Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Satyr Dansemus

12. Satyrspillene
Af IBEN HOLK

  1. Humoristen
  2. Barnedigteren
  3. Udklækket
  4. Visit på godset
  5. Pjecen
  6. Strindberg
  7. Café Bernina
  8. Tugthus og venusvogn
  9. Alice Tutein
  1. Bangsbokredsen
  2. Luksusrejsen
  3. Satyrspillene Du er på denne side
  4. Kastellet
  5. Dansemusen
  6. Belle époque
  7. Selvmordet
  8. Værker
  9. Litteratur og links

Livsens ondskab  >
Fædrene æde Druer  >


Romanforfatteren Gustav Wied af Niels Bruhn Meredin og Jan Nøhr Christensen
Romanforfatteren Gustav Wied af Niels Bruhn Meredin og Jan Nøhr Christensen (2000) med omslagssilhouet af Eva Drachmann fra 1913.
Satyrspillene
Med satyrspillet finder Gustav Wied genren, som fremkalder hans originalitet. Den passer til hans satiriske kaktus-temperament og spidsfindige gemyt. Skuespillet Erotik. Satyrspil i tre Akter (1896) er ikke særlig erotisk på den måde, men snarere et lærestykke i begær. Det handler om ikke at snyde den dyriske drift, når mennesker skal finde en partner at gifte sig med. I stykket er der fire par, der skal finde ud af det. Det siger næsten sig selv, at det skal blive morsomt. Og publikum tager godt imod stykket, klapper, ler og morer sig, for det er jo publikum.
    Satyrspillet er ikke en fiks, ny og moderne ting, som Wied har opfundet. Det er en oldgammel genre med tradition tilbage fra før vor tidsregning, idet satyren er en mytologisk figur som dæmonisk skovgud i den græske dionysoskult. Satyren sikrer fra denne gamle - eller unge - tid, at alt ikke kommer til at gå alt for pænt og fornuftigt til. Med sit gedebukkefjæs, virile krøller, nøgen overkrop med bisonbringe og djævlehov gør han sin selvsikre entre i ethvert kvindeligt - og mandligt - hjerte, som kommer på en behåret prøve i dialog med kønnet.
    Stykket går på Dagmarteatret, hvor det bliver opført 27 gange, og med denne succes, der bliver Wieds gennembrud som dramatiker, kaster han sig veloplagt over nye frembringelser for scenen. Adel, Gejstlighed, Borger og Bonde. Fire Satyrspil (1897) - nemlig: En Mindefest, Herrens Venner, Centrum og Døden - opnår 28 opførelser på Dagmarteatret, og i lighed med alle Wieds scenestykker udkommer det samtidig i bogform. Satyrspillet er en guldåre, der giver både økonomisk og kunstnerisk overskud til livtaget med scenekunsten og de store romaner.
    Succesen fortsætter med Første Violin. Komedie i fire Akter (1898), som han skriver sammen med vennen fra dagbladet København, Jens Petersen, idet stykket opføres mere end 100 gange på Folketeatret med hans tidligere pikante kæreste Anna Larssen i hovedrollen. Herefter genopføres det på Nørrebro Teater og på Casino. Stykket indbringer forfatterparret en halv million i 2003-kroner til deling.
    Wied er næsten fra koncepterne. Flår to store romaner af sig i en raptus, Slægten (1898) og Livsens Ondskab (1899), der bliver lige så store succeser. 1. oplag af Slægten på 1500 eksemplarer bliver revet væk. Ligeså 2. oplag på 1000, hvorefter 3. oplag bliver udsolgt i julehandlen. Wied Jul! - Med Livsens Ondskab sættes 1. oplaget derfor op til 2000, der bliver revet væk. Det kører næsten for wiedt!
    Næste satyrspil, der skal prøve lykken, bliver Det svage Køn. Fire Satyrspil (1900), som den udspekulerede Wied ved, der er penge i, og derfor har en svaghed for at udstille til grinet. Privat er han ikke så interesseret, da han som mand må siges at være mere sat end tyr. Stykket indeholder fire kvindeportrætter: Hendes Naade, Fru Mimi, Frøken Nathalie og Ane Marie. Stykkets motto skal blive den berømte Wied-vending, der i generationer tegner manden: "Kvinder er ubetinget det bedste, man har af den Slags". Det bliver en succes. Ikke mindst fordi en biskop på Lolland under stor ståhej fraråder folk at se det.
    Og så følger braget efter teaterstormen: Wied bliver inviteret til at skrive for Det kongelige Teater. Drengedrømmen fra moderens stue går i opfyldelse. Den lille teaterchef fra Holmegaard har nået sit store mål. Til nationalscenen skriver hans sit livs mest bedårende og originale stykke, komedien Skærmydsler, der opføres for fulde huse efter premieren den 10. maj 1901. Ligesom det i 2003 trækker fulde huse i Jytte Abildstrøms opsætning i Riddersalen på Frederiksberg. Skærmydsler er Wied-klassikeren over alle. For som tante 2 siger til tante 1, mens de i nattens mulm og mørke er barnepiger for deres niece: "Maanen har den Farve, Maaner skal ha!"
*) Wied jul
  • Bo Nygaard Larsen: Wied jul. En biografi om Gustav Wied. Forlaget Habengut, 2001. (Gustav Wied Selskabets skrifter. Ny samling nr. 10).
    bibliotek.dk

Til  13. Kastellet
Til  15. Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Publiceret 10. maj 2003. Opdateret 1. november 2012.
Copyright by Iben Holk og Per Hofman Hansen.