Epoke - danske romaner før 1900

Til Epokes forside
Epokes forside


Epoker og ismer
Romantik
Romantisme
Realisme/Idealisme
Realisme/Nyromantik
Realisme/Impressionisme
Naturalisme
Det moderne gennembrud
Symbolisme
Det sjælelige gennembrud
Mytisme
Det virkelige gennembrud

Kontakt Epoke
Gustav Wied

Fædrene æde Druer (1908)

1. Genre og stil
Af IBEN HOLK

  1. Genre og stil Du er på denne side
  2. Motivet
  3. Komposition
  4. Dødsriget
  1. Livsviljer
  2. Karikaturist
  3. Litteratur og links

[ Dette kapitel er identisk med Gustav Wied: Livsens ondskab, 1: Genre og stil ]


Fædrene æde Druer Fædrene æde druer blev filmatiseret (1993) under titlen Sort Høst med Ole Ernst i hovedrollen. Instruktion Anders Refn. Bogen udgivet på forlaget Sesam.
Genre og stil
Gustav Wied udfolder sig lige stærkt som novellist, dramatiker og romanforfatter. De små historier passer til hans vibrerende temperament og hurtige stil. Det samme gør sig gældende for scenestykkerne: de rapt afvekslende optrin. Hans svaghed var at styre og orkestrere en større komposition, hvorfor det ofte kneb for ham at holde dampen oppe til en helaftensforestilling. Man skulle derfor tro, at romanen ikke lå for Wied. Når den gør det, skyldes det, at han indretter sig med den efter det wiedske koncept.
    Som romanforfatter er Gustav Wied iscenesætteren. Det originale i romanerne er æstetisk set deres kompositionsteknik. I fremstillingen kombinerer han sine forcer fra novellen og skuespillet, således at romanen bygges op af et forløb af små historier, der består af lutter dramatiske optrin. Helheden holdes sammen af handlingstråden, der gerne er fordelt på flere personer med en lokalitet som samlende ramme.
    Det store deskriptive forløb med prosapoetisk dybdevirkning og refleksive passager, der fortolkende spejler handlingen, som vi kender fra H.C. Andersen, J.P. Jacobsen og Henrik Pontoppidan, er ikke Wied. Hans stil er snarere impressionistisk som Herman Bangs, hvis værker han alle beundrer dybt med "Ludvigsbakke" (1896) som favorit. Hos Bang lærer han at lade personerne tale for sig selv igennem deres replikker. Og replikker er der mange af i de wiedske romaner. De består stort set ikke af andet.
    Wied tilslutter sig naturalismen, der gennemsyrer tidens litterære mode og stil. I 80erne er alt og alle naturalister. Tidligt bliver han fascineret af August Strindberg, hvis "Röda Rummet" (1879; da. 1885) med sin udfordrende, sataniske satire bliver hans bibel og indgang til kunsten. Det er sådan noget, han vil lave. Naturalisme er realisme med en dagsorden sat af den toneangivende kritiker Georg Brandes, som efterlyser en litteratur, der samfundskritisk skal vække til debat. Bombardement af traditioner og institutioner, ægteskab, kirke og borgerlighed står øverst på listen. Den gamle verden skal væltes og fornyes med frisind.
    Med kanondramaet "Dansemus. Et Satyrspil" (1905), der er uden sidestykke i dansk dramatik, forløser Gustav Wied en ny stil i pagt med tiden. Dramaet er en symbolistisk allegori i sin form. Her er det forbi med den grå naturalistiske problemdebatterende scene. Med "Dansemus" eksploderer naturalismen stilhistorisk i tusinde stumper og stykker. En tilsvarende udvikling finder sted hos naturalisten - og forbilledet - August Strindberg, der med de symbolistiske skuespil "Dödsdansen" (1901) og "Ett Drömspel" (1902) foretager det endelige brud med den ibsenske teaternaturalisme. Symbolismen bliver lanceret i Frankrig i 1886 af Jean Moréas. Herhjemme introduceret af Johannes Jørgensen med hans artikler i Børstidende om nye litterære tendenser i 1891, "Det nye Danmark", og i tidsskriftet "Taarnet" (1893-1994).
    Ti år efter debuten - hvis vi ser bort fra pjecen - og det vil sige efter 5 novellesamlinger og 7 skuespil, udsender Gustav Wied i 1898 sin første roman, "Slægten", der skal blive optakten til hans frodige periode, som varer de følgende ti år og afsluttes med hans sidste hovedværk "Fædrene æde Druer -" i 1908. Herefter får den storproducerende ikke noget værk fra hånden, der holder niveau med de foregående, hverken på tryk eller scene. Til gengæld rummer hans store tiår med satyrspillene det mest fornyende i dansk dramatik, ligesom romanerne rager op som klassikere. Dengang og nu.
    De udgør tematisk to rækker: Slægtsromanerne "Slægten" (1898) og "Fædrene æde Druer -" (1908) danner den ene række uden dog at være indbyrdes forbundet. Knagsted-romanerne danner den anden, der består af "Livsens Ondskab" (1899), "Knagsted" (1902) og "Pastor Sørensen og Co." (1913).
Til  2. Motivet
Til  7. Udgaver, Litteratur og links

Til toppen
Tilbage til Gustav Wieds hovedside

Denne side er publiceret på internettet 10. juni 2003.
Copyright 2003 by Iben Holk og Per Hofman Hansen.