Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Satyr Dansemus

6. Strindberg
Af IBEN HOLK

  1. Humoristen
  2. Barnedigteren
  3. Udklækket
  4. Visit på godset
  5. Pjecen
  6. Strindberg Du er på denne side
  7. Café Bernina
  8. Tugthus og venusvogn
  9. Alice Tutein
  1. Bangsbokredsen
  2. Luksusrejsen
  3. Satyrspillene
  4. Kastellet
  5. Dansemusen
  6. Belle époque
  7. Selvmordet
  8. Værker
  9. Litteratur og links

Livsens ondskab  >
Fædrene æde Druer  >


Strindberg
Året efter debuterer Gustav Wied hele tre gange. Først som lyriker i det nye tidsskrift Ny Jord (1888-1890), der redigeres af den dygtige Carl Behrens i en tid, hvor det fyger med nye blade og tidsskrifter med kort levetid. Digtet "Jeg tror kun på én Gud" er velformet med sproglig styrke og substans. Gud optræder som 'dæmon', der er ensbetydende med - ikke kvinden - men kvindens krop alene. På Overgaard har han om sommeren mødt den underskønne skuespillerinde Nathalie Larsen, som han bliver helt skør med. At madame er 3-4 år ældre, ophidser kun tilbederen yderligere. 3. strofe, der som hele digtet bærer præg af begærlig flagellantisk sadisme, lyder således:

Jeg kunde sætte Dig i Himlen op
og vælte mig i Støvet for Din Fod!
Jeg kunde pine Dig med djævelsk Fryd
og bade mig med Vellyst i Dit Blod;
Jeg kunde stryge med en blytung Haand
ned ad dit Hvide, stolte Gudelegem,
saa Fingrene sad efter i dit Kød!
Mindeudgave, bind 1, s. 242 (1920).

    Selvom elskovsforholdet bliver af kort varighed, får mødet med den stærke og flotte kvinde, der lidt sent gør den 31-årige til en rigtig mand, betydning for ham mht. hans karriere. Nathalie gør nemlig følgeskab med den svenske digter August Strindberg, der endnu ikke er berømt, men flygtet fra Sverige, hvor han er ugleset. I København vil han prøve teaterlykken ved at etablere sit eget teater og trup med inspiration fra den naturalistiske teaterscene i Paris. I 1888 åbner således Skandinavisk Försöksteater, der dog hurtigt bliver til Strindbergs Forsøgsteater. Til truppen hører foruden Nathalie Strindbergs hustru Siri von Essen og et par danske skuespillere. Her får Gustav Wied nu sin chance for at få drengedrømmen om de skrå brædder til at gå i opfyldelse.

Tidsskriftet Ny Jord fra 1888
Ny Jord, der var redigeret af forfatteren Carl Behrens (1867-1946), samlede alle tidens unge digternavne.
    Han skal spille Adolf i Strindbergs Creditorer. Tragikomedie i 1 Akt, selvom Siri von Essen ikke kan lide Gustav og finder ham talentløs. Stykket får en rimelig succes. Fiasko bliver det ikke, skønt en anmelder skriver, at Gustav Wied minder om en dårlig kopi af Herman Bang. Men debutanten har problemer med stemmen, der er for svag, fordi lungekapaciteten mangler i den spinkle krop. I det næste stykke på repertoiret, Frøken Julie, er Gustav Wied ikke med. Selvom han må give fortabt som skuespiller, giver han ikke op over for teaterverdenen, som han glødende har fået i blodet. Han skriver fermt et stykke i strindbergsk stil, hvilket vil sige afklapsning af familie, kirke, presse og samfund i det hele taget. Wied er kommet på hjemmebane.
    Stykket hedder En Hjemkomst. Sørgespil i fire Akter (1888); det handler om en af familien udstødt (som Gustavs egen bror Einar, der blev eksporteret til oversøiske himmelstrøg), der emigrerer, men vender syg tilbage, og mens familien overvejer det videre forløb med evt. anbringelse på sindssygeanstalt, begår den udstødte selvmord. Strindberg lover at sætte det på repertoiret, men udskyder det igen og igen, indtil Wied taber tålmodigheden. Det bliver senere opført af Afholdsforeningen for Taastrup og Omegn og af dilettantscenerne i Sengeløse og Smørumnedre.
Til  7. Café Bernina
Til  15. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Publiceret 20. april 2003. Opdateret 25. juni 2006.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.