Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Satyr Dansemus

3. Udklækket
Af IBEN HOLK

  1. Humoristen
  2. Barnedigteren
  3. Udklækket Du er på denne side
  4. Visit på godset
  5. Pjecen
  6. Strindberg
  7. Café Bernina
  8. Tugthus og venusvogn
  9. Alice Tutein
  1. Bangsbokredsen
  2. Luksusrejsen
  3. Satyrspillene
  4. Kastellet
  5. Dansemusen
  6. Belle époque
  7. Selvmordet
  8. Værker
  9. Litteratur og links

Livsens ondskab  >
Fædrene æde Druer  >


Udklækket
Gustav er Holmegaards teaterchef. Han elsker at iscenesætte og optræde i forskellige komedier. Og med succes, da der jo ikke er meget at underholde sig med ude på landet midt i 1800-tallet. Han vil være skuespiller og drømmer om at skifte scenen i Holmegaards stuer ud med en af de rigtige teaterscener i København. Men faderen sætter sig imod og befordrer sønnen i lære som boghandler i Nakskov. Det bliver kun sjældent, han får tid til at besøge Holmegaard, så i stedet må han tage til takke med et klædeskab hos boghandleren at overnatte i.
    Men fordelen ved jobbet er, at han kan tage bøger med op i klædeskabet og læse ved et stearinlys. En af de første bøger, der gør alvorligt indtryk på ham, er Holger Drachmanns nyudkomne "Med Kul og Kridt" fra 1872. Tænk hvis man kunne møde ham! Eller selv skrive sådan en bog!
    Et par år senere - i 1875 - kommer den 17-årige Gustav i lære hos den ansete Fr. Wøldikes Boghandel i Skindergade i København. Klædeskabet bliver udskiftet med en seng hos Tante Marie i Dronningens Tværgade 56, hvor desuden de ældre brødre Carl og John bor. Samme år oplever han ligtoget for nationens store digter. H.C. Andersen bliver bisat fra Vor Frue Kirke og hele København har taget opstilling langs ruten til Assistens Kirkegård for at vise eventyrets konge den sidste ære. Gustav følger optoget fra hjørnet af Sankt Petri og kommer til at græde lidt. Alt er så højtideligt og fint.
    Men så kommer han til at fnise. Da han forestiller sig digteren inde i kisten - med sine lange, ranglende ben. Satyren begynder så småt at stikke hornene frem. Og i boghandlen, der også er forlag, kommer flere af tidens forfattere, og hver gang bliver Gustav skuffet over at se navnet i virkeligheden. De fleste aftner bruger han selv til at skrive. Han forsøger at få sine smørerier trykt i diverse blade og tidsskrifter, men uden held. De var heller ikke noget af værdi.
    Arbejdet som boghandlermedhjælperlærling keder ham, da det mest består i at køre ud med bøger og veksler. På sin 20 års fødselsdag skriver han i sin dagbog: "I dag er jeg tyve Aar - men det er ogsaa det eneste, jeg er." Panikken begynder at rumstere. På et ferieophold hjemme på Holmegaard virker hans søde mor Catha underligt fjern. Hun sidder på sin plads ved vinduet og kigger ud i haven. Der kommer læge. Apati hedder det. En slags sindslidelse. Gustav bliver bange. Moderen var hans faste holdepunkt, så uerstattelig og ufejlbarlig. Hvis han skulle miste hende? Hvad han ikke ved, er, at hun i sit stille sind sørger over ham.
    Problemerne vokser: Forlagsboghandler Wøldike giver ham ikke løn. Først da han tager sin afsked og forlanger at få sin løn, betaler Wøldike ham, men vil herefter ikke tale med det unge, rethaveriske bæst. Gustav tager en fin hævn over chefen ved at udstille ham som den fordrukne og latterlige boghandler i successtykket "Dansemus" fra 1905. Næste stop i boghandlerkarrieren bliver hos forlagsboghandler C.A. Reitzel i Nørregade.
    Dagbogen fra denne tid er fuld af tungsind og tristhed. Gustav drømmer om at få en studentereksamen. Det er netop noget, man ikke får, men tager! Men i 1878 tager han alligevel fat på studierne og bliver indskrevet til artium. Og samtidig til en ørkenvandring, der for altid underminerer hans selvtillid og livsglæde. De normerede tre år bliver for Gustavs vedkommende til hele otte, idet han dumper til anden del i 1880, 1882 og 1884. Først i 1886 lykkedes det, og da var studenten mere død end levende. Og 28 år.
Til  4. Visit på godset
Til  15. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Publiceret 20. april 2003. Opdateret 25. juni 2006.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.