikke langt - men langt nok - fra Præstegården. Her påbegynder han det planlagte arbejde med afvandingsanlægget.
    Om aftenen læser han i religiøse, filosofiske og nu også historiske værker. Han befinder sig egentlig godt med det ensomme og indadvendte privatliv i fordybelse. Om dagen er der det praktiske arbejde, der ligeledes tiltaler ham.

En aften bliver han i sine læsninger opmærksom på modsætningen imellem 'sjæl' og 'liv'. Et forhold, det er vigtigt at opholde sig ved, idet refleksionen ikke blot lokaliserer sig til de pågældende studier, men danner den modsætning, som hele værket er komponeret over. I bøgernes verden møder han sjælens krav, der tilsyneladende er uforenelige med livets. Han kommer ved læsning af Thomas a Kempis, Platon og Sokrates til klarhed over, at sjælen suger næring fra et instinkt, der ligger udenfor naturen.
    "Thi Legemet foraarsager os tusinde Bryderier, opvækker Uro og Forvirring og forstyrrer os, saa vi for dets Skyld ikke formaar at skue det sande. Medens vi lever, vil vi kun da komme Erkendelsen nærmest, naar vi har saa lidt som muligt med Legemet at skaffe og ikke mere Omgang med det, end det er højst nødvendigt, og ikke lader os opfylde af dets Natur." (III, S.237).
    Således læser han hos Sokrates. Og Buddha? Jo, der er et buddhistisk citat, der har brændt sig ind i hans sind "med Fosforskrift": "Den, som intet elsker her paa Jorden og intet hader og intet attraar, kun han har ingen Lænker og er uden Frygt." (III, S.237).
    "Fra alle Verdenshjørner det samme Svar! Ned gennem alle Tider den samme Fordring: Selvets Fornægtelse, Jeg'ets Udslettelse; thi Lykke var Forsagelse. Men fra Verdens Side lød det omvendt: Selvhævdelse, Egenkærlighed, Legemets Kraft og Viljens Mod; thi Lykke var Tilegnelse. Her fandtes da ingen bærende Bro over Svælget"... (III,S.237).
    Det er kernen i Lykke-Per. Hele værket har dette indre omdrejningspunkt, der samtidig er romanens drivkraft, hvilket vi vil vende tilbage til i slutafsnittet om udviklingsromanen som genre.

På handlingsplanet lærer Per nu en ejendommelig præst at kende - ellers ville det jo ikke være en roman af Pontoppidan - ved navn Fjaltring, hvis religionsopfattelse er den absolutte modsætning til pastor Blombergs glade og hyggelige kristendom. Fjaltring, der gør et dybt indtryk på Per, har læst kirkefædrene og middelalderens mystikere og desuden gennemskuet det hele: Grundtvigianisme uden passion, maskinindustriens jag, der forsimpler åndslivet, højskolens folkelige bedrag osv. Om sjælen og dens rette element, betoner han, at det måske er "Sorgen, Smærten og Savnet". (III,S.248). Det er rigtignok en lidt ensidig grobund, men den finder genklang hos Per, der holder sine møder med Fjaltring skjult for Inger.
    Inger og Per bliver gift. Ægteskabet tegner godt. De får tre børn. Per lever som landmåler. Her gør romanen et spring seks år frem i tiden. Per er nu 32 år. Han befinder sig i en dyb krise, der skyldes en følelse af ikke at høre rigtigt til, heller ikke til sin egen familie. Drengen er han ikke i kontakt med, og han er bange for, at hans eget faderforhold skal gentage sig til skade for sønnen. Det kommer til et brud med præstegården. Og til sidst med Inger - efter lange samtaler, hvor han beder om at blive fritaget for at ødelægge familien med sit tungsind - sit 'kainsmærke'.
    Forstenet står Per tilbage på gårdspladsen, da Inger og børnene er kørt bort. Vi genkender scenen fra Det forjættede Land - bortset fra at det der var hustruen, der stod tilbage som en stenstøtte. - "Er det nu nok?", lyder en indre stemme hos Per, idet han vender blikket mod himlen. Hermed slutter næstsidste kapitel og den egentlige skildring af Pers liv.

I det sidste kapitel får vi en summarisk redegørelse for Pers videre livsløb. Han bosætter sig i det nordligste Thy, hvor han lever som vejassistent. Alene og tilbagetrukket, men vellidt på egnen. Hans helbred er svækket, skønt han lever regelmæssigt. Han dør 46 år gammel af kræft efter flere års smertefulde lidelser.
    Epilogen beretter, at han efterlader et testamente, hvori hans efterladte kapital overføres til det børnehjem, som Jakobe efter deres skilsmisse - og dødfødte barn - har oprettet. Pers bror overrækker testamentet, idet han mindes deres tidligere møde og beklager Pers forhold til hende. Hertil svarer Jakobe:
    "Deri tager De ganske fejl. Jeg skylder Deres Broder mere, end han selv nogensinde har haft forståelse af. Paa Afstand har jeg da ogsaa fulgt ham, saa godt jeg kunde. (...) Jeg ønsker ikke noget ugjort. Jeg føler det tværtimod som en stor Lykke for mig, at jeg lærte Per at kende. Baade ved den glæde og den Sorg, han forvoldte mig, fik mit Liv først rigtig Indhold. Det Værk, De ser her omkring Dem, er i Grunden lige saa meget hans som mit. Og derfor vil jeg bestandig være ham inderlig taknemlig." (III, S.336).
    Peter Andreas Sidenius blev i Henrik Pontoppidans hænder en helgen til sidst. Han efterlader en dagbog, som der bringes citater fra. Den findes af stedets skolelærer og sognefoged, da de er i færd med at udfærdige en fortegnelse over den efterladtes indbo.
    "Tag den bare, Mikkelsen. For skrevne Sager har vi ingen Ansvar. Og den har jo ingen Pengeværd."
    Med denne replik slutter de tusinde sider om Lykke-Per.
    Storgrosserer og familiepatriark Philip Salomon er bogens helt.
    Jacobe - dens heltinde.

Lykke-Per: Ud- eller afviklingsroman?
Tilbage til Henrik Pontoppidan


Publiceret 30. december 1998. Opdateret 26. juni 2006.
© by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.