Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Henrik Pontoppidan

Nattevagt (1894)

2. De store følelsers tid
Af IBEN HOLK

  1. Det sjælelige gennembrud
  2. De store følelsers tid Du er på denne side
  3. Mesalliance
  4. Rivaler
  1. Konfrontation
  2. Pontoppidans position
  3. Litteratur og links


De store følelsers tid
I pagt med den sjælelige orientering i kunsten, der opleves som en ny romantik til skræk og rædsel for den ortodokse del af den politiske radikalisme (brandesianismen) og naturalismens tilhængere, sker der en vital påvirkning af livsformerne.
    Dobbeltselvmordet på Taasinge i 1888 er med til at profilere det nye skred i synet på kærlighed og passion. I tråd hermed bliver 90erne kaldt 'de store følelsers tid'. Kunsterkolonierne på Skagen og på Fyn er med til at forstærke livslysets optimisme og gennemslagskraft, idet fokus i kulturlivet hermed flyttes ud i det fri og bort fra hovedstadens teatre og varieteer, tumult og psykose, vinduer og voyeurisme, venushuler og morads.
    'Tilbage til naturen'-holdningen slår på ny igennem. Det bliver moderne at gå måneskinsture om natten på mennesketomme alleer og kigge stjerner, hvilket sideløbende bliver tidens lyriske kliché. En parallel til vor tid er tydelig med den lyriske 80er-generation, der i oprør mod marxisme og politisering af kunsten ligeledes begav sig ud på engletogter i natten, der var sort som guld.

Ligeledes i "Den gamle Adam" (1894) ironiserer Pontoppidan over den følsomme tendens, som han opfatter som hysteri i forbindelse med den unge arkitekts selvmord, fordi en kvinde har vendt ham ryggen: "Det er det, man kalder, at de store følelsers tid er vendt tilbage", noterer Ludvig Glob i sin dagbog (s.159). Og videre hedder det i romanens slutsekvens: "O, disse renaissance-mennesker! Denne katzenjammer-forherligelse! Hvor er den ynkelig! Og hvor er den i det hele latterlig og uværdig, denne vor lyriske maskerade med en svunden tids efterladte garderobe."
    Pontoppidan kunne ikke lide, hvad han kalder 'renaissance-mennesker', hvormed menes typer, der med affektation beruser sig i livets skønhed, i demonstrativ livsnydelse fra morgen til aften og natten med i en slipstrøm af vulgær og forloren erotik tilsat adskillige promiller. Drachmann er for ham en sådan type.
    Af samme grund bryder han sig heller ikke om lyrikere, selvom tampen her begynder at brænde. For Pontoppidan skrev selv lyrik, men udgav aldrig sine digte, som han nøjes med at offentliggøre ved særlige lejligheder. Poesi som livsfortolkning sætter epikeren lig med 'lyrisk råddenskab'. Kendskabet til dette forhold er vigtigt til forståelse af brydninger omkring disse emner i romanen.

Pontoppidans position er således dobbeltbundet. Dels indser han naturalismens og radikalismens begrænsning uden at slippe frigørelseskampens grundidé. Dels godkender han følelseslivets nødvendighed, men tager afstand fra det patetiske og sentimentalt svulstige. Holdningerne i romanen til brydningstiden, dvs. forholdet mellem naturalisme og symbolisme (nyromantik), placeres hos to kunstmalere, vennerne Jørgen Hallager og Thorkild Drehling. Imellem dem står en kvinde, Ursula Branth.

Til  3. Mesalliance

Til toppen
Tilbage til Henrik Pontoppidans hovedside

Publiceret 15. december 2004. © by Iben Holk og Per Hofman Hansen.
Produceret med støtte fra Undervisningsministeriet.